Den lykkelige familie er ikke altid ‘Kernefamilien’

Camilla

Jeg havde en rigtig “pæn” kernefamilie: far og mor der var gift og først derefter fik (ønske)barn. Det var bare bundråddent under overfladen-vold, psykisk terror og svigt blev hverdagskost til jeg fik nok. Året efter blev der dannet en ny familie. Denne gang bestående af mor, barn, stedfar og hovsa-baby. Sådan en skal-vi-nu-ikke-lade-som-om-vi-er-lykkelige familie. Det holdt ikke i længden-vi blev allesammen meget ulykkelige af at gå og lade som om vi var lykkelige. Efter det brud smed jeg alle forestillinger om hvad en kernefamilie er, ud af vinduet fra min nye lejlighed. Siden da har børnene og jeg opbygget en “netværksfamilie” bestående af mor, to halvsøskende, der på ingen måde føler sig halve, det ene barns far (som ikke er kærester med moren men stadig er en tæt del af familien og bor 500m væk), bedsteforældre som hjælper til og er med i dagligdagen og mors bedste veninde og hendes mand og børn som også er en integreret del af dagligdag ig familieliv. Og ved I hvad? Det er simpelthen den skønneste familie man kan ønske sig! Så ud med forstokkede og fastlåste tanker om hvad en kernefamilie er. En familie er dem, man føler sig familiære sammen med.

Maja

Jeg blev skilt, da mit barn var kun 6 mdr. gammel. Forud for det lå en lang og hård graviditet og efterfødselsperiode, som udelukkende var svær, fordi jeg blev behandlet af barnets far på en måde, som jeg bedst kan beskrive som meget forkert. Og for at give nogle eksempler på dette; vil jeg kort nævne, at han snød mig, og at han levede et dobbeltliv bag min ryg med en anden kvinde under hele min graviditet og fortsatte dette efter fødslen. Min eksmand var veluddannet og meget charmerende, virkede til tider meget omsorgsfuld, og overøste mig med gaver og kærlighedsbeviser og vi var sammen i mange år. Jeg så ham som min partner og min ven. Jeg anede simpelthen ikke, at han løg så meget, som det skulle vise sig, at han var mig utro igen og igen bag min ryg, at han hele tiden prøvede at bruge mig til sin fordel. Han var bare god til at skjule det. Og han slap afsted med det, fordi jeg samtidig fortsatte med at leve efter mine egne værdier om tillid, loyalitet, ærlighed og holdånd. Og når han sagde, at det også var hans værdier, så gav det mening for mig at tro på det.
Jeg vidste måske godt, at han var kontrollerende og manipulerende, og jeg så da også, at der nogle gange manglede en basal respekt for og hensyn til andre mennesker – herunder også til mig – i hans opførsel. Men ingen er jo perfekte, og på det tidspunkt havde vi i øvrigt bygget et liv op sammen, som det ikke var specielt let at slippe ud af igen. Det var en ret hård oplevelse, at få et barn med denne mand, der på intet tidspunkt tog en forældrerolle eller noget som helst ansvar på sig. Et var at finde ud af, at jeg var helt alene om opgaven med barnet, men det var et chok og en traumatisk oplevelse at finde ud af alt det, som han i årevis havde skjult for mig og gjort bag min ryg. Det var hårdt på en måde, man slet ikke kan forestille sig, at få hele sin tilværelse og virkelighed trukket væk under fødderne, samtidig med, at man blev forælder for første gang.

Jeg har selv en universitetsuddannelse og synes egentligt, at jeg generelt har mit på det tørre. Jeg opfatter det i dag sådan, at jeg var uheldig, fordi jeg i en meget ung, naiv og sårbar alder ramlede ind i den helt forkerte mand. Og så var det alligevel ikke helt forkert, og i sidste ende kan jeg ikke sige, at det ikke var det hele værd; for jeg er taknemmelig for de erfaringer, som det har givet mig, og uendeligt taknemmelig for det barn, som jeg har fået.

I min hverdag nu er jeg gladere, end jeg var, dengang jeg kæmpede for at få forholdet til denne mand til at fungere. For første gang i flere år er der faktisk plads til MIG i mit liv. Og mange ting er nemmere på en måde, som jeg slet ikke forestillede mig, at de kunne være.

Men da jeg blev skilt, frygtede jeg helt alvorligt, at det var en katastrofe for mit barn. I dag tænker jeg, at det heller ikke er godt for et barn at vokse op i centrum af en “kernefamilie” med en helt skæv magtfordeling; i mit tilfælde hvor barnets mor bliver behandlet dybt respektløst af barnets far – det ville være en trist atmosfære at tilbringe sin barndom i. Så jeg mener helt alvorligt, at det at jeg blev skilt og i dag ikke har er nært forhold til barnets far, giver vores barn den bedste chance for at vokse op i en tryg, kærlig og sund atmosfære, hvor der er fuldstændig tid og overskud til barnets behov. Vores barn ser stadig sin far – men så vidt muligt ikke sammen med mig.

– og så bliver jeg altså lidt træt, når jeg oplever, at folk der stadig er sammen med deres barns far, overfor mig direkte hævder sig på min bekostning og fortæller mig; hvordan de, i modsætning til dem der går fra hinanden, “holdt ud” og “kæmpede for forholdet”. Det er da også flot klaret, og jeg synes helt ærligt, at det er oprigtigt dejligt for disse par, at de er i et godt parforhold og har en god familie. Det er godt, når man har et godt familieliv – og det er ok at være glad for det. Men man kan altså ikke altid overføre sin egen situation fuldstændig på alle andre. Og ofte oplever jeg simpelthen, at folk ikke kan forestille sig, hvad det rent faktisk er, jeg skulle igennem. Hvis du læser dette, så forestil dig dette: på få måneder mister du både din mand og dit barns far (i hvert fald illusionerne om disse), en stor opsparing, dit hus, dit arbejde, din økonomiske sikkerhed, din hund (som du holder af som ethvert andet medlem af din familie og føler et kæmpe ansvar for), samt ikke mindst hele din fra barns ben skabte illusion om en bestemt form for kernefamilie. I kølvandet på denne situation følger flytninger, og samtidig med alt dette står du med en helt lille baby på armen. Det har været benhårdt arbejde hele tiden at skabe tryghed, holdbarhed, faste rutiner, sjov, leg og ro for og omkring mit barn i den situation. Jeg synes bestemt ikke, at det var den “nemme” løsning.

I dag er det det jeg er stolt af: at jeg faktisk aldrig gik ned med flaget. At jeg holdt fanen højt, da mit barn havde brug for mig. At jeg er stærkere, end jeg troede, at jeg var.

I dag er min virkelighed den, at der findes tilfælde, hvor det slet ikke er meningen, at man skal blive ved med at “holde ud”. Og det er netop ikke meningen, fordi man uden at kunne vide det “kan have bygget sit hus på et råddent fundament”. Og selvom man må starte forfra, så kan det i den i den situation være den eneste vej frem – og langt mere rigtigt at blive ved med at blive i en uholdbar situation.
Min virkelighed er også den, at de fleste mennesker ikke er “synske”, og selvom det kan være nemt at være bagklog, så sker der nogle gange ting, som man ikke kan forudsige.

I dag er der mange ting, som jeg er meget glad for. Jeg er lykkelig for hver dag, som jeg har med mit barn. For at vi er helt sunde og raske. For at jeg har en uddannelse. For at jeg både kan arbejde og uddanne mig. For det som jeg har lært. Og de mange muligheder, som jeg har. For at jeg kan gøre tingene på MIN måde. For min familie og mine gode venner, som var der for mig, da det var svært.

I mit barns og min familie er der hver eneste dag masser af kærlighed, tid, tålmodighed, respekt, leg, nærvær, hygge, lykke og venlighed imod andre – og også retten til at sige NEJ TAK.

@Lillemorblog mange tak for dit indlæg, og jeg håber at din veninde også med tiden får det bedre i sin nye familieform. Og så tilslutter jeg mig skaren af folk der siger: at selvom familier kan se forskellige ud, så er allesammen stadig familier.

A+K/VenterPaaVinBlog

Synes særligt DR har lavet nogle rigtig fine og inspirerende dokumentarer om familielivet i alle dens instanser og generelt om emnet, netop fordi at svaret langt fra er entydigt den dag i dag (:

– A

Camilla

Jeg står selv foran en ny start! Det var ikke mig, der var den modigste, men hvor er jeg dog lettet over at beslutningen blev truffet! Jeg var bestemt ikke lykkelig, men jeg fandt mig i konstant at gå på kompromis med mine egne følelser og behov. (Jeg ved godt et forhold handler om kompromisser, de skal bare komme begge veje fra!) Hvad gør man ikke, når der er børn indblandet! Jeg glæder mig til at nyde “mig-tiden”, glæder mig til at møde en mand, der kan gøre mig lykkelig. – for jeg kan ikke være mere enig i, at kernefamilien i dag har skiftet udseende – og jeg elsker det!

Line

Hvor er du bare et skønt menneske lillemor😘 Dejligt, at A har folk som dig omkring sig

Holger

Et godt indlæg. Personligt er jeg af den opfattelse, at kernefamilien på nogle områder har overlevet sig selv.

Kernefamilien er en genial konstruktion til at sikre artens overlevelse. Men nu har vi andre problemer, fx hvordan vi får kærligheden til at fungere (op mod 50% bliver skilt). Der eksperimenteres med mange andre former for samvær, åbne forhold, cola forhold osv. osv.

Jeg tror familiemønstrene ser meget anderledes ud om 50-100år. Indtil da, vil der nok være en del kaos og endnu flere brud og skilsmisser.