Om at dele billeder af sine børn på nettet! Er der grænser? Og hvem kigger egentlig med?

Telenor har spurgt om jeg vil være med til at sætte fokus på det faktum, at vi i større grad deler billeder af vores børn på de sociale medier. Som I ved, er det ikke noget jeg gør mig i når jeg har “blogger-hatten” på. Læs med her hvorfor. Indlægget er sponsoreret.

---

Da jeg for 8 måneder siden trykkede “udgiv“, til det der blev mit aller første blog indlæg, var det med et billede af min søn i toppen af indlægget. Det var ambivalent. For én ting er at jeg viser min familie og mine venner hvor skøn jeg synes han er. Men en anden ting er andre læsere af bloggen. Hvem ville få billedet at se? Hvor mange ville se det? Et enkelt like på Facebook, spreder sig som ringe i vandet. Og før man ved af det, bliver et enkelt blog-indlæg spredt ud til alle dele af landet. Mit første indlæg blev læst af ca. 2.000 mennesker. Men inden det nåede ud til så mange, fik jeg en snak med Lillefar her hjemme, om mine overvejelser omkring dét at “dele ud af vores børn”. Det føltes forkert og for personligt, når der kom billeder med. Vi blev hurtigt enige om, at vores børn ikke skulle involveres i min nyerhvervede blogger-hobby. Altså på billeder…for på en “mor-blog” kan man jo alt andet lige, ikke undgå at involvere sine børn, på den ene eller den anden måde. Så billedet blev hurtigt slettet og erstattet med en tegning tegnet af Lillefar. Tegninger der senere hen skulle vise sig, at blive kendetegnet ved Lillemor bloggen.

At dele historier og billeder af sine børn. Hvad siger de til det i fremtiden? Og tænker jeg over hvad, hvor, hvornår og hvorfor jeg deler?

– Ja, hvad siger de egentlig til det i fremtiden? Netop dét spørgsmål danner fundamentet for min beslutning om, ikke at dele genkendelige billeder af mine børn. At blogge er MIN hobby. Jeg ønsker ikke at involvere min kæreste eller mine børn med billeder eller navne. Det skal være muligt for dem at have frit spillerum i vuggestuen, børnehaven og på arbejdet, uden at blive forbundet med “seneste blog-indlæg fra Lillemor”. Jeg har derfor valgt at anonymisere min blog, så pædagogen i vuggestuen eller børnehaven ville kunne læse et blog indlæg fra mig, uden at vide at det er min søn eller datter der er tale om. Bevares, der skal ikke et større detektivarbejde til, for at finde ud af hvem jeg er, hvor jeg bor og hvem jeg bor sammen med. Men deres navne er aldrig blevet nævnt og der er kun én gang postet et billede på min Instagram-profil, hvor man kan se et baby billede af min søn. Ellers er de billeder der er blevet postet taget fra siden eller andet, så det gør dem ugenkendelige. Fuldt bevidst!

 På min private Facebookside, har jeg intet imod at dele (nogle) billeder af mine børn. For mig er det en god måde at vise venner og bekendte i ind- og udland, hvordan det står til i vores lille familie. Jeg bliver dog aldrig hende der dagligt smider billeder ud – tværtimod. Jeg tror nemlig lidt at jeg ser nettet som et sted hvor bordet fanger. Naturligvis kan man slette et uønsket billede eller en status opdatering som man fortryder. Men det vil for evig tid ligge og luske rundt et sted ude i cyber space og det gør mig sgu lidt paranoid.

Når jeg blogger er det enten med mor-hatten eller med jeg-tror-jeg-ved-det-hele-og-deler-ud-af-mine-holdninger-hatten på. En enkelt gang er jeg blevet spurgt: “Er du ikke bange for at du deler for meget ud af dine børn når du blogger? Hvad tror du at de siger til det når de bliver større?”. Og det fik mig til at tænke over min blogger-hobby. For på trods af at jeg ikke bruger deres billeder og navne, og at jeg generelt som blogger nok befinder mig mest i det sarkastiske hjørne, hvad angår deling af historier med mine børn, så er det STADIG dem der er primary objective når jeg med mor-hatten på, sætter mig og skribler på computeren. Jeg har dog valgt at der ikke skal være nogen “dagbogs”-stil over mine indlæg og der deles heller ikke nogle øv-episoder så som konflikter eller andet – som jo lever i bedste velgående her hjemme, som i alle andre hjem med børnefamilier. I stedet forsøger jeg at skrive lidt mere ‘generelt’, hvilket også er en udfordring, idet det selvsagt gør at jeg ikke giver mig selv muligheden for at smide indlæg ud på daglig basis og dermed gør mere opmærksom på min blog ude i den store blogger verden. But so be it! Det er et valg jeg har truffet og jeg står stædigt fast på det. Jeg tror at mine børn som teenagere højst vil give mig en kærlig finger og nogle himmelvendte øjne og sige “Hold kæft hvor sygt downeren at du havde en mor-blog mand!”. Så jeg føler faktisk at jeg stadig kan se mig selv i øjnene og holde den blogger-stil som jeg har valgt for mig selv. Og min familie.

---

Ovenstående er fire eksempler på tegninger Lillefar har tegnet til nogle indlæg jeg har skrevet med den “sarkastiske mor-hat” på. Læs dem ved at klikke på følgende: Indlæg 1. Indlæg 2. Indlæg 3. Indlæg 4.

---

Når det så er sagt, så følger jeg selv en del andre mor- og far-bloggere. Okay, who am I kidding, en del mor-bloggere og én far-blog (der er sjovt nok ikke så mange af sidstnævnte!). Alle smider rask væk billeder ud af deres børn og det er nærmere mere reglen end undtagelsen, at man skriver i “dagbogs-form” som mor-blogger. (Faktisk er jeg endnu ikke stødt på nogen, der er lidt mere “privat” som mig og hverken bruger dagbogs-stilen eller poster billeder af deres børn). Men ved I hvad? Jeg ELSKER at følge dem. Kald mig bare nørd, men jeg ELSKER at se børnene klædt på til fest, til sidste dag i vuggestuen eller at se dem på den ferie, som mor-bloggeren tidligere har skrevet om på sin blog. Nogle følger med i Paradise Hotel, andre læser blogs. Blogs er mit reality-boost. Det absolut eneste der tricker mig når jeg sådan for alvor tænker over det er, at alle de børn ikke selv har et valg. Det er ene og alene deres forældre der træffer valget for dem og har en “karriere på deres vegne”. De fleste børn vil nok være ligeglade når de bliver større. Nogle vil måske ligefrem syntes at det er fedt! Men lur mig om der ikke skal være et enkelt barn imellem, som vil være ærgerlig over, at være blevet fremstillet som små. De der melder sig til Paradise Hotel har selv tænkt over de konsekvenser der måtte være (…nogle stykker af dem i hvert fald!). Men små børn har ikke selv noget at skulle have sagt. Så når jeg i aften scroller igennem min portion af blogs jeg læser inden sengetid, så er det med min iver efter at få tilfredsstillet min nysgerrighed efter, hvordan det mon gik “Sofus fra Skagen” da han skulle på bondegårds-tur med farmor. Og jeg er ret sikker på at han i morges da han stod op, ikke havde tanker om at Lillemor fra Vestegnen skulle delagtiggøres i hans dag.

Hvad med de pædofile?

Her står jeg lidt af. Det er simpelthen blevet hypet så meget op i medierne, at der bliver delt for meget på de sociale medier. Og det er meget naturligt at bloggere står for skud (nogle skal jo som bekendt være synderen i medierne!). Kan vi ikke blive enige om, at der ikke sidder bloggere derude der vil deres børn ondt? Eller udsætte dem for perverse syge personer, med skumle bagtanker? Jeg er ret sikker på at de pædofile ikke sidder og bruger oceaner af tid på, at finde #Hashtags der kan føre dem til små barne numser. Hvorfor? Fordi det tog mig ca. 15 sekunder fra jeg klikkede ind på min kommunes hjemmeside, der med overskriften “Børn og unge” førte mig direkte videre til hele kommunens udvalg af børneinstitutioner og skoler med dertil hørende hjemmesider. Alle med et “Fotoalbum” der indviede mig i alt fra vuggestuens skovtur til den årlige gymnastik-dag med billeder af den lokale skoles 5. klasse i fuld hopla! Så jeg er ret sikker på at en pædofil allerede har luret nemmere veje til billeder af børn i alskens situationer og dermed ikke bruger så meget tid på bloggere. Tro ikke at bloggere generelt bare smider billeder ud af badetimen eller bleskift. Der er trods alt en del overvejelser med inden over for de fleste. Så i min optik er det ikke frygten for pædofile der skal gøre grundlaget for overvejelserne omkring deling af historier og billeder af sine børn. Det er kun: “Hvad siger børnene til det i fremtiden?”.

Hvad er mine tips og tricks til deling af børnenes hverdag? Og hvilke tips har jeg til at tage gode billeder af børnene?

Super enkelt: Tænk over hvilken reaktion du vil få, når du med din 20-årige søn sidder med et billede i hånden af dem som 4 årige i en given situation og siger: “Se skat, det her billede lagde jeg ud af dig på Facebook og Instagram da du var 4 år! Hvad siger du til det?”. Ville man selv fremstilles på den måde? Hvis ja, så go for it. Hvis i tvivl, så lad være.

De absolut bedste billeder jeg har af mine børn, er når de ikke selv er klar over at der bliver taget billede af dem. For et års tid siden var der er fantastisk fotograf til en fest vi var til, der tog “situations” billeder af vores børn. Det er nogle af de billeder jeg er aller mest glad for. Det er som om der sker et eller andet (forkert?) når jeg siger: “SMIIIIL”. Glimtet forsvinder fra deres øjne og et smil i aller bedste Shrek stil præger deres ansigt i stedet.

Hvad synes DU som læser om hele den her debat? Deler vi for meget? Deler jeg for meget? – Eller for lidt? Hvad har du af overvejelser ift. deling af billeder/historier om dine børn? Kommentér gerne på bloggen herunder.

---

På Telenors Facebook side kan du lige nu vinde en privat foto session med fotografen Céline Hallas. Alt du skal gøre er at uploade en 10 sekunders video på Telenors Facebook side eller på din private Instagram profil (som skal indstilles til public!). Brug disse hashtags #TelenorsFotoskole #WeekendUdfordring. Weekendudfordringen er Vis din familie som du selv vil! Klik ind på deres Facebook side for nærmere info. Konkurrencen slutter søndag kl. 23.59. Endvidere kan I følge Telenors fotoskole, som hver uge vil poste tips og tricks til gode billeder!

---

Kærlig hilsen

Vil du spammes med mine indlæg i din newsfeed? Så følg mig på:

FACEBOOK

Instagram

Bloglovin’

www.lillemor.dk