I går var det 20 år siden, at jeg mistede min mor. Det er mærkeligt at tænke på, at jeg har levet længere tid uden min mor end sammen med hende. Alligevel husker jeg tydeligt følelsen, da hun havde taget sit sidste åndedrag. Følelsen hvor alting gik i stå et øjeblik. Jeg undrede mig over, at livet for alle andre fortsatte, når min verden med ét var ramlet sammen.
Det var mærkeligt at gå i seng og stå op dagen efter til det, der var den første dag i resten af mit liv. Et liv uden min mor. Når man mister nogle, man har så tæt, er det nok meget normalt at tænke, om livet så overhovedet er værd at leve.
Benene vaklede ofte under mig de efterfølgende år. Nogle gange faldt jeg også og fandt på sin vis tryghed i at blive liggende. Men til sidst fandt jeg fodfæste. For det ER muligt at finde en mening med livet på trods af et kæmpe tab. Det ER muligt at blive lykkelig. Ikke let… Men muligt.
Selvom jeg ville elske lige at kunne give mit mor et kald og drikke en spontan kop kaffe med hende, så er jeg pavestolt af at vide, at hun ville være pavestolt af at vide, at jeg i dag er lykkelig.
På trods.
