Respekt for de enlige forældre!

Ja altså, nu er jeg jo ikke perfekt. Jo jo bevares, det er da tæt på (!!) Men på trods af at jeg godt kunne unde at Lillefar i sidste uge, spenderede fire dage i Rom med sin mor og sine to søstre (that lucky son of a…), så kunne jeg da godt mærke pulsen stige lige så stille, da jeg allerede første eftermiddag cyklede ned for at hente børnene på halvandet og fire år i børneinstitutionen. Pludselig gik det op for mig, at jeg skulle agere både legekammerat, husholderske, kok og rengøringsdame for kødklumperne….ALENE!

Jo, jeg er pjattet med mine børn. Men jeg er saftsuseme ikke for fin til at indrømme, at det ville klæde dem at have en “slowmotion-knap” (måske ligefrem en “pause-knap”?) placeret på ryggen, så man som mor lige kan få lov til at følge med – og måske endda lige være ét skridt foran – når dreng med 230 km/t vælter havregrød på gulvet, eksperimenterer med at tage bleen af uden mors opsyn, putter LEGO-klodser ind i diverse krops-åbninger på Børge (vores meeeeget tålmodige engelske bulldog) og river samtlige bøger ned fra bogreolen. Bare lige sån’ for sjov skyld. Og lad mig i den forbindelse lige give et råd til ALLE gravide førstegangsforældre: Lad VÆRE med at brug penge på legetøj til børnene de første to år. De gider IKKE lege med det. Tamponer, bøger og alt hvad der er i køkkenskabene er rigeligt! Og vil til enhver tid foretrækkes, frem for alt muligt Lamaze-crap. Desværre. Just sayin’.

Og imens dreng terroriserer hjem som en tornado, uden at man overhovedet har mulighed for at stoppe de brutale ødelæggelser, udsteder diva på fire år (…altså fire år af krop og tretten år af sind) ordrer a la “Må jeg beder om et glas mælk…..” (jo jo, “bede om”, så langt så godt) “…..ellers er du aldrig, aldrig, ALDRIG mere min ven og du må ikke heller aldrig komme ind på mit værelse!” (auch!). Og i øvrigt udsteder forbandelser a la: “Du synger overhovedet ikke lige som Elsa!! ELLER ANNA!”  (Jeg synes faktisk selv at jeg er en udmærket Elsa kopi, THANK YOU VERY MUCH!). Og det sagte kommer fuldstændig umotiveret…og det gør da naller…ik’? (Men måske jeg alligevel er mere en Ariel-kind-of garl? Jeg er heller ikke helt dum i Pocahontas‘ “Vindens farver”…altså hvis jeg sådan selv skal sige det). Nå, tilbage til pointen: Men Holy shamoly der er gang i den. Allerede på dag to af Lillefars rejse, talte jeg minutter til han landede og igen var en del af mit team her hjemme, i “kampen mod børnene der vil overtage verdensherredømmet” (satans til selvtillid de har sig de små rovdyr).

Både Lillefar og jeg arbejder skiftende vagter, så vi er egentlig vant til at den anden i ny og næ er væk i ulvetimerne. Men da Lillefar befandt sig i et helt andet land og jeg dermed ikke bare lige sådan kunne få fat på ham og jeg dermed BÅDE skulle agere mor OG far for børnene, føltes det hele bare endnu mere “single-parent”-agtigt. Faktisk en smule ensomt. For mig altså. For selvom mine børn er et fantastisk selskab og at jeg ofte glæder mig som et lille barn til at hente dem om eftermiddagen, så kan jeg da godt mærke at jeg sætter stor pris på, at vi er to der deler opgaverne her hjemme. Og det har fået mig til at tænke:

Hold kæft hvor har jeg respekt for de enlige forældre der ude!

Respekt for at de kan besidde alle de praktiske opgaver der er i et hjem, alt imens ét eller flere børn løber rundt mellem benene på én. Respekt for at de bruger den ekstra tid det tager, kun at være én om opgaven. Normalt er vores køkken ordnet, begge børn puttet og Røde Kors har været der og udstedt nødhjælpsarbejde, efter at orkanen Lille-Lort-På-Halvandet-År har været der, sådan ca. kl. 20. Så er det voksen-tid. Den tid hvor Lillefar og jeg kan snakke og dyrke hinanden UDEN børn. Alle de dage han var væk, var klokken 21.30 før jeg kunne sætte mig ned og rose mig selv for dagens præstation med et glas rødvin. To minutter efter faldt jeg dog pladask i søvn på sofaen af bare træthed og udmattethed (er det i øvrigt overhovedet et ord? Well screw it, du ved hvad jeg mener). Og jeg ved godt hvad du nu tænker: “Jamen herreste Gud, har det stakkels væsen så bare været uden dit opsyn og uden dit nærvær, nu hvor du har ligget og været fuldstændig fraværende, most ud på sofaen af træthed?”. Og til dét kan jeg blot svare: Bare rolig, jeg havde altså kun hældt et halvt glas rødvin op og rødvin kan altså godt klare at stå et par timer uden prop i flasken. Jeg lover at jeg nok skal vise mere entusiasme i fremtiden.

Sidst men ikke mindst har jeg respekt for, at de enlige forældre stadig kan formå at skabe et trygt og varmt hjem for børnene. Generelt bare pisse meget respekt. 

Men hey, hvis der sidder nogle single mødre (…eller fædre!) derude og læser med og som egentlig godt kunne bruge én at dele tilværelsen med (eller bevares, én der blot kan rive én rundt i lagenerne!) så vil jeg opfordre til at læse nedenstående indlæg (1). Der skriver jeg også lidt om, hvordan det egentlig var jeg mødte ham dér Lillefar.

RESPEKT og håndtegn her fra.

1: Søg (online!) og du skal finde!

2: Av av den gjorde naller!! Vise ord fra en 3-årig:

Kærlig hilsen

Vil du spammes med mine indlæg i din newsfeed? Så følg mig på:

FACEBOOK

Instagram

Bloglovin’

www.lillemor.dk