Ikke-kategoriseret

Fødsler er super forskellige

Fødsler er SUPER forskellige. Da jeg gik i fødsel med Kummefryseren, havde jeg fornøjelsen af veer hvert 5-6 minut i 2 1/2 døgn. Hun stod skævt med hovedet, og nogle gange, når der ikke er fremgang i en fødsel (som ofte er tilfældet, når hovedet kigger i den ‘forkerte’ retning), reagerer kroppen bare ved at lave flere og kraftigere veer. For måske det virker?

Men ud kom hun da og havde sit hovedet lige så fint drejet til siden, da hun gjorde sin store entré. Hun kom ikke ud med baghovedet først, som er den normale og mest skånsomme måde for mor. I kan evt prøve at dreje hovedet helt ud til højre, næste gang I tager en sweater på. Så er den sværere at få på, kan jeg fortælle jer! Vi bøjer også hovedet, så hagen kommer ned mod bryster helt automatisk, når vi tager en sweater på – lige som babyer NORMALT gør.

Kummefryseren skylder mig så meget en middag, når hun bliver stor.

Jeg husker tydeligt den fødsel. Den dag i dag er jeg stadig ret sikker på, at jeg hørte Lillefar spørge jordemoderen: “Altså tror du, at vi skal tilkalde en excorcist…?” Jeg følte mig saftsuseme sej efter den fødsel. Det er trods alt heller ikke hver dag, at man føler, at man lige har presset rundetårn ud af numsen!

Da jeg 2 år og 10 måneder senere fødte Mandlen, foregik det i det her badekar. Jeg nåede vel at have veer i 6 timers tid, før Lillefar selv tog imod Mandlen (efter fin guidning fra jordemoderen).

Selvom jeg jo selv har set flere hundrede fødsler, så var jeg alligevel overrasket. Jeg følte mig mental pisse sej efter fødslen af Kummefryseren, og så følte jeg, at min krop var en mega sej fødemaskine, efter jeg havde født Mandlen.

Fødsler ER bare forskellige, og jeg tror, at det vigtigste man kan gøre, når man forbereder sig til en fødsel, er at psyke sig selv op til, at man er pisse sej, uanset hvilken fødsel man får.

Engang lavede jeg et indlæg, hvor jeg opfordrede mubr følgere til kun at omtale deres fødsler med positive ord. Det var en fornøjelse at læse. I kan finde indlægget HER.

Klask fra Lillemor

You Might Also Like

Ingen kommentarer

    Svar