Ærlig snak Life of a mom

At miste en forælder…og frygten for at efterlade.

Bibber 1

Jeg var 16 år gammel da min mor fortalte mig, at hun nok kun havde ét år tilbage at leve i. Lægernes hårde dom, efter mange års kamp mod kræft. Jeg havde netop afsluttet folkeskolen og der ventede et år på efterskole og dernæst gymnasiet. Med venner jeg endnu ikke havde mødt. Og en hverdag der var så ulig den jeg kendte til. Folkeskolens-, hjemmets- og forstadens trygge rammer, skulle snart ændres for varigt. Jeg var ved at blive “voksen”. Og jeg vidste at jeg ville mangle én til at guide mig. Én til at vise mig vejen. Én der kunne samle mig op når jeg faldt. Én der kunne lære mig at være kvinde.

En mor.

Kun fem måneder efter holdte jeg min mor i hånden, for det jeg vidste ville være den sidste gang. Talte hendes sidste åndedrag. Sugede hendes sidste nærvær til mig, om end det kun var hendes krop der var til stede. Hendes sind og sjæl var for længst underkastet den ubarmhjertige sygdom. Men illusionen om hendes tilstedeværelse og minderne om vores tid sammen var alt overskyggende, om end jeg vidste, at det lige om lidt var slut. For alvor. Og for altid.

På et split sekund var alt det velkendte borte. Og der er ingen måde man kan forberede sig på døden på. Ingen. For man spørger sig selv: Hvordan kan folk fortsætte som om intet er hændt? Hvorfor kører busserne stadig? Hvorfor tager folk på arbejde? Hvorfor griner de? Mit liv var gået helt i stå, og mit hjerte holdte mig kun modvilligt i live… Hvad var det de ikke kunne se? Hvad var det de ikke kunne forstå?

Omverdenen havde andre forventninger til, hvornår jeg atter skulle fortsætte “projekt livet går videre”. Et projekt jeg i øvrigt havde mistet tilliden til. Ikke kunne se meningen med. For hvad mening er der i, at leve livet, hvis ikke det kan være med dem man elsker aller højest? Det føltes som om, at alle omkring mig kørte i 5. gear, alt imens jeg selv var i bak-gear. Men når man mister, går hverdagen videre, om end ens sind er midlertidigt ude af drift. De omkring sig griner, tager på arbejde og man er tvunget til selv at hoppe på de busser, der ufortrødent kører videre. Uden hensyntagen til den efterladte. Og før jeg vidste af det, var tiden med min mor et minde. Noget der var. Noget der ikke længere var en del af mit liv og mit sind. Hverdagens gang havde vundet. Jeg fandt glæder ved livet igen og tog mig selv i, ikke at tænke på min mor hvert et vågent øjeblik. Hun blev til en tilfældig tanke i ny og næ. En tanke der ikke længere var forbundet med de største følelser.

For hey – det er vel dét der gør, at man overlever?

Hvis jeg skulle tænke på hende hver eneste dag og i selskab med følelsesregisteret fra den gang, ville jeg ikke kunne holde ud at være til. Så tiden læger nok ikke alle sår… Man glemmer simpelthen bare. Glemmer nærheden, grinene, kærligheden, fortroligheden og de nære stunder man har delt.

Overlevelsesmekanisme?

I går rodede min datter på 4 år i mine smykker, alt i mens jeg selv gjorde mig klar til arbejde. Hun fandt nogle store guldbelagte ørestikker, som jeg er sikker på, havde været et hit i 80’erne. Nogle ørestikker min mor havde meget kær…dengang hun var. Min datter holdt dem op foran sine ører og spurgte, om hun ikke var fin. Jeg stirrede bare på hende… Jeg mærkede hvor hurtigt halvdelen af mit liv pludselig var gået. Hvor meget jeg havde oplevet på de 16 år, siden jeg selv var blot 16år. Og at jeg var kommet videre. Og at jeg faktisk havde det godt. Rigtig godt. (Tror jeg da? For gad vide hvordan mit liv ville have udartet sig, hvis jeg den dag i dag blot kunne ringe til min mor? Fortælle om min dag? Spørge ind til hendes?) – Men jeg mærkede også i samme sekund en enorm mængde uretfærdighed. For min mor ville have elsket at se min datter – hendes barnebarn stå og smukkesere sig. Og jeg føler mig frarøvet det privilegium det er, at kunne dele sådanne oplevelser med min egen mor. Uretfærdigheden i at min mor ikke skal opleve min datter – og omvendt.

2016-05-11 16.43.22

Og så…

En mega frygt for, at samme skal ske for mig. For os. At uheldet en dag rammer mig og jeg ligeledes en dag blot vil være et minde. Et tankestrejf. En tanke mine børn måske helst vil skubbe væk…bare for at kunne overleve. Og frygten for at de skal igennem det samme som mig. Uden en hånd at holde i, uden en mor til at guide dem igennem livet.

Uden mig.

Man kan (heldigvis) ikke spå om fremtiden. Men der bliver sagt Jeg elsker dig en del her hjemme. Og jeg håber – og tror, at mine ord for evigt vil stadfæste sig i mine børns sind, uagtet hvad fremtiden vil bringe.

2016-05-02 11.43.39

You Might Also Like

23 Kommentarer

  • Reply
    Trine
    11. maj 2016 at 17:26

    Hold da op, den rammer bare lige i hjertet. Det er en af de mest rørende og velskrevede indlæg jeg længe har læst. Jeg har selv mistet min far da jeg var 12 år og de ting du skriver kunne ligeså godt komme fra mig, omend jeg ikke kunne gøre det så velformuleret 😁 Sidder her med tårer i øjnene og gåsehud. Tak fordi du deler

    • Reply
      Lillemor
      11. maj 2016 at 22:01

      Tusind tak Trine for dine søde ord! Og beklager tårerne og gåsehuden 🙂 Puha 12 år gammel. Det er også en hård alder at miste i. Man har jo slet ikke “fået” det man skulle endnu. Men ja, hvornår har man det? Kh Lillemor – og masser af tanker til dig.

  • Reply
    Karen
    11. maj 2016 at 17:35

    din blog går direkte i hjertet på mig!
    jeg mistede selv min mor sidste år, da jeg selv var nybagt mor til en bette trold på 4.mdr. Jeg savner hende hverdag- men det rummer mindre og mindre for hver dag der går-
    men savnet vil altid være der <3
    Jeg er meget rørt over dit indlæg, og mange tak for de gode råd og inspiration <3 tak!

    • Reply
      Lillemor
      11. maj 2016 at 22:00

      Kære Karen! Tak for dine meget søde ord. Puha, det lyder da også bare åndssvagt hårdt. At miste sin mor OG at skulle agere mor på samme tid, mens man aller mest bare har brug for sin egen mor. Men “heldigvis” kommer man videre – om end man gerne ville blive i fortiden. Tanker til dig! Kh Lillemor

  • Reply
    Tine
    11. maj 2016 at 19:20

    Puha jeg er ved at stor tude… at læse dit indlæg netop idag.. idag er, eller ville have været min far fødselsdag. Han døde i 2005. Og netop tanken om hvordan livet ville have været hvis han stadig var her. At min søn aldrig kommer til at møde sin, altid fuld af fis, morfar der helt sikkert ville vise ham de samme trylle tricks igen og igen som han gjorde med mig😭

    • Reply
      Lillemor
      11. maj 2016 at 21:58

      Søde Tine. Ja det er pisse hårdt. Specielt de der mærkedage. Det er aldrig særlig sjovt, fordi de jo netop minder én om, at man har mistet og ikke længere har dem ved sin side. Kys til dig og din lille søn

  • Reply
    Mette
    11. maj 2016 at 20:18

    Puha 😢 sikke et rørende indlæg.

    • Reply
      Lillemor
      11. maj 2016 at 21:57

      Det “sjove” er, at jeg slet ikke selv fældede en tåre da jeg forfattede det. Og det må jo bare være et tegn på, at man overlever og kommer ud på den anden side! 🙂 Kh Lillemor

  • Reply
    Neel
    11. maj 2016 at 20:20

    Jeg mistede min mor meget pludseligt sidste år. Den 21. maj 2015. Hun var lige blevet 56 og fejlede ikke noget. Hun fik den død vi alle gerne vil have, bare alt for tidligt. Jeg savner hende hver eneste dag! Jeg købte et hus med min mand 200 meter nede ad gaden fra mit barndomshjem, fordi jeg elsker at være tæt på min familie. Vi så hinanden 4-5 gange i ugen og hun havde er meget tæt forhold til mine børn (de var 2 og 8 da hun døde).
    I dag kigger vi på himlen en stjerneklar aften – og vi vinker til mormor (og farfar) i himlen 🙂

    TAK for dit indlæg! Jeg finder stor trøst i ikke at være alene…hvilket er lidt ambivalent egentlig…

    • Reply
      Lillemor
      11. maj 2016 at 21:57

      Kære Neel. Tak for dine ord! Det er simpelthen også bare så åndssvagt hårdt, når folk pludselig og uden varsel, bliver revet fra en. Jeg tænker tit om det er en “værre” måde at dø på. For de efterladte altså. Mange tanker til dig. Det er pisse hårdt – også selvom man er blevet voksen. Kh Lillemor

  • Reply
    laila
    11. maj 2016 at 20:59

    utroligt smukt beskrevet. Tak fordi du deler. Hvis nu vi også kunne få brudt tabuet omkring at tale om de døde, så tror jeg at det hele ville føles lettere.

    • Reply
      Lillemor
      11. maj 2016 at 21:55

      Hej Laila! Ja, det er stadig ret tabu belagt. Men mon ikke det er en del af forsvarsmekanismen? Jeg taler sjældent om at jeg har mistet. For min egen skyld. For synes at jeg har talt rigeligt om det. Men du har ret – måse man bør tale lidt mere om det! Tak for dine ord! Kh Lillemor

  • Reply
    Ann
    11. maj 2016 at 21:25

    Så store tuder jeg. Hold nu op hvor er det godt skrevet – så smukt…

    • Reply
      Lillemor
      11. maj 2016 at 21:54

      Åh nej Ann, det var da ikke meningen at nogen skulle tude 🙂 Men tak! Jeg tager det som et kompliment 🙂 Kh Lillemor

  • Reply
    Stine
    11. maj 2016 at 21:31

    Hvor er der dog et rørende indlæg. Min mor mistede hendes mor i en alder af 13 år til en pludselig trafik ulykke. Vi snakker stadig om “mormor” i dag og ved min mor synes det var enormt hårdt ar blive mor uden ar kunne dele der med sin egen mor.

    • Reply
      Lillemor
      11. maj 2016 at 21:53

      Kære Stine! Ikke at nogen måde er mere “mild” at miste en forælder på. Det er jo altid hårdt. Men jeg har dog alligevel ofte været “glad for”, at jeg vidste at min mor skulle dø, frem for at vågne op og hun pludselig var væk. Dejligt at høre at din mormor stadig er en integreret del af jeres liv! I sindet.
      Kh Lillemor

  • Reply
    rikke
    12. maj 2016 at 19:36

    smukt, flot og særdeles velskrevet. Dit indlæg rørte mig dybt. Tak.
    Kh Rikke

  • Reply
    Rebecca
    12. maj 2016 at 22:11

    Smukt skrevet ❤️

  • Reply
    Tina
    12. maj 2016 at 23:04

    Hej.
    Jeg føler sådan med dig. Jeg er enebarn og mistede min mor da jeg var 13 år og min far da jeg var 19 år. Så jeg forstår alt hvad du skriver. Pludselig var den betingelsesløse kærlighed, som kun forældre kan give til sit barn/børn, væk. Og jeg pludselig helt, helt alene i verden. I dag er jeg voksen og har børn. Jeg har med tiden lært at give mig selv den ubetingede kærlighed. For ingen kender dagen i morgen.

  • Reply
    Nanna Michelle
    13. maj 2016 at 12:40

    Rigtig flot skrevet! Puha det er hårdt at læse, men godt at du er “kommet videre”. 🙂 Som årene går lære man at leve med ens store tab, men man glemmer aldrig personens personlighed og væremåde. Selvom der snart er gået 5 år siden min far døde af kræft tænker jeg stadig på ham, og jeg græder ikke nær så meget som jeg gjorde for fem år siden. Det er svært at tænke på, at mine børn aldrig kommer til at møde deres morfar. Jeg var 15 da min far døde efter en måneds sygdom, vi troede alle han havde længere tid… Jeg har selv skrevet om min far på min egen blog, hvis du får lyst til at læse det er du mere end velkommen. Masser af knus herfra <3:)

  • Reply
    Nana
    16. maj 2016 at 21:24

    ❤️ Så fint og rørende skrevet Tina. 😘

    • Reply
      Lillemor
      17. maj 2016 at 13:53

      Tak søde Nana!!

  • Reply
    Maria
    12. august 2016 at 20:29

    Du skriver så godt og rørende ❤️

Svar