Uden pis, så har jeg igennem de sidste 10 år, undgået ALT kontakt med Organdonor-pjecer, -reklamer, -Facebook opslag og “TAG STILLING” kampagner mv. Simpelthen fordi jeg ikke ANER hvad min holdning er til det. Engang var jeg måske en smule troende. NU: Not so much. Så “dengang” tænkte jeg sådan en del over, hvad mit næste liv ville bringe, hvis ikke jeg havde min bugspytkirtel i behold. Eller…ja altså, måske ikke decideret bugspytkirtlen, men du forstår hvad jeg mener, ik’? Sgu da ikke så fedt, at rende rundt uden en lever i næste liv, taget i betragtning hvor meget jeg egentlig har brug for den i indeværende liv (rødvin, du ved…man er vel mor).
Nu hvor jeg jo så må konstatere, at jeg ikke tror, at der er nogen Gud, der som sådan våger over os – eller at jeg ikke på nogen anden måde rationelt kan koble “efter-livet” til indeværende liv sammen, måtte jeg jo face den lede røde pjece, der stirrede mig i øjnene på apoteket og hvæsede af mig. Og tage en snak med den, én gang for fucking alle.
For på én eller anden måde synes jeg jo, at det er en smule egositisk (af mig!), bare at lade mine organger ligge dér og glo, hvis jeg skulle være så mega mega mega uheldig, at stille træskoene før planlagt. Specielt nu her efter jeg har fået børn. Tænk hvis det var dem der manglede en nyre, men hvor hjernedøde folk (i bogstaveligste forstand!) var for nærrige med deres organer. Den vil jeg alligevel ikke have siddende på mine skuldre!
Så nu har jeg saftpeterfløjtende været inde på www.sundhed.dk og klikket på det irriterende lille faneblad der hedder “Organdonation”. Og dernæst givet min fulde tilladelse til, at de må tage hele moletjavsen. Hjertet (måske en smule koldt til tider) må sgu gerne overtages af en anden. Lungerne er da sådan nogenlunde medgørlige, trods teenageårenes eksperimenteren med lidt sjov tobak og min hud er måske tegnet lidt på, af en fuldskægget tatovør hist og pist. Og ja, så var der leveren…den vil nok ikke gøre den store gavn (give me a break, jeg har skudt to børn ud på 2 år!) men alli’wel…ta’ den da bare. Jeg satser ikke på at skulle bruge skidtet til noget, når jeg sætter kurs mod de evige rødvinsmarker. Og i øvrigt tænker jeg at, såfremt der alligevel skulle være en Gud, at hun så vil sætte pris på, at jeg hjalp jord-boerne med en ny tyndtarm, hvis nu de stod og manglede en. Ik’?
Det føles faktisk ret godt. Nu kan jeg, når jeg atter bliver forudlempet af den lede røde pjece, råbe til den: Jeg HAR taget stilling! Og så stikke den én på kajen.
10 års dårlig samvittighed er netop stedt til hvile. Har DU taget stilling? (Elsker at mit sidste spørgsmål lyder præcis som reklamerne). Og muligvis er jeg præcis lige så skide irriterende som reklamerne lige nu, med det her irriterende blogindlæg. Men helt ærligt…HAR du? Er det kun mig der ikke ligefrem er den hurtigste knallert på havnen (?).
Men altså helt ærligt, kan de jo nok ikke brug ALT ved min krop…min hornhinde f.eks.? Den har jeg jo for længst ødelagt 😉 Læs med HER hvis du vil.
Og hvis du er nysgerrig kan du også læse om min tur hos tatovøren HER.
Så nu vil jeg TAGE STILLING…til, om jeg skal have rødvin eller hvidvin i aften 😉
(Og nej, det her indlæg er IKKE lavet i samarbejde med nogen som helst, ud over min samvittighed. Som betaler mig i form af rødvin.)
Fik jeg sagt at jeg godt kan lide rødvin?
21 Kommentarer
Lise Vedelsby
11. oktober 2016 at 17:30Super godt indlæg. Jeg var faktisk mere skråsikker i.b. (inden børn😏), men som melder der sig alle de der spørgsmål med, om de får lov at sige farvel og alt det der, hvis det værste nu skulle ske. Jeg har dog nu sat samme kryds som dig efter samme logik; hvad hvis det var mit barn! Jeg har meddelt min mand og mine forældre, at det er dét, jeg ønsker, så nu smiler jeg også bare sødt og lettere overlegent til den røde pjece.. Så skal jeg bare snart have sparket det der bloddoneri til hjørne også…💉
Lillemor
18. oktober 2016 at 20:17Lise, lad os tage turen ved hornene begge to og blive blod donorer!! For det er jeg heller ikke endnu.
Stine
11. oktober 2016 at 18:29Jeg tog faktisk stilling som 16 årig og fa jeg blev 18 registrerede jeg det officielt. Dengang var processen noget mere besværlig end i dag.
Men fruens indlæg den anden dag fik mig til at huske at jeg og min kæreste faktisk ikke har taget stilling på vores datters vegne .
Jeg ved hvad mine forældre vil og min svigermor, min bror og min kæreste (de vil i øvrigt ikke det samme). Men mit barn!?!!?
Lillemor
18. oktober 2016 at 20:16Jeg tror altså bare at det er fordi det er så hårdt et emne – og mega svært at berøre! Ikke desto mindre har du fuldstændig ret! Jeg har heller ikke skænket tanken, hvad mine børn angår. Og det bør jeg selvfølgelig!
Tine // skriblerierfraforste
11. oktober 2016 at 19:05Jeg tog stilling for mange år siden. I første omgang gik jeg rundt med et lille kort i pungen og havde selvfølgelig informeret mine nærmeste om, at jeg var organdoner. I nogle år var der kryds i, at mine pårørende skulle acceptere det, hvis der skulle ske noget. Min daværende kæreste havde det meget svært med tanken om, at mine organer skulle doneres hvis der skete mig noget. Og som min mor sagde, så var det jo ham/dem der ville stå tilbage og skulle komme godt videre. Og hvis donation gjorde det sværere for ham, ja så måtte de godt sige nej. Nu er jeg igen fuld donor uden at mine pårørende kan ændre det. Det er mit valg. Og min nuværende kæreste støtter mig. Jeg synes det er rigtig vigtigt at man husker at snakke med sine nærmeste om det også!
Lillemor
18. oktober 2016 at 20:14Jeg har faktisk ikke rigtig talt med mine nærmeste om det. Men jeg har også givet fuld tilladelse! Det er på en eller anden måde, også bare en lidt “svær” og total uhåndgribelig samtale at have, ik’?
Sanne
11. oktober 2016 at 19:43Som nyretransplanteret siger jeg tak fordi du har taget stilling. 🙂
Lillemor
18. oktober 2016 at 20:12Wow Sanne! Dejligt for dig! Og tak for din kommentar!
Frk. C
11. oktober 2016 at 19:45Jep! Tog stilling inden min 18 års, fir jeg vidste mine forældre ville smide kortet foran mig. Jeg skrev “begrænset tilladelse” dengang, fordi jeg tænkte noget ala “ikke mine hornhinder, det er jo dem jeg har set hele mit liv med”. Hihi. Det ændrede jeg så for et par år tilbage, da jeg tvang min kæreste til at tage stilling (syntes han var vildt lam, at han ikke havde taget stilling 😉 ) Jeg ændrede til fuld tilladelse, da jeg jo selvfølgelig hellere vil have at en anden får gavn at hornhinderne og får muligheden som jeg for at se livet.
Organdonation er så mega vigtigt. Jeg mener alle bør i det mindste tage stilling. Og så håber jeg, at de fleste vil vælge det til. Jeg ved også, at skulle der (samtlige 7-9-13, banke på bord osv.) ske mine børn noget, så vil jeg også donere deres organer. Der er min kæreste muligvis ikke enig, men som mine forældre gjorde, så vil de skulle tage stilling, når de bliver 18 år. Langt inden da, har vi dog helt sikkert taget snakken. DEN er så vigtig!
Lillemor
18. oktober 2016 at 20:12Hvor sejt! Og godt du fik kæresten til at tage stilling også! Og du har helt ret… Det er kun godt at kunne hjælpe andre, med de organer man selv har sat pris på.
Inni
11. oktober 2016 at 20:50Klap på skulderen (og rødvin på bordet) for at have taget stilling. Jeg tilmeldte mig bloddonation og organdonation på samme tid, da jeg flyttede til odense. Dengang var de nemlig så smarte, at tilflyttere fik sådan et par små, røde pjecer i en velkomstpakke sammen med fribilletter til Zoo og sådan noget. Og så har jeg efterfølgende været en tur forbi sundhed.dk for lige at sikre mig, at jeg var krydset af. (Det var jeg ikke, men så kunne det da blive gjort).
Anyways – her må de også tage det hele. Jeg bryder mig egentlig ikke om tanken, for jeg vil f.eks. gerne selv have en “hel” mor at sige farvel til, når den tid kommer. Men jeg vil også gerne have min mand eller min bonussøn i lidt længere tid, hvis de en dag skulle blive syge. Og når jeg først er væk, er jeg sgu nok ligeglad.
Lillemor
18. oktober 2016 at 20:10Lyder satme smart! For i princippet ville man kunne redde liv for et par ZOO billetter! Godt du også har taget stilling. Skål 😊
Anna G
12. oktober 2016 at 9:38Jeg har taget stilling – de må tage alt og det er uden mine pårørendes accept. Jeg vil vide, at skulle jeg blive kørt ned af en lastbil senere i dag, så kan jeg være med til at redde en håndfuld liv. Jeg skal sgu alligevel ikke bruge mine organer til noget, når jeg ikke er her mere! Jeg er 27 nu og har vist været meldt som organdonor siden jeg var 18. Jeg har også snakket med min kæreste og mine forældre og sagt, at det er dét jeg ønsker. Bare så de lige ved det. Har selvfølgelig også fået min kæreste til at tage stilling 😉
Jeg er en af de typer, der synes, at man automatisk skulle meldes som organdonor, når man fylder 18 – og så kan man aktivt gå ind og vælge det fra.
Jeg har desuden også været bloddonor, men må desværre holde pause nu pga. karantæne. Jeg planlægger dog at gå igang igen så snart som overhovedet muligt. Jeg er blodtype 0 og er derfor universaldonor. Jeg kan godt bruge de par timer om året på at give en portion blod. Og så har jeg faktisk også været registreret som knoglemarvsdonor – ved dog ikke om jeg stadig er det, når nu jeg ikke er bloddonor. De ting hænger vist lidt sammen.
Og så er jeg den der irriterende type, der generelt opfordrer alle til at tage stilling (og selvfølgelig helst donere!) 😀
Anna G
12. oktober 2016 at 9:40Hov, jeg mente, at jeg måtte holde pause pga. medicin, der gør, at jeg ikke må tappes 😀
Lillemor
18. oktober 2016 at 20:09Hej Anna! Hvor er du bare mega sej 😊. Pige av av du ramte vist lige et blødt punkt. For jeg er ikke bloddonor. Endnu! Men jeg er vist også type O. Så meget desto mere grund til at gøre det.
Pernille Dyre
12. oktober 2016 at 16:25Gav mit fulde ja helt tilbage i 1986. 19 år gammel. Er stadig 100 % sikker i mit valg… Men jo ældre jeg er, jo mindre er der at bruge, tænker jeg 😀. Jeg har informeret alt og alle omkring om min beslutning. Jeg går også ind for aktiv dødshjælp og samler fileme medicin sammen selv, hvis ikke det er tilladt herhjemme til den tid.
Lillemor
18. oktober 2016 at 20:07Dejligt Pernille at du har taget stilling!! Og ikke mindst har informeret familien om det også.
M
13. oktober 2016 at 19:25Tak for at sætte opmærksomhed på det! Min bror ventede selv på et nyt hjerte, men det kom desværre ikke i tide. 26 år gammel. Av. Så, af hjertet tak – selv tog jeg officielt stilling den dag jeg fyldte 18. Min familie har dog aldrig været i tvivl om min holdning. Naturligt nok.
Lillemor
18. oktober 2016 at 20:05Kære M. Puha, må have været hårdt at have det så tæt inde på kroppen. Vanvittigt hårdt når det hele står og falder med, om folk tager stilling. Håber at flere og flere gør det!
Cecilie
16. oktober 2016 at 19:51Tak for at have taget stilling – hvadenten det er et ja eller nej. Jeg ved at ja’et kan gøre alverden. Min mor har fået ny lunge for nogle år tilbage; jeg ville ikke have haft min mor i dag, uden donoren. Så tak ❤️
Lillemor
18. oktober 2016 at 20:00Hej Cecilie! Tak for at dele din historie! Det er vildt… Tænk sig at man kan hjælpe andre på den måde. Fantastisk at lægevidenskaben er nået så langt. Dejligt du har din mor!