Lillefar fik forleden spørgsmålet af nysgerrig datter på 4-et-tre-kvart-syv-ottendedele: “Far, hvorfor ‘køber man IND’? Hvorfor ‘KØBER’ man ikke bare? Er det fordi man er ‘inden for’, når man køber?”
Et spørgsmål der naturligvis sætter hjerne-gearkassen fra tomgang til nogenlunde 2-3 gear pænt hurtigt. Men man KAN trods alt ikke fucke det sådan helt op. Der er rimelig sandsynlighed for, at barnet TRODS ALT stadig har en vis tiltro og tillid til dig som forælder bagefter, uanset om svaret er i syd eller i vest. Om det er et hurtigt svar eller et yderst uddybende svar.
MODEREN derimod (undertegnede) får spørgsmål a la: “Mor, hvordan kom vi OP i din tissekone”. “Hvad betyder Hippopomonstrosesquippedalsofobi?” og den seneste: “Mor… Hvorfor dør man? Og hvornår skal JEG dø?”. Med andre ord et svar der er rimelig let at fucke op, med mindre man har Lola Jensen siddende ved sin side, til gode råd og vejledning. (Lola hvis du læser med der ude…giv mig lige et kald!!)
Det der skete var…
Jeg var ude at køre i bil med selv samme pigebarn og musikken spillede lystigt på P3. Og man er vel velsignet med en silkeblød sangstemme (…), så jeg holdte mig ikke tilbage med at akkompagnere Rasmus Seebach med hans sang “Dig og Mig” og råbte sang derfor med på frasen:
“…til den dag vi skulle døøøøøøøøøøø (…)”. Datter spørger (efter endt skønsang naturligvis, hun har vel pli…): “Mor… Hvad betyder dø? Og skal jeg også dø?”
Well fuck you very muck Rasmus. Se nu hvad du har fået rodet mig ud i!!
Mig: “Jhaaoow-altshåååååå…..’dø’ betyder at man er færdig med at være her på jorden”
Datter-der-godt-snart-må-indlede-et-samtaleemne-om-Frost-som-hun-normalt-ikke-holder-sig-tilbage-med: “Hvad betyder jorden? Er det ikke her hvor vi bor?”
Frustreret mor: “Altsåååå…det betyder når man er blevet gammel og ikke skal være her mere. Så skal man måske et helt andet sted hen. Og så er der nogle andre der skal være her i stedet for os”
(Kom nu: Elsa! – Anna! GIVE ME SOMETHING! ANYTHING!)
Datter-der-for-en-stund-har-glemt-alt-om-Elsas-eksistens: “…Men…skal jeg så væk fra jer? Og fra vores hus? Skal vi så ikke være sammen mere?“
Fuckfuckfuckfuckfuck
Jeg forvildede mig ud i en forklaring om, at man altid ville have hinanden i sine hjerter, uanset hvor man var henne (stående applaus modtages med kyshånd!). Og at det faktisk var ret sejt at dø, for så fik man vinger og blev til en engel og kunne flyve (sagde moderen der egentlig er ret meget ateist – men hey, hvis julemanden findes, gør engle og deslige sgu også. Punktum). Og sluttede af med: “Og når vi så alle sammen kan flyve, skal vi så ikke aftale at vi mødes? Og flyver om kap”
Samme aften var min veninde, der går under navnet “onkel” hjemme og besøge os. Som vanligt puttede hun datteren. Jeg sad i stuen og insta-spammede lidt gøgl til de der læser med dér og drak et glas rødvin. Pludselig, midt i fortællingen om Hans der smider små brødkrummer ud, så han og den irriterende lillesøster Grethe kan finde vej tilbage til deres hus, afbrød datter:
“Hvornår skal jeg dø…?”
Jeg fik en kæmpe tår vin galt i halsen, men besluttede at sidde stille…HELT stille. Og blot lytte på om hun mon havde et bedre svar end mig (Overvejede alternativt at spille død, men tænkte at det var upassende, situationen taget i betragtning).
Lettere overrasket veninde: “Øhm……der går lang tid.”
Datter: “Men hvornår? Hvorfor dør man?”
Veninde: “Man dør først når man bliver RIGTIG gammel. Og der går meeeeeget lang tid. Du skal først blive voksen, lige som os, få børn og blive rigtig gammel. Så dør man en dag og så kommer man måske et andet sted hen, der også er dejligt!”.
Hun købte den…WIN! Og Hans og Grethe kunne fortsætte…om end slutningen om heksen der blev kastet ind i en brændende ovn, blev omformuleret en smule.
Lettere panisk veninde (uden børn!) drak et glas rødvin forbavsende hurtigt bagefter. Og snakken gik så på:
Hvad skal man egentlig sige til de små om emnet død? Hvad er det mest “korrekte” at sige? Hvad har du sagt, dig der læser med, ved sådanne spørgsmål? Og er det egentlig okay at sige, at det først er når de bliver gamle? For det er jo ikke sandt! Desværre er det jo nærmest et privilegium at dø af alderdom i dag. Men hvornår er de store nok til, at få den barske sandhed at vide? For det er vel (alt andet lige!) bedre at de får sandheden at vide fra forældrene, end løse rygter fra skolegården?
Og så lige det ALLER vigtigste spørgsmål, som jeg håber du vil svare på…
Hvorfor hedder det egentlig købe IND? Hvorfor ikke bare købe?? Er det mon fordi, at man er inden for når man køber? HJÆLP!
Har du lyst kan du også læse:
1: “…men mor, hvordan kom vi OP i din tissekone?”
2: Det øjeblik man finder ud af, at man ikke er særlig intelligent!
31 Kommentarer
Marie
25. februar 2016 at 18:03Altså jeg har ingen børn, men jeg tror jeg vil begive mig ud i himmel og engle – selvom jeg også er 110% ateist. Men den hårde sandhed kan man få af vide med alderen – en lille hvid løgn om man vil.
Hvor køber man ind? Jeg tænker at man køber ind fordi man køber noget og derved får det “ind” som en del af ens inventar?
På samme måde smider man jo ud – det er ikke længere en del af inventaret.
Ting kan komme ind og ud af inventaret..
Det er mit bedste bud, og jeg er godt klar over at 3 l minimælk og en pose havregryn sjældent regnes for inventar, men er simpelthen for træt til at finde på bedre synonym. 😉
Lillemor
25. februar 2016 at 19:43Ingen børn!! Hvordan har du dog fået forvildet dig selv ind på den her blog så 🙂 Og ha ha ha, TAK for fantastisk forklaring på “købe ind!” 🙂
Mor-monsteret fra skøreliv.dk
25. februar 2016 at 18:51Altså, det der med at købe ind, det var jo din mands hovedpine, ik’?
Lillemor
25. februar 2016 at 19:42Sandt!!! Men nu hvor man tænker over det…så giver det jo sprogligt ingen mening 🙂
Marie / krøllerier
25. februar 2016 at 18:58Min datter på 4 år har set Løvernes Konge, hvor Simbas far dør, og de siger, at han bliver til en stjerne. Det relaterer hun sig til. Til gengæld spørger hun også om min søster x er død, nu hvor hun ikke ser ham længere…
Marie / krøllerier
Lillemor
25. februar 2016 at 19:41Åh, husker tydeligt hvor meget jeg tudede dengang jeg første gang så, at Simba døde!! Men det er jo egentlig en meget smuk ting at sige, at personen bliver til en stjerne. For “så er den langt væk, men man kan stadig se den!”
Christina
25. februar 2016 at 19:10Min oldemor døde sidste år, og jeg fik beskeden en eftermiddag hvor jeg var alene hjemme med to børn. Uanset hun døde af alderdom, og at det var det bedste for hende efterhånden at få fred, pga. demens, blev jeg alligevel lidt ked af det. Og så sidder man der med en 1 årig som fatter hat og en 3 årig der spørger hvor mor er ked af det. Valgte at være ærlig, om at deres tip-oldemor var død. Den ældste har kun mødt hende en gang, men spurgte alligevel også ind til emnet om døden. Vi er ikke just kristne hjemme hos os, men tog også “udvejen” med engle og at de sidder oppe på skyerne og holder øje med os. (Og at man selvfølgelig først dør når man er lige så gammel som tip-oldemor, som blev 94 år)
Hun har bragt det op nogle gange siden, men hun virker umiddelbart tryg ved tanken om at de der dør stadig er her lidt.
Ved ikke om det bliver anderledes når en hun husker tydeligere dør…?
Lillemor
25. februar 2016 at 19:39Kære Christina. Puha det lyder hårdt! Og ja, man bliver naturligvis ked af et. Det er jo ET HELT LIV der er væk. Slut. Det er jo sørgeligt i sig selv, at et helt liv fyldt med glæde, oplevelser, børn, børnenebørn og tip oldebørn er slut. Så man bliver naturligvis påvirket af det! Og kan kun forestille mig hvor svært det må være, at formidle videre til sine børn.
Nønne
25. februar 2016 at 19:47Min far og søster et bedemænd og vi har altid snakket åbent og ærgelig omkring døden med min nevø som nu er 5. For hvad sker der egentlig når man dør? Pas .. Det ved vi ikke , måske får vi vinger, måske ikke ? .. Og man dør jo ikke KUN af alderdom.. Du kan også dø imorgen af en eller anden årsag og så har du måske fortalt dit barn af man kun dør af alderdom og så kan barnet sidde tilbage og tænke ” men det passede jo ikke” min. Min nevø ved også man kan dø af noget sygdom osv. Jeg tror på det er vigtigt at være ærlig omkring døden .. Jeg kan anbefale at læse ” hvor går man hen når man går bort” den kan man få hos nogle bedemænd 🙂
Lillemor
28. februar 2016 at 13:55Tak for råd Nønne! Og jeg er enig! Det er mere aldersmæssigt at jeg er tilbøjelig til at være usikker. Usikker på i hvilken alder de kan tåle de hårde facts. For ingen tvivl om, at de naturligvis SKAL have sandheden at vide. Men er det mere gavnligt end skadeligt i en alder af 4 år? For hvis hun får at vide at man kan dø af at være syg, hvad så når mor eller far er “syge med influenza”? Så vil hun jo med garanti tror at vi skal dø. Hun kan jo ikke reflektere over, ej heller skelne mellem at være syg med uhelbredelig kræft eller med forkølelse. Så om end jeg er enig i at man skal være ærlig, så synes jeg man skal være det, så det passer med børnenes udvikling og forståelse. Men måske jeg tager fejl!
Marie Egenby
25. februar 2016 at 19:57Da min søn var lige knap 4 år, døde min farmor. Vi havde heldigvis lige været hjemme og besøge hende til jul få uger forinden. Min søn fik valget om han ville med til begravelsen, og det ville han gerne.
I tiden op til begravelsen talte vi en del om døden, og jeg fortalte ham om Himlen, og at det var der Oldemor nu var henne. Hun havde forladt sin krop, og sjælen var fløjet. Jeg beskrev Himlen som et sted oppe ved skyerne hvor man kunne gøre alt hvad man ville og spise alt det slik man havde lyst til. Alle havde vinger, og man hoppede fra sky til sky og kunne kigge ned på menneskene, der stadig levede. Man havde aldrig ondt og var aldrig ked af det.
Jeg malede muligvis et lidt for flot billede, for pludselig begyndte min søn at sige at han ville ønske at han snart døde, og om jeg ikke kunne dræbe ham (!). Fuldstændig ublu, midt i en fyldt morgen-bus. Jeg fik lynhurtigt afslået at slå ham ihjel, og sagde noget i retning af at man var nødt til at vente på at det var ens tur til at dø. Ellers ville Himmel-politiet ikke give en vinger, og så kunne man kun sidde på en sky.
Den åd han heldigvis og stoppede så med at ønske sig selv død. Pyh..!
Han klarede i øvrigt begravelsen utrolig flot. Vi var endda inde at se min døde farmor i åben kiste inden, og han blev ikke bange eller ked. Heller ikke selvom jeg græd en smule.
Lillemor
28. februar 2016 at 13:58Hej Marie! Jeg griner altså lidt over episoden med bussen 🙂 Det er lidt sjovt, om end lidt voldsomt ha ha 🙂 Men altså…jeg synes din forklaring er fin. Og kunne selv være tilbøjelig til at give nogenlunde samme version. Jeg tænker at det er lidt lige som at påstå at julemanden findes. Det slynger vi jo gerne ud til alle børn. Men pludselig i en alder af 6-7 år, finder de ud af, at vi er fulde af løgn. Men der forstår de nok også bare mere!
Marie
25. februar 2016 at 20:29Min søn får nogenlunde samme forklaring, som den din veninde gav. Og han siger selv, at han ikke skal dø, for brandmænd kan ikke dø. Han er tre og et halvt år. Vi kom engang til at låne en bog på biblioteket, hvor en dreng mister sin mor, de havde læst den i børnehaven, men jeg syntes faktisk, at den var ret rå og virkelig sørgelig, hvilket er helt fint, men den krævede en god snak. Jeg spurgte min søn, om han ikke troede, at drengen var ked af det, nu hans mor var væk. Han kiggede bare på mig og sagde: “nej han har jo sin far…”. Haha den sad. Men i går sagde han selv, at han troede, at hans far var død, fordi vi ventede længe på, at han kom hjem fra arbejde, det rørte nu ikke min søn det mindste. Med andre ord tror jeg ikke helt han forstår rækkevidden af “død” endnu. Jeg tror, at forståelsen for, hvad døde indebærer, kommer i etaper livet igennem… Jeg tror måske børn skal have sandheden i små doser, og synes mange børnebøger til emnet op på gode måder. Vil dog aldrig rode mig ud i den med englene, det er fuldstændig udenfor alt, hvad jeg tror på.
Lillemor
28. februar 2016 at 13:48Hej Marie! Brandmænd kan ikke dø 🙂 Hvor sødt! Og jeg tror du har ret. Børn i den alder, forstår nok ikke “rækkevidden” på død. Det er også derfor at jeg mest er tilhænger af, at vente lidt tid med den mere uddybende forklaring (for selvfølgelig skal de have den!) til de kan reflektere lidt mere over det.
Tina // Provinsmor
25. februar 2016 at 20:56Jeg er helt klart fortaler for ærlighed men måske en smule modificeret ind imellem. Samtalen om døden har også været oppe og vende på min blog i dette indlæg http://provinsmor.dk/hverdagens-smaa-oejeblikke-8/
Jeg synes egentlig, at det er okay at sige, at det er når man bliver gammel. Vi mistede desværre en baby på 3 måneder i vores allernærmeste familie sidste år i april. På det tidspunkt var Silas 4 år, og vores lillebror var 3 måneder, ligesom drengen, der døde. Jeg var selv rigtig trykket ved at skulle fortælle Silas det, men han tog det overraskende flot. Var selvfølgelig meget nysgerrig, og det har givet anledning til mange snakke om døden, hvorfor man bliver syg osv. – sjovt nok tit, når vi kører bil. Men pointen med det hele er egentlig, at jeg har lært, at det er os voksne, der er berøringsangste, og jeg tror det er vigtigt, at vi tør ‘komme over det’ for at give børn et oprigtig syn på livet. De håndterer det langt bedre end os voksne – de er ligefremme, ærlige og nysgerrige og intet er unaturlig for dem.
Men dermed ikke sagt, at snakken om døden er nem, og de små grå kommer indimellem på overarbejde for at finde det bedst egnet svar.
Lillemor
28. februar 2016 at 13:45Tak for link til indlæg Tina, det vil jeg se frem til at læse 🙂 Og puha, sikke et tab I har måtte gå igennem i jeres familie. Det er super hårdt at miste. Og det er som om at det bare er “lidt mere uretfærdigt” når det er små børn, der slet ikke har oplevet glæden ved livet.
Marie
25. februar 2016 at 22:36Tror det afhænger meget af hvilket barn det er. Da
Min søn var 4 og begyndte at tale om døden i forbindelse med at morfars kat var død, forklarede jeg ham at ville alle skulle dø osv. Han brød fuldstændig sammen og var skrækslagen for at dø. Han talte hele tiden om at han ikke ville dø, til sidst overgav jeg mig til løgnen og sagde “nej lille skat selvfølgelig skal du ALDRIG dø”. Så snakkede vi ikke så meget mere om det. Men nu hvor han er 8 kan han sagtens reflektere over døden uden at blive ked.
Hans lillesøster er 3 og snakker meget om død, det er tydeligt at hun intet begreb har om det, hun snakker meget om hvor hun skal bo når mor og far dør, om en (fantasi) kat hun har haft som er død, hun forklare meget levende hvordan hun skal ligge når hun dør og leger tit at hun dør
Lillemor
28. februar 2016 at 13:43Hej Marie! Det er lige præcis et jeg mener!! Jeg kan være i tvivl om en 4-årig kan rumme sandheden. Jeg er også mest tilbøjlig til at “udskyde” den snak. For hun forstår jo bedre om nogle år…og kan bedre reflektere over det. Det er svært i en alder af 4 år. Selvom jeg egentlig går ind for at være ærlig!
Heidi
26. februar 2016 at 11:44Hjemme hos os er vi ret ærlige med den slags. Vi har også haft vores datter med til begravelser, selvom det er en hård oplevelse, men vi mener at døden er en del af livet og de kan med det samme mærke hvis man ikke er ærlig og prøver at vige udenom – og så slipper spørgsmålene aldrig op. Trust me..Men siger da også at vi tror på liv efter døden så man ikke forsvinder helt. Til spørgsmål om hvornår siger vi at det forhåbentlig først bliver når man er blevet rigtig gammel, og siger at det ikke er noget man skal gå og tænke på. I øvrigt er det klamme spørgsmål, bare tanken om det får til at løbe iskold ned af rykke og man får lyst til at kaste lidt op… Tænk hvis ens barn dør, tænk hvis man selv dør (snart forstås) og ikke er der til at se sit barn vokse op.
Min datters guldkorn – hvorfor hedder det Børnetime, når det kun varer ½ time.. Ingen ved dét. Venter endnu svar fra DR!!!
Lillemor
28. februar 2016 at 13:41Hej Heidi! Jeg går bestemt også ind for ærlighed. Spørgsmålet er blot i hvilken alder at sandheden skal smækkes på bordet! Og HA HA HA meget fornuftigt spørgsmål fra din datter! Det har jeg i grunden aldrig spekuleret på. Men ja, det giver ingen mening 🙂
Karen
26. februar 2016 at 22:41Herhjemme har jeg også valgt at tale rimeligt åbent om det at dø og drengene har været med til de begravelser der har været i den nære familie.
Jeg mistede selv min lillebror på 2 mdr. Da jeg var 7 år. Så for mig har døden altid været noget som jeg selv som barn brugte mange tanker på. Min lillebrors død faldt sammen med at jeg fik læst brødrene løvehjerte højt, så i mange år var himlen for mig en blanding af engle på skyer og den verden brødrene kommer til. Lidt forvirrende men det gav mening inde i mit barnehoved.
Lillemor
28. februar 2016 at 13:39Hej Karen! Puha det må have været hårdt i så ung en alder! Der bliver man jo unægteligt nødt til, som forældre, at komme med en anden forklaring end min – og også at det kan ske for andre end “gamle mennesker”. Men jeg synes det er ret interessant at tale om, præcis hvilken alder (ca.) børnene skal introduceres for den “barske” virkelighed. Det jeg frygter mest det er, at min datter (der kun er 4 år!) i fremtiden tror at MOR DØR hvis jeg fx er “syg” med forkølelse eller noget. For kan de skelne i så ung en alder?
Sascha
27. februar 2016 at 8:50Kan det ikk være, at det er fordi man køber ind til sit køleskab, køber ind til sine skabe osv? 😀
Lillemor
28. februar 2016 at 13:37Jo! Men hvorfor “ind”? 🙂
Randi
29. februar 2016 at 12:08Jeg er ret for nylig begyndt at følge med her på din blog. Efter jeg selv er blevet mor (for 8 mdr siden) er det meget rart at kunne spejle sig i andre (helt almindelige) mødre (der er ærlige og humoristiske). Anyway, angående døden – min far døde sidste forår og særligt min niece på dengang 2,5 var meget optaget af hvor morfar dog var henne når han nu ikke sad i sin lænestol som han plejede (hun var ikke med til begravelsen). Siden har hun mange gange været med ved hans grav, og ved at hans krop ligger der – men at hans samtidig blev til en stjerne der holder øje og passer på os. Samme forklaring fik jeg selv da jeg var barn, og kan stadig godt lide tanken om at det er mine “bedster” der sidder deroppe i himlen og blinker til mig/os.
Lillemor
3. marts 2016 at 21:56Hej Randi! Dejligt at du læser med og at du kan drage nytte af det skrevne 🙂 Det er et stort kompliment kan du tro. Jeg synes i øvrigt at det er en meget fin forklaring. Og jeg har også selv fortalt min datter det samme ofte, da jeg ligeledes har mistet en forælder og hun gentagne gange, har været med ude på graven. Men. Nu er hun større! Og forventer mere uddybende svar! Og det er svært synes jeg! For jeg tor ikke at hun endnu kan rumme informationen om, at man kan dø af at være syg. Mest fordi, at jeg jo ikke ønsker at hun skal være bange for at JEG en dag bliver syg (med forkølelse) og dør. Det er svært 🙂 Men den med stjernen er fin synes jeg.
Jelena
4. marts 2016 at 11:18Vores børn bekymrer sig ikke om døden endnu, men vi taler åbent med dem om, at man kan dø – også som barn. Ikke hele tiden, bevares, men når man nu som os bor på Nørrebro og cykler på en af byens mest (trafik)farlige gader dagligt, så synes jeg, at det er ok, at man fortæller børnene, at de ikke bare kan komme til skade men også kan dø, hvis de løber ud på vejen. Dø som i ‘så har man ikke flere liv, og så kan man ikke spille videre/lege mere – nogensinde). Det kan de forholde sig til og lader ikke til at tage det tungt 🙂
Amanda
9. marts 2016 at 20:08Hejsa. Jeg er vist lidt sent på den, men faldt lige over dit indlæg, og kom til at tænke på en episode fra den gang jeg arbejdede i en børnehave.
En af de store piger på omkring de fem år, fortalte mig at hun nogle gange vågnede op om natten og troede at hun skulle dø, og så blev hun bange. Jeg prøvede at spise hende af med klassikeren om, at når man dør, så kommer man op i himlen og der er der alle de ting man godt kan li’. Hun skulle derfor ikke skulle være bange, sagde jeg, hvortil hun rynkede på næsen og sagde, at hun altså havde hørt at man kommer ned i jorden når man dør, ikke i himlen….
Det viste sig at hendes læge-forældre arbejdede med dødsyge børn og vist havde snakket lidt for højt om emnet over middagsbordet. Pointen er at døden er noget abstrakt, mærkeligt noget, og det kan hurtigt blive uhyggeligt oppe i et barns fantasi. Derfor mener jeg at det er helt okay at pakke døden ind i engle og skyer og lyserøde historier – også selvom man er full-blown ateist.. 🙂
Lillemor
10. marts 2016 at 9:55Hej Amanda! Du har ret 🙂 Jeg er også ret afklaret med, at det er ok at stikke dem en løgn i ny og næ. En lille bitte hvid løgn. Mest af alt, fordi de ikke forstår sig på emnet endnu. Når de en dag gør, så vil jeg (ateist eller ej!) fortælle, at det er forskelligt hvad man tror på. Og at man faktisk ikke er helt er klar over, hvad der vil ske.
Schuhe: Damenschuhe der Saison - Schuhmode
3. februar 2019 at 8:57A remarkable reveal, I merely given this on to any colleague who had previously been doing a tiny investigation for this. Anf the husband in fact purchased me personally breakfast because I discovered this pertaining to him or her.. look. Consequently permit me to reword in which: Thnx for your handle! Nevertheless yep Thnkx pertaining to shelling out enough time to talk about this particular, I’m firmly regarding it and enjoy reading on this topic. If at all possible, as you become knowledge, could you brain updating your blog with increased specifics? It can be very ideal for me personally. Huge browse way up because of this post!
Kristina Mikkelsen
3. februar 2020 at 12:16Jeg havde da sønnen var omk 3-3, givet ham forklaringen med at man først dør når man bliver gammel.
Vi besøger så min mor der døjer med leddegigt og andre skavanker. Jeg sidder i stuen og nyder lidt tid alene med et af mors blade, mens søn og mormor hygger i køkkenet. Fanger lidt i det underbevidste at han spørg ind til hendes piller og gerne vil smage hvortil hun siger det kun er til voksne og fordi hun har en sygdom osv.
Da vi er på vej hjem siger min søn ud af det blå: mor, mormor dør snart. Jeg bliver ret overrasket og svarer: nej skat selvfølgelig gør hun ikke det. Hvortil han siger: jo for mormor siger hun er gammel (i forbindelse med snakken om hendes sygdom og piller) og når man er gammel så dør man!!!
Må indrømme jeg blev noget overrasket.
Den dag i dag ved han alt om fødsels og død?