Dette indlæg er lavet i samarbejde med Telenor
Hvis dit hjem pludselig stod i flammer og du kun havde mulighed for at tage én ting med dig ud. Hvad ville det så være? Af ikke-levende organismer naturligvis (måske en meget vigtig ting at nævne, så kommunen ikke pludselig kommer rendende, hvis de skulle læse nedenstående svar…)
Dette er et emne Lillefar og jeg tog op for et års tid siden. Og vi blev meget hurtige enige om, at det der er ALLER vigtigst for os, er alle de fotografiske minder vi har. Nok er der meget affektionsværdi i smykker, gamle porcelæns-dibidutter man har arvet fra gamle slægtninge osv., men det absolut vigtigste for os er billeder. Fra vores barndom. Fra gymnasie-tiden. Fra vores første tid som kærester. Fra vores børns fødsel, fødselsdage og ferier. Og jeg kunne blive ved! Så for et år siden investerede vi i et abonnement til et online cloud-service, som egentlig bare betyder, at vi ofte opdaterer vores billeder via internettet og fluks bliver vores billeder sendt ud i en eller anden sky (som jeg i øvrigt aldrig har fattet en bjælde af hvad egentlig er…og tør ikke rigtig indrømme det overfor Lillefar! For tilsyneladende ved alle hvad den der skide sky er, undtagen mig!). Og i den sky ligger de så sikkert. Til sølle 250kr om året, med ubegrænset plads. Og det føles rigtig rart at vide, at hvis uheldet skulle være ude, så er alle vores billeder placeret et trygt sted! Jeg har en veninde som bruger en anden version: De brænder billeder over på en DVD i ny og næ og smider DVD’en ned i en bankboks. For som hun siger: Det er det mest værdifulde de har. Det er i grunden sjovt som vi alle har indboforsikring, ulykkesforsikring, rejseforsikring og i øvrigt en masse andre forsikringer som vi slet ikke er klar over – men vores billeder? Dem er der nok (overraskende) mange der ikke tænker på at ‘forsikre’.
Men så er det jeg tænker: Hvad nytte gør alle de billeder egentlig på en eller anden skide sky et sted derude i det blå? Ud over at være sikkert placeret mod indbrud eller brand? Ikke en fløjtende fis. For jeg er blot én blandt en trilliard andre mødre, der dagligt tager (for mange?) billeder af krapylerne. Når de spiser. Når de leger. Når de børster tænder. Når de cykler. Præcis som de gjorde det dagen forinden, som man i øvrigt også har billedligt bevismateriale på. For hvad gør vi egentlig med billederne? Ud over at scrolle igennem dem på vores smartphones, der i øvrigt indeholder ca. + 400 billeder? Personligt poster jeg dem ikke så hyppigt på Facebook og når jeg med blogger-hatten på poster lidt spas på min Instagram-profil, er det aldrig genkendelige billeder af mine børn. Læs mere om dette og hvad årsagen er til dét i mit indlæg: Om at dele billeder af sine børn på nettet! Er der grænser? Og hvem kigger egentlig med? Jeg har i (lidt for) lang tid, haft planer om at lave nogle foto-bøger. En skide nem måde at bevare alle de uvurderlige minder på. – Til en ok pris! Og utallige hjemmesider tilbyder deres service. Fx pixum.dk, vistaprint.dk eller photobox.dk. Min idé var at få lavet dem til mine børn. Ét album til dem hver fra 0-1 år. Et andet fra 1-2 år. Fra 2-3 år osv. Men det er lidt som om, at projektet ikke rigtig er gået i gang endnu…jeg har sgu nok for travlt med at skabe billedligt bevismateriale for “kødklump på nu 1 år og 4 måneder, moser (igen) banan mellem fingrene”.
Jeg husker tydeligt “dengang i halvfemserne” hvor jeg lystigt sprang op på min cykel og cyklede ned til det lokale supermarked og spændt stod i kø for at modtage en kuvert med mine ferie-billeder. Fjorten stive dage skulle der gå fra man afleverede en filmrulle, til man stod med de faktiske billeder i hånden. Men forventningens glæde var jo enorm! Og det var jo det fedeste at sidde og kigge alle billederne igennem. Også selvom der på 75% af billederne, var en stor fed pegefinger ind over selve billedet. Og billederne, ja de røg fluks ind i et fotoalbum. I dag – hos os i hvert fald – er billeder noget man ser på mor eller fars smartphone. Og gerne når vi kører i bil eller handler ind, så børnene er underholdt lidt imens. Og helt ærligt, bare jeg skriver ovenstående, er jeg lidt ved at kaste op i min egen mund. Jeg får lyst til at boykotte min smartphone og genindføre det gamle kamera med filmruller og hele svineriet! For det er sgu da et eller andet sted ret ærgerligt, at vi ikke værner lidt mere om vores minder. Måske jeg skulle tage mig sammen og få gjort noget ved de fotoalbums… Fik engang lavet ét fotoalbum til Lillefar fra en lækker New York-tur. En lækker lille sort og tynd sag, der gav mig mulighed for at sætte billederne flot op online, i lige præcis den størrelse jeg ville have. Store billeder, små billeder, billeder som baggrund til andre billeder (ja, nu bliver det indviklet!) osv. Men fedt fedt fedt minde at have! Og fedt at bladre igennem den dag i dag! Må. Tage. Mig. Sammen. Snart.
Hvad gør du for at sikre dine minder? – Gør du overhovedet noget? Og er du god til at få gjort noget ved de billeder du rent faktisk tager? Nogle gode fif? Kommentér gerne herunder, så jeg kan blive klogere på hvad DU gør og selv blive inspireret 🙂
På Telenors Facebook side kan du hver uge sommeren over deltage i konkurrencer, hvor du kan vinde en privat foto session med fotografen Céline Hallas. Denne uges weekendudfordring er Billedredigering (upload et før- og efter behandlet billede!). Næste uges weekendudfordring er Vis hvordan du bruger dine billeder. Tjek deres Facebook side for nærmere info. Endvidere kan I følge Telenors fotoskole, som hver uge vil poste tips og tricks til gode billeder!
Indlægget er sponsoreret.
Kærlig hilsen
Vil du spammes med mine indlæg i din newsfeed? Så følg mig på:
Ingen kommentarer