Når mødre går i byen! – not a pretty sight!

Aaaarhhh…Jeg husker de gode gamle by-turs dage!! Dengang hvor man ikke havde en tid hængende over hovedet og ingen forpligtigelser havde…ud over at pleje sine tømmermænd.

Husker en nat hvor jeg på ukendt og mærkværdig vis efter endt bytur, var havnet i Metroen. Tilsyneladende for at komme hjem?! Og man VED bare det har været en god bytur, når man vågner med en halv Snickers i hånden (og den anden halvdel rundt om munden), med sin røv solidt plantet i Metroen ved Bella Centeret…og man i øvrigt bor i Vanløse (ret meget den forkerte vej!). Så har man altså lige fået en fustage øl eller to for meget…igen. What the heck! Man stormede naturligvis lige den lokale 7-Eleven og så ellers hjem og sove brandert ud, vågne op af eftermiddagen og spise pizza til morgenmad. Those were the days!!

Nu vil jeg jo gerne stadig tro, at jeg er en fandens karl når jeg skal i byen (de to gange om året det sker…okay who am I kidding: Én gang om året). Det tror jeg os mødre generelt gerne vil tro. Vi tænker lidt: “Nu skal jeg saftsuseme vise dem, hvordan man fester. Nu får den én over nakken. Nu kan de der unge trunter godt pakke sammen, for når først de her ben (med de tilhørende forbudte trin) rammer dansegulvet, bliver natklubben taget et sted hen, den aldrig har været før.”

But guess what…we’re pretty damn wrong!

Det måtte jeg jo sande, da det var jeg en aften skulle i byen med to veninder (der også er mødre). Det startede egentlig meget godt ud. Vi var godt dullet op, amme-BH’en sad lige som den skulle og vi var klar parat! Intet kunne stoppe os…kun lige den dér tidszone der hedder barn! FUCK, hvad skete der? Da klokken var 21.30, var vi jo allerede trætte?! Altså sådan ‘jet-lag’ trætte. PIS! Men det skulle drikkes væk skulle det. Og efter at have fundet ud af, at hverken IN eller Q eksisterede mere, endte vi på et andet disko-dasko. For danses skulle der. Men hvad er det med os mødre? For det første mindedes jeg, at jeg (i en kodyl brandert) spurgte DJ’en, om han ikke kunne spille den der med “Dora Dora the Explorer?”. For det andet dansede vi jo kun til det musik, vores børn ville have danset til (og efterlignede gerne deres trin midt ude på dansegulvet…hvilket i øvrigt KUN andre mødre syntes er sjovt!!)

Either way…vi snakkede jo nærmest kun om børn!? Hvorfor er det at man, når man ENDELIG er ude alene, ALLIGEVEL ender med at tale om de unger konstant? Da klokken var meget sent (altså ca. 01.00) tænkte vi, at det var det på tide at komme hjem. Tog toget til min Vestegns-forstad og glædede mig til at voldtage den lokale 7-Eleven, som i de gode gamle dage… Som så var lukket. Tak for lort 7-Eleven!! Måtte tage hjem i vores tomme hus (Lillefar var også i byen et sted og datteren, som var eneste barn vi havde den gang, blev passet). Da jeg kom hjem duftede der rimelig mærkværdigt. Børge, vores engelske Bulldog, havde lagt en bæ på størrelse med Mount Everest LIGE ved siden af vores seng. Altså som i LIGE ved siden af. Så dér lå jeg på alle fire og skrubbede og gjorde rent klokken lort om morgenen. Endte med at sidde i en hørm af pølle og æde en mad med hønsesalat og en ostehaps. Ikke lige den afslutning på byturen jeg havde regnet med.

Men sådan er det nok bare at være blevet mor? Eller er det bare mit liv i en nøddeskal?

Kunne du tænke dig at læse flere af mine blogs, kan du se en oversigt over dem ved at KLIKKE HER.

Kh Lillemor

Mit navn er Tina. Jeg er uddannet jordemoder og har to børn jeg elsker og som driver mig til vanvid! Jeg bruger bloggen som afløb for tanker, glæder og frustrationer, dog set ud fra et sarkastisk perspektiv. Har du selv børn (eller frygter at få nogle!) kan du følge mig og læse flere indlæg på:

Min hjemmeside, FACEBOOK eller Bloglovin’