Jer der følger med på min Instagram profil (@lillemorblog) var “med” hele vejen, da Lillefar og jeg forleden pludselig opdagede, at Børge – vores pruttende og gryntende engelske bulldog – var hævet op i hovedet. Vi tog ham til dyrlægen onsdagen aften og havde forestillet os at han blot skulle have noget medicin, mod en eller anden form for allergisk reaktion.
Men torsdag blev han indlagt fra morgenstunden, så de kunne tage nogle prøver fra ham. Fra de steder han var hævet op. Og klokken 16 samme eftermiddag, mødtes Lillefar og jeg foran dyrehospitalet med røde øjne og så hinanden i øjnene, inden vi skulle ind og tage afsked med Børge, som vi fik inden vi overhovedet havde overvejet at få børn.
Aggressiv lymfekræft. Det var kun et spørgsmål om tid, før han ville hæve så meget op, at det ville hindre hans vejrtrækning. Så de anbefalede aflivning. Og Lillefar og jeg holdte ham i hver hans forpote, mens han stille sov ind.
Mandlen forstår ikke så meget af det hele. Kummefryseren er jo snart 7 år og forstår lidt. Hun forstår i hvert fald at mor er ked af det… For det var slet ikke muligt for mig at skjule min sorg. Og jeg blev ramt af dårlig samvittighed med det samme. Det var tydeligt at hun ikke vidste, hvordan hun skulle håndtere at mor pludselig græd.
“Du græder mor…” sagde hun spørgende og stille. Jeg prøvede at forklare hende at man nogle gange græd, fordi man var glad. “… som da mor og far blev gift”. Eller græd fordi man havde slået sig… Eller hvis man var ked af det. “Og mor er lidt ked af det nu…”.
Men samvittigheden nagede stadig. Jeg følte at jeg bad hende tage stilling til for meget. Både mor der var ked af det og hendes kæledyr der pludselig var taget fra hende.
Men måske det er okay? Måske det ligefrem er godt at lære sine børn, at det er naturligt at knibe en tåre – selv som voksen?
Eller hvad…?
Tegningen øverst er i øvrigt en tegning Lillefar tegnede, til aller første indlæg af “Ting jeg har hørt mig selv sige” læs dem HER. Og så har jeg jo rent faktisk skrevet et helt indlæg om Børge engang. Læs det HER.
20 Kommentarer
Ingebeth Jacobsen
28. april 2018 at 8:00Ja da, selvfølgelig må man græde foran sine børn. Bare man fortæller hvorfor så er det helt ok. At græde hører jo også med til livet – så bare græd.
Lillemor
1. maj 2018 at 16:23Du har ret. Det er bare svært at se sine børn blive konfronteret med sorg for første gang. Det gjorde en smule ondt. Og så er det jo man mest af alt har lyst til at skærme dem for sorg altid! men selvfølgelig skal de også lære det.
May
28. april 2018 at 8:02SELVFØLGELIG må man græde foran sine børn <3 Og såååå fandens trist med Børge ;( <3<3<<3<3 Hvis ikke man græder foran sine børn engang imellem finder de jo heller ikke ud af det ER ok at græde – for det ER jo ok at græde, når man er trist eller hvis man er rigtig rigtig glad. Hvis de aldrig ser ens forældre græde, tror de det er et tabu at træde, og det er det jo ikke. Det er at vise sine følelser, som mange er dårlige til, men vi alle burde være bedre til <3 RIP Børge, og kys og kærlighed til jer alle <3
Lillemor
1. maj 2018 at 16:22Du er så sød så sød May 🙂 TAK!
Mette
28. april 2018 at 8:09Selvfølgelig må man det! Det er da naturligt at være ked af det når et familiemedlem går bort el lign. Det vigtigste er at man får sat ord på overfor børnene.
Jeg gik ned med stress for noget tid siden og gik i den forbindelse til psykolog. Jeg havde vildt dårlig samvittighed over at være brudt sammen foran dem, både i den sammenhæng og længere tilbage i forbindelse med feks skilsmissen. Men psykologiens ord trøstede mig, idet hun sagde at mine børn jo lærte af det at livet til tider er hårdt og at det er naturligt at blive ked af det. Men samtidig vise dem vejen i forhold til at komme videre igen. Så når de en dag står i en svær situation har de lært at det er okey, samtidig med at de lære at håndtere og løse situationen.
Lillemor
1. maj 2018 at 16:21Hvor er det nogle fine ting du skriver…tak for det! Og det giver så god mening! De skal naturligvis inddrages i både det gode og det mindre gode. For de vil jo kunne bruge det resten af deres liv.
Anne
28. april 2018 at 8:11Selvfølgelig må man det❤️ Og især i den her situation, for det viser at det er okay være ked af det.
Lillemor
1. maj 2018 at 16:16Tak for dine søde ord!!
Ida Marie
28. april 2018 at 8:15Hvor er jeg ked af jeres tab. Det er hårdt at miste en god ven 🐶❤️
Jeg lever efter “hvad børn ikke ved, har de ondt af”. Børn kan sagtens mærke, at der er noget galt. Så snak om det, for sorg er naturligt! Hvis vi ikke snakker om det, bliver sorg et tabu – og det værste der kan ske er at børnene beskylder dem selv for, at mor er ked af det
Lillemor
1. maj 2018 at 16:15Hvor har du ret!! Det giver rigtig god mening, det ordsprog vil jeg huske! (Selvom jeg lige skulle læse den et par gange, mine øjne ville gerne have der stod: “Hvad bør ikke ved, har de ikke ondt af” 🙂
Lise
28. april 2018 at 8:37Først og fremmest – det gør mig så ondt i har mistet Børge❤️ Jeg fik et stort smil på læben hver gang du lagde billeder op af ham. Vi stod i samme situation for et år siden, da vores dejlige hund pludselig blev taget taget fra os. Det var umuligt for min mand og jeg at skjule vores sorg overfor vores 3-årig – men ved du hvad det tror jeg heller ikke man skal. Børn må godt se man er ked af det – hvis vi bare fortæller dem hvorfor og tillader dem at stille spørgsmål.
Lillemor
1. maj 2018 at 16:13Det er jeg ked af at høre Lise! Og ja, det er super hårdt at miste! Og du har ret – det er okay at vise sine følelser!
Lonni
28. april 2018 at 8:57Selvfølgelig må man græde foran sine børn! Ellers lærer du dem, at man ikke må græde, og det er jo faktisk sundt at græde, så det har du vel ikke lyst til?
Børnene ved jo godt at du er meget ked af det, så derfor er det måske ikke så godt at fortælle dem, at du er lidt ked af det… Så længe vores handlinger og følelser hænger sammen, og vi evner at tale med vores børn om det – i børnehøjde og når de har behov for det – så tager de bestemt ikke skade af hverken tårer, grin eller andre store følelser.
Lillemor
1. maj 2018 at 16:10Jeg tror ikke det gør nogen forskel at sige, om man er lidt eller meget ked af det. Essensen er vel at de forstår at det er ok at være ked af det. Og det har jeg det meget bedre med nu, at de godt ved er ok. Og du har ret – de skal konfronteres med hele følelsesspektret! Så længe man kan forklare dem baggrunden her for!
Tina
28. april 2018 at 10:01Det gør mig trist med jeres hund.
Nu har den fred og kigger på jer fra hundehimlen.
Ja alle følelser er ok og børn må gerne lære dem hos jer og alle andre. Blot de også får en forklaring, eller fantaserer de unødigt.
Hilsner og så god en weekend som muligt, der vil være meget tomt en tid uden vuffer, snøft!
Lillemor
1. maj 2018 at 16:08Tak for dine ord! Vi har talt rigtig meget med børnene om Børge, så det lader til at vi er på nogenlunde rette spor! Men ja, det er noget tomt uden en pruttende Børge.
Trine
28. april 2018 at 20:37Det er helt okay – jeg tænker det kun er sundt at børn også oplever at de voksne kan blive kede af det. For det er jo virkeligheden. Men tror det er vigtigt at få snakket med dem om det, når de ser mor og far kede af det. Og fortælle at mor og far nok skal blive glade igen.
Sender jer og Børge mange tanker – det er pisse hårdt at miste sit kæledyr
Lillemor
1. maj 2018 at 16:06Tak for dine søde ord! Vi har også talt rigtig meget om det. Og nu her nogle dage efter, føles det som det rigtige vi gjorde!
Anette fra min-servicehund
1. maj 2018 at 10:59Selvfølgelig må man græde foran signe børn
Ked af at I har mistet Børge 😢
Lillemor
1. maj 2018 at 16:05Tak!