Da trunten på 4 år var lille, sådan ca. 7-8 måneder-ish, lærte hun at falde i søvn alene. Det var ingen “kamp” at lære hende det. Faktisk tror jeg egentlig bare at det skete ved et tilfælde. Det fungerede fint, hun lå og pludrede og hyggede sig og faldt til sidst i søvn. Ingen brok eller gråd, bare små-latter, pludren og derefter lukkede hun i ro og mag øjnene i. Da hun var knap 2 år, syntes hun ikke længere at det var den fedeste idé, at hun åbenbart skulle ligge dér alene. Hun græd pludselig hver eneste gang vi forlod værelset! Det var meget uvant for os og vi ANEDE ikke vores levende råd. Jeg Googlede mig naturligvis panisk til en løsning. Og det lod til at jeg stod mellem to valg:
1: “Godnat og sov godt”-metoden a la Lola Jensen, hvor man med korte interval går ind og smiler, kysser og putter sit barn og siger Godnat og sov godt. Barnet kvitterer med et skrig, alt imens moderen eller faderen forlader værelset igen. Efter nogle minutter (nogle minutter der kan føles lange, fordi barnet højst sandsynligt skriger og græder en del inde på værelset!) gentager man (succesen?) og går igen ind med et påtvunget smil på læberne, siger Godnat og sov godt og forlader værelset igen. Efter nogle minutter, med stigende interval, gør man det samme igen…og igen…og igen…og igen. Indtil barnet til sidst falder i søvn i sin seng. Efter X antal dage, skulle det tilsyneladende have en effekt og barnet skulle på den måde gerne lære, at falde i søvn af sig selv.
2. Holde i hånd, ae og være nærværende a la Helen Lyng Hansen, inde på barnets værelse, indtil den lille selv falder i søvn. Ikke så meget pis, bare være nærværende.
Jeg søgte dengang råd blandt venner og bekendte på Facebook. Og kommentarerne var mange og der var ærligt delte meninger. Jeg forsøgte mig med “Godnat og sov godt”. Og det holdte i ca. 40 minutter ÉN aften. Så kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg tror i øvrigt at jeg tudede mere end min datter. For det er bare pisse hamrende hårdt at høre sit barn græde! Vi skiftede taktik efter de 40 minutter og sad inde på hendes værelse til hun faldt i søvn! Og OH MY LORD hvor brugte vi mange timer derinde. Det kunne snildt tage 2-3 timer at putte divaen. Det virkede som om at hun slet ikke kunne finde ud af, at vi pludselig sad inde på hendes værelse. Skal jeg sove? Skal vi lege? Er du gået? Jeg tjekker lige. Nej du er der stadig. Fedt så skal vi snakke! Eller hvad? Nej, du sidder der jo bare…og hvad helt præcis? Nu er jeg ved at falde i søvn. Jeg tjekker lige om du stadig er der. Det er du! Fedt! Skal vi lege?
Ærligt, var det ved at drive mig til vanvid. Men vi gjorde det i dét der ligner 3 måneders tid. “FOR DET ER JO BARE EN PERIODE” (up yours siger jeg bare!). Jeg husker det som en tid med laaange aftener, ingen samvær med Lillefar som enten havde putte-tjansen eller sad og hyggede inde i stuen med rødvin og god film. Alene.
“Godnat og sov godt” er blevet kritiseret med, at barnet falder i søvn på en dårlig måde, ofte ledsaget af mange tårer i øjnene, en frygt for at være alene samt en følelse af at være blevet forladt. Man har åbenbart tidligere lavet nogle rotte-forsøg hvor man ligeledes fjerner rotte-moderen fra sine unger. Og ungerne stopper med at pive efter noget tid…men det skyldes ikke tryghed. Det skyldes derimod frygten for at rovdyrerne kommer og æder dem. Og er vi enige om at der ikke er nogle der er interesseret i at ens barn tier stille, fordi de er bange for at give lyd fra sig, i fald nogle skulle komme og “æde dem”? Der ud over mener kritikere af “Godnat og sov godt” at det kan skade børnene og gøre, at de har svært ved at takle stress i fremtiden. Dog anbefales “Godnat og sov godt” af mange forskere og organisationer rundt omkring i verden (international kendt for “Ferber”-metoden). Læs mere om pros’n’cons i artiklen HER.
Holde-i-hånd-metoden får til gengæld også en del kritik med på vejen! Lola Jensen som selv er fortaler for “Godnat og sov godt” siger eksempelvis, at hvis man bliver inde ved sit barn og barnet senere vågner op og til sin gru opdager at forældrene ikke er der, ja så har man ‘brudt’ den aftale der var om, at man var ved barnets side. Richard Ferber der er ophavsmanden bag “Godnat og sov godt” siger selv: “Folk er uærlige mod deres børn, når de sniger sig ud, efter at barnet er faldet i søvn. Det giver ingen mening at tro, at det skulle være bedre for barnets udvikling og følelse af tillid”. Læs mere i artiklen HER. Endvidere er der nogle der mener, at forældrene ved at blive inde på værelset, er med til at fastholde dem i dagen og dermed ikke ‘giver dem lov til’ at falde i søvn. Man giver dem simpelthen ikke troen på, at “det her kan du sagtens selv!”
Så ikke overraskende er eksperterne uenige med hinanden. Og det stiller ATTER forældrene i det kæmpe dilemma: Hvordan gør jeg det her på bedst mulige vis? Der er (sgu da!) ingen af os der er interesserede i, at påføre vores børn skade på nogen måde eller angst ved eksempelvis “Godnat og sov godt”-metoden, ligesom vi da heller ikke har lyst til at skabe en dårlig udvikling for vores børn, lade dem vokse op med manglende tillid til sig selv og omverdenen, blot fordi vi har nusset dem i søvn?
Vi har talt en del om emnet her hjemme. For jeg har lige nu en 1 årig søn, der bliver nusset i søvn og i øvrigt altid er blevet det. Det er ikke et bevidst valg! Det er et resultat af, at han altid er faldet i søvn med en sutteflaske. – Og dét mine damer og herrer (…okay who am I kidding, vi undlader herrerne) er en HELT anden diskussion. Så snart han havde tømt flasken, lagde han sig om på siden og sov. Nu? Not so much…nu er der fest og ballade og putte seancen tager snildt en time. Så nu overvejer vi hvad vi NU skal gøre.
Hvilken metode er jeg til? Jeg er til den metode der gør, at mine børn vokser op stærke, fulde af selvtillid og trygge. Det lader bare ikke til at det er en mulighed…
Jeg vil meget gerne vide hvad jeres holdning er? Hvad gør I derude? Kommentér gerne lige herunder!
Har du lyst kan du også læse nedenstående:
1. Nedtælling til rødvin og sofa-hygge!
2. Børneeksperter bør et eller andet sted bare…lukke røven ik?
Kærlig hilsen
Vil du spammes med mine indlæg i din newsfeed? Så følg mig på:
23 Kommentarer
Heidi
12. august 2015 at 18:27Åh ja putning og alle de gode råd føj føj.. Her er det kampen med en lille diva på 17 mdr der tager ca 1 time.. Her går det op og ned nole periode har det virket og sige godnat andre gange put og nus… jeg nægter og tro på at det faktum at mit barn græder er en god idé men samtidig er putning i en tre timer heller ikke og foretrække.. jeg tror man skal mærke efter helt inde i mave fornemmelsen og stole på at det der virker og giver et barn der sover er det bedste.. balance gangen mellem Godnat og nus er måske ikke helt umulig.. jeg italesætter meget for trunten hvad der skal foregå og viser gene at hun skal ligge ned for at finde ro jeg tror på at hun en dag så selv kan finde ro på den måde.. men der er altid ligeså mange meninger som der er røve ☺ jeg mærker efter og prøver ikke og sammenligne for meget men få gode råd og bruge dem der giver mening for mig ☺
Lillemor
13. august 2015 at 13:09Men tror du ikke også at 17 måneder er liiige lovlig tidligt at starte? Vores børn er så samme alder kan jeg regne ud, og han ville ikke forstå noget som helst af “godnat og sov godt!”. Tror også at det er om at finde en balance MELLEM de to metoder. And well spoken: “…lige så mange meninger som der er røve!” Kh Lillemor
Annemette
12. august 2015 at 19:29Jeg kan heller ikke holde tanken ud, om at mit barn skal græde sig selv i søvn.
Så ved den store dreng, sidder vi og holder ham i hånden til han sover. Det tager nu som regel 10 minutter. Vi havde også en periode, hvor vi brugte flere timer på det. Men så begyndte vi at lave faste soveritualer og vigtigst gøre det klart, at vi ikke skulle lege men sove. Så efter vi har sagt godnat, holder vi i hånden, men siger ingenting. I den periode, hvor han udfordrede os, tog vi ham ikke op af sengen. Vi gav ham et knus og lagde ham ned igen (nogle gange 40 gange) – eller vi sagde, at vi ikke holder i hånd, hvis ikke han ligger ned. Det tog ca 14 dage, hvor vi var konsekvente, og så stoppede det igen. Han er dog ikke så gammel endnu, så er sikker på, vi kommer til at få flere perioder med udfordringer igen. Tror det er vigtigt, at man selv er helt rolig, og ikke mister tålmodigheden (selvom det er sindsygt svært). Men det mærker de med det samme. Derimod sidder vi ofte med en iPad eller telefon, for også at signalere, at vi ikke er til stede til leg og snak.
Med den lille på 4 måneder, er vi allerede gået i gang med at vænne ham til ikke at falde i søvn med flaske. Vi laver lidt putteritual og så ligger han selv og falder i søvn uden at holde i hånd, men hvor vi er i værelset. Så nu må vi se om det holder – men mon ikke vi også bliver udfordret af ham på et tidspunkt
Synes bare det er enormt vigtigt at børnene er trygge – og synes der er flere undersøgelser, der viser, at så længe de er under 2 år, er deres hjerner slet ikke udviklet til at undvære den fysiske tryghed. Men vi er også typerne, da lader ungerne komme op k sengen om natten, hvis de har brug for det;-)
Lillemor
13. august 2015 at 13:07Jeg synes også at have hørt, at den med “faste soveritualer” er bedst. Simpelthen at indføre nogle traditioner. Må sige at jeg hælder aller mest til din putteteknik, som udtrykker “jeg er her for dig, men du skal ikke tro du kan rende om hjørner med mig!” 🙂 Tak for dit input!Kh Lillemor
Signe
12. august 2015 at 20:13Hos os brugte vi også flere timer på nus, der endte ud i, at hver gang vi stoppede, så skulle der festes. Samtidig kunne vores søn ikke finde ud af at tage sutten selv om natten, når han vågnede.Derfor prøvede vi ‘godnat og sov godt’, selv om det var meget grænse overskridende for os begge. Men putte ritualet var blevet så stor en stress faktor, at vi nærmest allerede under aftensmaden var helt opgivende.
Den første aften var meget svær og vi sad begge os stirrede på stoppeuret, med sammenbidte tænder. Han faldt i søvn efter 30 lange minutter. Dagen efter nåede vi ikke op på 5 min. før han sov og siden har han ikke sagt et ord, når man ligger ham. Dog er der oftest tilbagefald ved sygdom, men der når heller ikke at gå 5 min, og så er han inde i rytmen igen.
Jeg kan varmt anbefale det! Har fået nogle helt fantastiske voksen-timer ud af det, som giver overskud til resten af de udfordringer der følger med sådan en lille en! OG han finder selv sutten (der ligger omkring 5 af slagsen i sengen) og sover igennem hele natten.
PS. Inden vi startede sagde jeg til min mand, at jeg var villig til at give det 5 aftener og jeg vidste at det ville blive frygtelige dage!!
Signe
12. august 2015 at 20:20* Rettelse: der er oftest tilbagefald EFTER sygdom – under sygdom er alle ritualer glemt og ren velvære sat i højsædet! Altså lader vi IKKE vores barn græde barn i 30 min. fordi han ikke kan/vil sove under sygdom!
Lillemor
13. august 2015 at 13:04Vi er også ude i det der med, at det lidt giver “bagslag” at nusse. Han hygger sig måske liiige en tand for meget 🙂 Og så har han i øvrigt aldrig brugt sut! Så “den trøst” har vi heller ikke. Jeg er helt med på den frustration der kan ligge i et barn der ikke vil sove. Og at man jo nærmest kan “frygte” putteseancen. Og voksen tid er også vigtig, som jeg skrev i indlægget. Og jeg har i princippet ikke noget mod at være lidt “hård, for the greater good!”, selvom jeg helt sikkert mest er til at holde i hånd og nusse. Men kritikken af Godnat og sov godt-metoden, skræmmer mig ærlig talt! Kh Lillemor
Sidsel
12. august 2015 at 20:46Åhh tror vi lavede en kombi; startede ud med “Godnat op sov godt”, dog klarede lillemanden det helt uden gråd, med undtagelse fra enkelte dage hvor han i protest (klart at høre på “gråden”) brokkede sig lidt. Da han så blev omkring de lidt over 2 år, begyndte han at blive ked af det, og denne gang var det tydligt at han havde brug for tryghed, så der sad vi der inde til han sov eller til at han var klar til vi gik ud! Tænker det handler om at mærke efter i sit morhjerte, hvad der føles rigtigt for det enkelte barn 🙂
Lillemor
13. august 2015 at 12:59Det tror jeg du har ret i Sidsel. Nogle børn er nok mere følsomme end andre! Og noget kunne tyde på, at han var tryg ved at ligge i sin egen seng, hvis ikke han reagerede på Godnat og sov godt. Og i så fald ville det også være den perfekte puttemetode for mig 🙂 Kh Lillemor
Jabbadabbadoo
15. august 2015 at 7:46Nøjagtigt det samme her ved vores søn! Vi forsøger at bruge den metode der til enhver tid (og “fase”) medfører mindst gråd, utryghed og besvær, og det har altså for os både været Godnat og sov godt-metoden, og så senere Sidde ved sengen og gradvist dag for dag bevæge sig ud af rummet-metoden. Held og lykke!
Lillemor
15. august 2015 at 21:00Tak! Og jeg er fint med på Godnat og sov godt, hvis det ikke involverer gråd! Jeg får lange patter af det og dårlig samvittighed. Ingen af delene er godt. Kh Lillemor
Anne Kirstine
12. august 2015 at 21:09Vores datter, på nu 6, havde under ingen omstændigheder lyst til at sove, og vi brugte 2-3 timer på det hver aften. Da hun var 18 måneder prøvede vi godnat og sov godt, og første aften (Nytårsaften!) var hæslig – og meget hurtigt gik det bedre indtil hun klarede det selv. Det var så lige indtil hendes lillebror blev født hvor hun syntes at nu gad hun ikke sove igen. Og der var der ikke noget der rigtig virkede – hverken godnat og sov godt eller at sidde ved hende til hun sov (altså, selvfølgelig at sidde der 2-3 timer, synge 4 sange i bestemt rækkefølge, læse 8 godnathistorier…) Først da hun blev tre holdt det – lige pludselig – op! Og nu er hun en ren soveengel:-) Vores søn er 4 nu, og han har aldrig været svær at få til at sove. Sådan er de jo så forskellige, de kære små! 😉
Lillemor
13. august 2015 at 12:57Ja, de er jo NETOP forskellige. 18 måneder alligevel? Min søn er også snart halvandet og jeg tror altså virkelig ikke, at han ville kunne forstå budskabet om, at vi “kommer igen lige om lidt”! Og så tror jeg, som du også selv skriver, at børnene har forskellige faser i livet, hvor de bare er mere tryghedsnarkomaner end andre. Tak for input 🙂 Kh Lillemor
Trine229
12. august 2015 at 23:05Mmm… Vi holder nok mere til godnatt og sov godt – men med åben dør. Kommer når der kaldes, men bliver i døren (som hun så kan se os fra). Så hun VED vi er der, men vi sidder ikke og nusser. Fungerer fint her =)
Lillemor
13. august 2015 at 12:54Børn er nok også forskellige. Og alderen spiller nok også en rolle! Til syvende og sidst så tror jeg egentlig også, at det vigtigste er at børnene ved, at man ER der. Men der er altså stadig noget der stritter på mig, ved Godnat og sov godt. Kh Lillemor
Sascha
15. august 2015 at 10:48I min verden skal børn ALDRIG græde sig i søvn!! Vores store drenh har ligesom jeres pige på 4 år altid været nem at putte inden han blev 2 år 🙂 Herefter brugte vi også uendelig lang tid på at vade op og ned af trapperne til ham, sad hos ham osv. osv.! Pludselig en dag fik jeg nok af at rende op og ned, men blev nedenfor vores trappe og da han kaldte fra lågen, sagde jeg blot at jeg havde puttet ham en gang og nu var det godnat og jeg kom ikke op igen (FAIL for det gjorde jeg, så nu stoler han nok ik på mig i fremtiden )… Efter 20 min. gik jeg derop igen og puttede ham i seng, sagde at han skulle lukke sine trætte øjne og lægge sig til at sove! Nu er han 2,5 år og siden har det igen været nemt at putte ham Indtil lillesøster kom til for 4 måneder siden, der var liiiiiige en overgangsperiode, men det er en anden historie Hvordan det bliver med hende ved ingen, for ja børn er forskellige, men en ting er sikkert, hun kommer heller aldrig til at græde sig i søvn!!! Tak for en god blog btw
Lillemor
15. august 2015 at 21:04Og tak for de søde ord Sascha! Dejligt du læser med. Jeg synes egentlig at en mellemting mellem de to putteritualer er det bedste. For jeg vil egentlig også gerne kunne udtrykke, at “du kan sagtens falde i søvn alene, det kan godt være hyggeligt og trygt”. Kan sagtens se det positive i, at de “har selvtillid nok” til at falde i søvn alene. Men det skal bare ikke være med frygt og desperation og det var den oplevelse jeg havde af “godnat og sov godt” da vi prøvede det. Hun blev helt desperat! Ikke rart. Kh Lillemor
Astrid
18. august 2015 at 20:39Har to drenge. Nr 1 (næsten 4) har altid haft et iltert temperament (aner ikke hvor det kommer fra. Ahem.). Der lavede vi en slags Godnat og Sov Godt fra han var 6 mdr. For på det tidspunkt havde han drevet sin mor helt ud i tovene fordi han var et meget krævende barn. Nu var vi ikke mega nazi med det og stod med et stopur udenfor døren. Hvis han græd sådan for alvor gik vi selvfølgelig ind og trøstede og sang en lille smule, men gik altid ud igen indenfor et par minutter. Og han kom ikke op af sengen. Jeg synes ikke, det var hårdt, men det er måske fordi min grænse for hvad der var hårdt eller ubarmhjertigt havde rykket sig en del efter at have været på barsel med terror-baby. Hvorom alting er, så blev det meget hurtigt nemmere. Hvis han vågnede og græd spurtede vi selvfølgelig derind og trøstede og tog ham op osv. Vi er ikke onde forældre.
Og i dag er det det samme. Putteritual, op i seng. Og hvis han kommer listende ud igen, så kommer han tilbage i sin seng (evt vores seng, hvis han er meget lille og jeg er meget blød/træt). Der er ingen mad, ingen ekstra historie, ingen sang, ingenting andet end et kys, en krammer og et “godnat”.
Og nr 2? Han er en af den slags børn, som alle andre mødre hader at høre om. De første 4 måneder sov han 22 timer i døgnet og han er nem og glad stort set altid. Han er næsten 2 nu. Godnathistorie, krammer til alle, ned i seng med tusinde sutter og en flaske vand og så er det dét. Ingen tårer, ingen vræl.
Jeg tror ikke på, at der er nogen gylden metode til det der. Det kommer an på barnet og forældrene. Men jeg har ikke tålmodighed til at sidde og ae et barn til det falder i søvn aften efter aften, jeg bliver så frustreret af det.
En ting vedr. god-nu-NAT og sov godt: Man lader jo netop ikke bare barnet ligge. Man går derind igen og igen og igen indtil barnet falder til ro. IMO lærer det netop barnet, at det IKKE er alene og at mor/far kommer, når de er kede af det.
Lillemor
18. august 2015 at 21:02Ha ha, min 4 årige, minder også frygteligt meget om én jeg kender…ahem…Og hvor er det egentlig befriende at du bare sådan skriver præcis som du har det! Tak for det! Terror-baby kender (de fleste?) af os vel til…men mange tør ikke sige det højt! Tænk nu hvis mor-mafiaen sad og læste med! Jeg hører nok ærlig talt også til den ikke-så-bløde-og-eftergivende-mor-gruppe. Jeg gør også meget ud af at sige, at der ikke er mere mad efter middagen. Og 2 bøger er 2 bøger…man kan ikke fedte sig ind til en 3’er. Til gengæld får hun så meget kærlighed og -erklæringer, at jeg er sikker på der er nok til en hel børnehave. Jeg er stadig i vildrede med putteteknik. Jeg har dog bare lige dér en rygrad som en kakaomælk. Jeg du’er ikke til børn der græder. Og nu læste jeg lige om dit barn nr 2. Og jeg ville kraftstejleme også hade dig hvis jeg var i mødregruppe med dig ha ha 🙂 Kærlighed til dig! Og tak for din respons. Kh Lillemor
Astrid
18. august 2015 at 21:56Jeg har heller ikke meget rygrad, men til gengæld en stor hang til sofaen efter aftensmaden… Hold ud. Det bliver bedre. Der er ikke nogen teenagere, der vil holde deres mor i hånden, når de skal sove. Håber jeg! :flushed:
Havde mega meget glæde af mødregruppe med nr 1. Lagde ud med at sige, at jeg overhovedet ikke syntes, det var fantastisk at være nybagt mor, for babyen skreg og skreg og skreg hele aftenen og hele natten. Og hele dagen, hvis jeg ikke bar på ham. Han var 4 uger eller sådan noget, og jeg havde ikke sovet mere end 45 minutter sammenhængende i endnu længere tid pga bækkenløsning. Og jeg var pisse træt og syntes ærligt talt lige dér, at det der morskab var temmelig overvurderet. Sundhedsplejersken så chokeret og forarget ud og resten af mødregruppen så befriede ud. For de havde det på samme måde, men turde ikke at sige det. Jeg vidste bare godt, at jeg elskede den lille, smukke terrorist mere end noget andet, men jeg havde bare virkelig brug for at sove. Fandeme godt, han var en virkelig pæn baby.
Jeg var til mødregruppe én gang med nr to. En anden by og en anden demografi. I løbet af 10 minutter fandt de ud af, at jeg er gynækolog og så væltede det ind med urimeligt mange spørgsmål til de underliv, jeg lige havde mødt hovederne til. Og lige dér besluttede jeg, at den barsel vist var for kort til at agere gynækologisk konsulent! Haha! Den lille sumo-zen baby og jeg hyggede os så meget i barslen og det var idel lykke! 🙂
Skøn blog, har lige opdaget den. KH
Lillemor
25. august 2015 at 9:34Hovsa, ser da først dit svar nu! Og du har ret, sofaen er det eneste rigtige sted at befinde sig, efter man har spist aftensmad 🙂 Og ja, i virkeligheden er det nok bare om at nyde kontakten med børnene, mens de stadig vil kendes ved én ha ha 🙂 Og jeg dør af grin over din beskrivelse af oplevelse med barn nr 1!! For du har jo ret – selvom man synes det kan være til at lukke op og skide i, så elsker man jo de dersens børn højere end livet selv. Og højere end sin sofa! Og kender godt til “hovsa, du er da vist jordemoder, så nu skal jeg fortælle dig alt om min graviditet og fødsel” 🙂 Det er fint nok i nogle situationer. Men man har brug for at kunne være MOR og ikke jordeMOR 🙂 Kh her fra
Am
19. august 2015 at 8:11Min sp anbefalede “op-ned” metoden, da min datter var fire måneder… Jeg har ærligt aldrig set meget fidus i dét. Min datter græder, jeg skal tage hende op til hun er rolig, og derefter lægge hende ned igen. Problemet er bare, at efter et par gange op og ned, så stopper hun ikke med at græde… Så, herhjemme putter vi, når vi ved hun er træt – mellem 19-20, og så putter vi sammen, til hun sover, jeg siger altid godnat – og hun er ikke længere væk i drømmeland, end at hun bemærker at jeg går. Hun har brug for nærhed og kontakt – ligeså snart vi lægger os ned, så griber hun om mit ansigt og skal mærke mig.
Jeg prøver altid at tænke på, hvordan jeg selv ville have det med at blive puttet med de metoder der er. Børns personligheder er vidt forskellige, og nogle har lige brug for et lille kærligt skub, fordi de har en styrke, hvor de kan klare udfordringen. Andre børn er ret sensitive og har brug for at vide, at man er der. Og så er det jo kun to eksempler på, hvordan børn kan være.
Det vigtigste for mig er A L T I D min mavefornemmelse. Så kan sp, google, Lola, Helen og naboen synes og mene hvad de vil.
Fik jeg skrevet, at mit barn heller ikke sover i egen seng – endnu. Hun fungerer ikke med stat blive taget op om natten for at blive ammet. Og hun er ni måneder:-)
Lillemor
25. august 2015 at 9:30Børn er jo selvfølgelig også forskellige. Min datter hyggede sig fint alene i lang tid…men jeg ved at min søn vil være utrolig ulykkelig hvis vi går fra ham. Så nogle metoder fungerer nok fint for nogle, mendens andre metoder er det rigtige for andre børn. Og forældre ;). Og mon ikke de stopper med at være svære at putte, når de når 18 års alderen 🙂 ? Men du har ret…man skal følge sin mavefornemmelse. Tak for input! Kh Lillemor