Om at (få lov) at glemme, at man er mor…bare et øjeblik!

De fleste forældre kan vel nikke genkendende til, at man til hverdag mest har mor- eller far-hatten på. Alt er skemalagt: hvornår man skal ud af døren om morgenen, for at nå at smide børnene af ved skole eller børneinstitution. Hvornår man skal hente dem igen, hvornår madlavning skal foregå og ikke mindst præcis hvornår maden bør stå på bordet, for at nå at give børnene bad og putte dem, så man også selv kan nå at få noget alene-tid, inden hele cirkusset starter forfra dagen efter. Og dagen efter igen…og igen og igen.

Jeg er pjattet med at være mor. Men jeg ville lyve åndssvagt meget hvis jeg sagde, at jeg ikke også elsker at være mig. BARE MIG! Engang imellem. Uden faste spisetider. Uden ble skift. Uden Barbie-dukke leg. Uden forpligtigelser over for andre end mig selv. Bare at kunne sove længe! For helt ærligt – sidst jeg satte et vækkeur, var i 2011 INDEN jeg blev mor. Siden da har det ikke været nødvendigt, da begge børn vågner inden Ramasjang. Og det er som bekendt overhovedet ikke i orden! Mine børn er hverken A eller B mennesker. De er C mennesker! Vågner tidligt og går sent i seng. Tager fandme revanche når de bliver større.

Så engang imellem…bare engang imellem…er det dejligt at få lov at trække stikket ud. Og glemme alt om forældre-rollen. Eller måske er det bedre at formulere det således: Engang imellem er det dejligt, at HUSKE AT DYRKE SIG SELV. Den eneste der som bekendt kan få dét projekt til at lykkedes er partneren. Og i aftes var Lillefar ekstra populær, fordi han netop lod mig være mig. Mig der kunne tosse rundt og gøre præcis hvad jeg ville. Han tog børnene med under armen og hjem i svigermors trygge favn til hygge og overnatning. Og efterlod mig i huset alene. Jeg havde inviteret mine jordemoder kollegaer hjem til sushi og gin & tonic’s.

Jeg tænkte naturligvis en del på Lillefar og rovdyrene. Men det er også dejligt at glemme lidt om stress, hverdag og i særdeleshed bare huske på sig selv. Bare lige sådan til kl. 12 dagen efter – som er vores “nu-tager-du-lige-forældre-hatten-på-igen” regel.

Hvad tænker du? Er din bedre halvdel god til at lade dig være DIG? Og er du god til at lade ham (eller hende!) være sig selv? Jeg tror det er super vigtigt i et forhold at huske hinanden. Jeg overraskede engang Lillefar med et tomt hus, bøffer og bajer – og en masse venner der kom og overraskede ham senere. Læs mere om det ved at klikke HER. Jeg ved godt at denne luksus ikke er alle undt, såfremt man eksempelvis er single forælder…og dem har jeg kæmpe respekt for. Læs mere om det HER.

Og så beklager jeg for alle de der følger med på min Instagram profil, for spamning af fuldemands billeder 🙂 Tak fordi I stadig hænger på!