Jeg er normalt ikke helt pjattet med de der reality-stener-programmer som De unge mødre, Singleliv, For lækker til love osv. For oftest bliver jeg egentlig bare irriteret, da en del af “reality-charmen” jo trods alt også er, at udstille nogle mennesker fra deres mindst positive sider (godt så, så fik jeg vist ikke trådt nogle over tæerne!). Men det sker at jeg zapper forbi – og man KAN jo for fanden ikke lade være med at blive grebet nogle gange (reality-forbandelsen!). For noget tid siden så jeg ca. 3 minutter af et “single”-inspireret reality program. Og så var det lige, at jeg kastede lidt op i min egen mund. En medvirkende fortalte nemlig, at hendes drømmefyr skulle se ud på præcis dén måde, arbejde med dét, dét eller dét og have en bil af i hvert fald dén standart. Derudover var det et ‘no go’, hvis han havde lige præcis de sko på.
Hold. Nu. Kæft.
Jeg fatter det simpelthen ikke! Og har i virkeligheden aldrig gjort det. Det er over min forstand, at man kan finde på at sætte så mange begrænsninger for sig selv. “Han skal være høj, muskuløs og mørkhåret”.
NEWSFLASH!! Gu’ skal han ej (han sidder i øvrigt her hjemme hos mig, mwuahaahaa!). Men hvem siger at det er lige præcis HAM du vil….(og hold nu fast)….forelske dig i?
Forelske? Elske? Hvad er nu dét for noget? Hvad betyder dét? Er dét nu også nødvendigt? Han skal da bare være lækker, køre i en sweet-ass car og have et fedt job. Fatter det simpelthen ikke. Ens partner skal da ikke være en souvenir? Det skal da være én der kan slå benene fuldstændig væk under én! Og hvis man tror at en Audi eller et par Folche and Shabbana sko gør tricket, er man altså en smule blæst hvis du spørger mig.
Hvorfor er det, at nogle sætter sin lid til en hårfarve eller en jobbeskrivelse og helt automatisk tror, at det er opskriften på ægte kærlighed?
Godt, nu er jeg bund-ærlig. Jeg net-datede jo engang en del, fordi der overraskende nok ikke er så mange fyre at finde på jordemoderskolen. Og de fyre jeg endelig mødte gennem min uddannelse, var lige blevet fædre. Og dét er jo som vi ved et stort fedt no-go. Jeg vil gerne give to eksempler på mit net-dateri: Mødte engang en utrolig flot fyr. Flotte øjne, flot smil, flot alt. Skide sød. Men…….fuck hvor var han røvkedelig! Jeg tænkte: “Hvis det er sådan her et parforhold skal være, så vil jeg hellere skydes i knæet!”. Det var lidt som at sidde og se på maling tørre…faktisk tror jeg at jeg ville have foretrukket det. Derefter datede jeg et kæmpe jern. Han var næsten 2 meter høj og det var nemmere at hoppe over ham, end at gå uden om ham. For nu “skulle jeg have mig en rigtig mand!”. Det viste sig så, at han var alt andet end maskulin, om end alle pigerne vente sig om på gaden efter ham. En lille skræmt missekat i en kæmpe løves krop. Humor-forladt og kedelig. Kan huske vi engang nød en Candle-light-dinner og jeg tænkte: “Det bliver verdens mest røvsyge liv, hvis jeg skal sidde og glo på dig resten af mine dage”. Beklager ærligheden. Men det er sandt!
Hele min pointe er at man lige præcis med kærlighed, ikke kan dømme bogen på omslaget. Ja ja bevares, selvfølgelig skal man kunne tænde på det ydre. Men det er da i aller højeste grad personligheden der slår benene væk under én. Den perfekte partner kan sagtens være én der trykker forkert på tandpasta-tuben, sover med (de hvide – gys!!) tennis sokker på om natten eller har en assymetrisk øreflip. Og det er jo præcis dét der er fedt…for der sidder én derude og synes at det netop er de “kiksede ting” ved DIG, der samtidigt også er det mest charmerende og det som han/hun vil komme til at elske uendeligt meget.
Jeg er nu den lykkelige ejer af en Lillefar, to børn, hund, rusten Mazda og villa på vestegnen. Og jeg vil egentlig gerne give en stående applaus til Lillefar, for at elske min dårlige humor, min stædighed, mit temperament og min drillesyge personlighed. Jeg er sgu ingen Kim Kardashian (jo jo, bevares, det er tæt på!), jeg er ikke særlig god til at lave mad (man kan smadre panserglas med mine kanelsnegle), jeg taler som en havnearbejder og jeg formåede engang at grave plastik potten på en plante med ned i haven, da jeg blev tvunget til at lave havearbejde med Lillefar. Og noget siger mig, at det måske er lige præcis de egenskaber (eller mangel på samme!) der gør, at Lillefar er pjattet med mig.
Så hvis du sidder derude og endnu ikke har fundet Mr. Right/Mrs. Right. Så tag lige og overvej, om du er lidt for skrap. Om dine krav/dine forestillinger om din fremtidige partner ikke er lige hårde nok. Der skal kysses mange frøer før man får mundherpes, som vi siger her på vestegnen….eller hvordan det nu lige er man formulerer det!
Jeg har tidligere beskrevet hvordan jeg fik kanøflet ham der Lillefar via Facebook (jep, et online-dating-catch!). Læs mere om det HER.
Søg og du skal finde!
Kærlig hilsen
Vil du spammes med mine indlæg i din newsfeed? Så følg mig på:
Ingen kommentarer