Jeg er 1.86cm høj. Normal af bygning, langt lyst hår, noget der stikker ud for oven og måske lidt større blå øjne end gennemsnittet.
– Det lyder egentlig ikke helt galt vel?
Men hvad hvis jeg fortæller dig, at jeg i en alder af 12 år OGSÅ var over 1.80cm høj og vejede (stort set) det samme som nu? Og så lige nogle bryster der vendte indad (hvis de kan det), en bums hist og her, kikset make-up (om nogen overhovedet) og tøj fra H&M’s børneafdeling, selvom jeg tydeligvis ikke kunne passe det…på de gode dage en sej Backstreet Boys sweatshirt.
Jeg ville bare så gerne være lige som de andre. – Men det var jeg ikke. Jeg skilte mig ud fordi jeg var “hende den høje”. Det har jeg lært at leve med i dag og har valgt at se det som en fordel. Men som barn var det forfærdeligt! Og hvorfor var det så det? Fordi nogle andre børn gjorde mig opmærksom på, at jeg så anderledes ud end dem. Og “dét var mærkeligt!”
Vi havde egentlig et rigtig godt sammenhold i min folkeskole klasse. Men der var altid lige én enkelt, der kunne få min selvtillid helt i bund. Han kom ofte med små bemærkninger, der gjorde at jeg betvivlede mig selv. Var jeg god nok? Tænkte de andre mon det samme som ham? Om morgenen når jeg tog tøj på og gjorde mig klar til skole, frygtede jeg altid, at han skulle kommentere et eller andet ved mig. Han fik mig til at føle mig “mærkelig” og “anderledes”. Og det gjorde at jeg mest af alt prøvede at gøre mig usynlig. I hvert fald for ham. Det resulterede nogle gange i, at jeg løb grædende hjem i min mors arme. Jeg hadede det og jeg hadede usikkerheden. Kan tydeligt huske min mors ansigtsudtryk. Hun var ked af det og frustreret. Ingen skulle gøre hendes datter ondt, bevidst eller ubevidst.
Jeg er sikker på, at det har været “ganske uskyldigt” fra hans side. Han har ikke vidst hvad han gjorde og hvilke følelser han vakte i mig. Måske handlede han i virkelighed pga. sin egen usikkerhed? Jeg tror ikke at børn som sådan kan handle i “ond tro”. Jeg tror slet ikke at han var klar over, at det påvirkede mig så meget. Og at det også den dag i dag har sat sine spor. At jeg i dag ser tilbage på ham som “mobberen, der ødelagde så meget for mig”. Er det ikke vildt? At man i en alder af 30 år STADIG kan høre den samme drenge-stemme inde i hovedet sige: “Du er ikke god nok”. I grunden tror jeg slet ikke, at han den dag i dag er klar over, hvor meget han ødelagde for mig. Hvad han gjorde ved mig.
Jeg oplever at mobning i dag, er blevet taget til et fuldstændig vanvittigt niveau. Jeg synes at jeg for ofte læser historier om børn rundt omkring i verden, der er blevet mobbet via sociale medier, apps m.v. Nogle har endda endt med at tage livet af sig selv, eller gjort forsøg herpå – teenagere! Fordi de blev mobbet og ladt uden for fællesskabet.
Det er jo kun børn?!
Jeg har ofte talt med kæresten omkring emnet “mobning”. For os er det SUPER vigtigt, at vores børn bliver opdraget på en måde, hvorpå de lærer at acceptere folks forskelligheder. Det skal være okay at skille sig ud fra mængden. Det har jeg tidligere nævnt i et indlæg, du kan læse HER. Det er IKKE acceptabelt at mobbe i min verden. Og jeg frygter at mine børn en dag kommer hjem og fortæller, at de bliver mobbet. Men en del af mig frygter faktisk mere, at jeg en dag finder ud af, at DE er mobberne. At DE gør andre børn ondt og sender dem hjem med samme forfærdelige følelse, som jeg nogle gange havde som barn.
Mobning er børnenes problemer, men de voksnes ansvar!
Se denne video: Ærligt fik den tårekanalerne til at løbe hos mig:
Jeg vil gerne opfordre alle forældre til at bruge et øjeblik på, at tjekke linket sidst i videoen. Alternativt kan du KLIKKE HER og komme direkte til BørnsVilkårs hjemmeside. Her vil du bl.a. finde 10 gode råd til, hvordan du som forælder, kan være med til at forebygge mobning OG 5 gode råd til, hvordan du kan være med til at stoppe mobning. Der er ligeledes information om telefonrådgivning både til børn og voksne, hvor professionelle rådgivere kan besvare eventuelle spørgsmål anonymt.
Du kan også sende en SMS til 1220 med ordet ANSVAR.
Der findes ikke onde børn. Der findes børn der er usikre og uvidende. Og KUN forældrene kan være med til, at skabe balance hos det enkelte barn og lære barnet hvad der er rigtigt og forkert. Og dét er et ansvar vi SKAL påtage os. For konsekvensen af mobning er for stor og kan skabe sår der aldrig heler.
Dette indlæg er sponsoreret og lavet i samarbejde med Børns Vilkår og TrygFonden
Kh Lillemor
Har du selv børn (eller frygter at få nogle!) kan du følge mig og læse flere indlæg på:
(bare tryk synes godt om)
Ingen kommentarer