Kan man rose sit barn for meget?

Jeg har gået og tænkt over det her emne; Kan man rose sit barn for meget? Jeg har tænkt på at skrive et indlæg om det i lang tid, men haft svært ved at gribe det an, da det jo er et ret følsomt emne, der kan lægge op til en del debat!

Men nu vover Lillemor pelsen – ja hun gør sgu.

Min datter på snart 4 år, har en del selvtillid. Og det er jeg glad for. Det virker ikke som om, at der er meget der kan vippe hende af pinden. Jeg er glad og stolt, fordi hun udstråler en del mere selvtillid, end jeg selv husker jeg gjorde som barn. Jeg husker mig selv som lidt mere ydmyg, usikker og stille. Min datter er en glad lille pige og sjov som bare fanden. Hun tror dog fuldt og fast på, at hun skal være prinsesse når hun bliver stor, at hun er den bedste til ALT….altså ALT i hele verden (yep, I’m not shitting you!). Og hun ser gerne at det er hende der sætter dagsordenen. Jeg er sikker på at en psykolog eller to kan have mange spændende holdninger til det. Men i bund og grund er jeg stolt af hende, for jeg ved at den selvtillid hun har, kan få hende mange steder hen i livet og give hende stor succes i fremtiden.

MEN…

…kan man have for meget selvtillid? Jeg mener…selvtillid er godt…men for meget selvtillid er måske…knap så godt? Og hvilken rolle spiller VI som forældre?

Som jeg nævnte før, husker jeg at jeg selv var ret usikker som barn. Bange for at jeg ikke gjorde tingene godt nok. Jeg var i hvert fald overbevist om, at mange andre var bedre end mig. Det er min hæmsko, noget som jeg måske alle dage har kæmpet med. Bevares, jeg ved da godt at jeg er sej 🙂 Men jeg er også sikker på, at der er mange andre der er sejere end mig. (Sagde Lillemor der prøvede at få flettet lidt sarkasme ind i et alvorligt blog-indlæg). Nå, men hvorom alting er, så har min “barndoms-usikkerhed” dog resulteret i, at jeg alle dage har forsøgt, at losse selvtillid godt og grundigt ind i knolden på min datter. Jeg fortæller hende ofte at hun er smuk, at jeg elsker hende og at hun er dygtig.

“Du er godt nok dygtig til at lave perleplade”

“Hold da op, hvor er den tegning af solen flot!”

“Sikke dygtig du er til at lave koldbøtter!”

Og både Lillefar og jeg står nærmest og laver ‘bølge’ og bryder ud i kæmpe klapsalver, når hun hopper i trampolin, eller skal vise hvor dygtig hun er til at gynge.

Er vi gale på den??

Jeg synes dældulmende det er svært. For jeg vil jo gerne rose min datter, men kan samtidigt også godt se, at der måske er potentiale for, at hun ender som én af dem der står i X-factor og fuldt og fast tror på, at hun kan synge som Mariah Carey, kun fordi hendes mor er fuldstændig rablende gal i hovedet. For man kan vel godt være sit barns største fan, uden at skabe storhedsvanvid hos sit barn?! Og det lader til at der er en meget hårfin balance mellem netop at skabe selvtillid og selvværd og storhedsvanvid, sådan som jeg kan læse mig frem til gennem diverse artikler.

Lillefar nævnte forleden at han for nylig havde læst en artikel om “overdreven ros til børn”. Det er ikke lykkedes mig at finde den artikel han talte om, men har Googlet mig frem til et par andre. Du kan læse et eksempel HER. Og hovsa, der blev Lillemor vist en smule klogere.

Løsningen er i følge Familie-coach Rikke Dinnetz, som udtaler sig i omtalte artikel, at man i stedet for at rose sit barns handlinger, skal rose sit barns egenskaber.

Og her kommer så et los i de nosser Lillemor ikke har…for Rikke Dinnetz siger samtidigt, at overdreven ros kan resultere i, at barnet føler “det skal leve op til noget”. Egentlig ville barnet der har tegnet en fin tegning, blot vise resultatet. Og straks stiller forældrene sig til dommere og “vurderer” om tegningen er flot. Og så er vi tilbage til det som JEG personligt gerne ville undgå…at min datter skal føle, at der er noget hun potentielt ikke gør godt nok…eller noget hun skal leve op til. Av av av…tja, det var jo egentlig ikke meningen. Tværtimod faktisk?! Rikke Dinnetz opfordrer til at man i stedet for at sige: “Sikke en flot tegning” siger “Er den til mig? Hvor er jeg glad for den”.

Puha da da…det er saftsuseme svært nogle gange, det dér forældre-arbejde. Naturligvis vil vi alle sammen gerne gøre det så godt som muligt. Det har jeg tidligere skrevet et indlæg om HER, hvor jeg bl.a. viser langemanden til børneeksperters “gode råd”. Dog vil jeg sige, at ovenstående er noget jeg vil forsøge at lære mig selv. At anerkende mine børns egenskaber i stedet for handlinger (for det meste af tiden…for som Rikke Dinnetz siger: Selvfølgelig må man også gerne rose sine børn).

Hvad gør I derude?? Er jeg den eneste der “over”-roser mine børn? Eller er I også lige blevet en tand klogere? Hører meget gerne jeres holdning.

Kh Lillemor

Har du selv børn (eller frygter at få nogle!) kan du følge mig og læse flere indlæg på:

www.lillemor.dk

FACEBOOK

(bare tryk synes godt om)

Instagram

Bloglovin’