Dilemma

“Jeg stjal…men det var jo ikke helt med vilje?” Dilemma #2

ABM_1453646401-2

Hvis du sidder og tænker… “A whaaat?. Hvad handler dét nu om?” så fik jeg jo den geniale idé (synes jeg selv…), at køre en slags “Mads og Monopolet” her på bloggen blot i ny og næ. Læs mere om det HER. Jeg fortsætter med at blogge som vanligt, dette er blot en lille sidegeshæft. Jeg har fået en håndfuld breve, men hvis det skal fortsætte, så skal der flere i min retning 🙂

Responsen fra jer (panelet!) fra “Må man holde kærestens venner uden for? Dilemma #1” sidst var rigtig god! – Om end meget delte meninger. Anne skrev dog tilbage til mig, at hun havde besluttet sig for, at hun VILLE invitere de to fyre med til hendes fødselsdag. “For som én af dine læsere skrev: Så gør det for kærestens skyld”. SÅ dejligt at vi (I) kunne hjælpe Anne.

Dilemma #2 kommer fra Cathrine som skriver følgende:

Hej Lillemor!

Jeg følger troligt med i din blog og lidt pudsigt var det, at jeg dagen efter jeg havde læst det første dilemma, pludselig står i et kæmpe dilemma selv!! Det der skete var, at jeg var på januar udsalg i et storcenter. Veninden og jeg ender i et smykke mekka med 30-50% på alt fra sidste års kollektion! Og det er jo guf for os kvinder, ikke sandt 🙂 ? Vi står blandt en masse andre udsalgs-hungrende mennesker og forsøger at rave de bedste ting til os. Jeg ender med at prøve en ring, som jeg er ret pjattet med. Lige med ét kalder veninden fra smykke-bordet ved siden af og spørger mig til råds om nogle halskæder. Før jeg ved af det, er alt fokus på halskæderne og vi ender begge med at købe et par halskæder. Godt glade og tilfredse over vores januar-kup, kører vi hen på en café et pænt stykke fra storcenteret. Lige som vi sidder og spiser opdager jeg, at jeg har en ring på fingeren!! Den ring jeg prøvede, inden min veninde kaldte på mig i butikken. En ring som jeg ikke har betalt for. En ring som jeg egentlig HAVDE planer om at købe. Jeg havde ikke mulighed for at tage hen med ringen samme dag, men ville egentlig også syntes at det var pinligt at sige: “Ja hej, jeg stjal…men det var jo ikke helt med vilje?”. For jeg var ærligt bange for deres reaktion. Jeg tog hjem og lagde den i en skuffe, for lige at overveje situationen. Jeg skiftes nu til at tænke: “Nah, jeg beholder den!” til “Jeg må nok hellere vise mig fra min bedste side og aflevere den tilbage!”. Men er det for sent nu? Jeg arbejder selv i butik og VED at der altid vil være et tab. Det “afskriver” man jo bare i butikken og der er jo ikke en decideret affektionsværdi for butikken. Det havde jo nok været anderledes, hvis det var et menneske der var blevet berøvet. Eller hvad?? HVAD SKAL JEG GØRE 🙂 Håber du har nogle kække møgkællinger (he he, jeg stemte også for dét forslag!) der kan komme med deres mening.

Kærlig hilsen Cathrine

Av av av Cathrine….det er muligt at jeg bare er et rigtig dårligt menneske og ender direkte i helvede…men jeg kan sagtens forstå, at nogle ville overveje løsning 1: at beholde den (hermed IKKE en opfordring til, at andre mennesker skal være lige så afskyelige mennesker som jeg selv!). Mest fordi jeg ville syntes det var SÅ akavet at aflevere den tilbage. Men kan samtidigt også godt fornemme den dårlige samvittighed der måtte være – og spørgsmålet er, om den er værd at leve med. Og tænker også, at man ville få en rigtig rar fornemmelse i kroppen, ved at gå hen og aflevere ringen og sige det som det er.

Så hvad synes I der ude?? Skal hun aflevere den tilbage eller beholde den?

 Og så lige en opfordring: Hvis du synes om “dilemma-konceptet” så tøv ikke med at send nogle dilemmaer i min retning 🙂 Det fortsætter kun så længe, der kommer mails i min indbakke 🙂 Send på min mail: jordemodertina@gmail.com eller som besked på Instagram eller på Facebook.

You Might Also Like

12 Kommentarer

  • Reply
    Lene
    11. februar 2016 at 14:00

    Jeg ville aldrig kunne bruge ringen med god samvittighed. Hvis du synes det er akavet at stå ansigt til ansigt og aflevere den tilbage så send den i en kuvert til dem med en lille undskyld note 🙂

  • Reply
    Louise
    11. februar 2016 at 14:08

    Jeg tænker det samme som Lene!! Send ringen afsted til butikken og få noget god samvittighed

  • Reply
    Kamilla
    11. februar 2016 at 14:13

    Jeg må være ærlig at sige, at jeg nok have beholdt den!!!

  • Reply
    Lone
    11. februar 2016 at 14:31

    Ja, god ide med “monopol”-konceptet!
    Jeg mener der må være en bagatelgrænse, når nu dette “tyveri” ikke var intentionelt. Dermed er prisen altså af afgørende betydning for min holdning – og jeg forestiller mig ikke det er en kostbar sag, der sådan bare har ligget til fri afprøvning? Prisens betydning vil i mine øjne også være relativ i forhold til butikkens størrelse og art – om vi taler h&m eller en privat smykkerforhandler.
    Jeg ville også have dårlig samvittighed – men fejlen skulle have været rettet med det samme, med mindre den ikke hører under bagatelgrænsen, synes jeg 🙂

  • Reply
    C
    11. februar 2016 at 14:47

    Jeg havde nok beholdt den – og egentlig ikke tænkt mere over det! Medmindre jeg havde set det, så snart jeg gik ud af butikken eller havde mulighed for at komme tilbage hurtigt – som i samme dag! 😀

  • Reply
    Stine
    11. februar 2016 at 19:40

    Jeg ville tage ud i forretningen og betale for ringen, og så tage den med hjem igen – så har ringen fået en historie. Jeg ville ALDRIG kunne gå med den med god samvittighed, med den historie den har nu, uanset om den koster 20 eller 2000kr.

    Jeg havde nok også lige bagt en kvajekage til medarbejderne i butikken, og så ellers bare taget det med et smil.

  • Reply
    Cecilie
    11. februar 2016 at 20:17

    Uhh et godt dilemma! Jeg gjorder præcist det samme som teenager, jeg stod og prøvede forskellige toppe for at finde ud af hvilken en jeg vil købe. Jeg beslutter mig for en, køber den og tager hjem. Om aftenen da jeg skal have nattøj på opdager jeg til min skræk at jeg har en top sidde omkring maven. Gik i panik og skyndte mig at smide den ud 😉 hehe
    Min pointe er at jeg tror det kommer meget an på din samvittighed. Jeg vil aldrig selv kunne gå med den. Så mit forslag er at gå ned i butikken med et smil og indrøm det og betal for den, eller som Lene foreslog send den i en konvolut med en undskyldning 🙂

  • Reply
    Stine Askløf
    11. februar 2016 at 20:23

    Puha den er svær. Jeg har det nok lige som Lillemor 🙂 Kunne godt være fristet til begge dele. Men jeg tror nu alligevel, at jeg ville kontakte butikken. Evt. ringe? Og så man kunne overføre via banken? Så slipper man også for det der akavede møde. Det tror jeg at jeg ville gøre. Kh Stine

  • Reply
    DeniseP
    11. februar 2016 at 20:24

    BEHOLD DEN!! INGEN SAVNER DEN JO 🙂 🙂

  • Reply
    Ninni
    11. februar 2016 at 21:14

    Vil du kunne vise dig i den butik igen uden at få røde kinder? Så er det bare ned og aflevere eller betale. 🙂 Jeg er sikker på, at de vil forstå og tage imod din undskyldning. Og så har du ikke den sorte sky hængende over hovedet.

  • Reply
    Marie
    11. februar 2016 at 21:26

    Jeg havde beholdt den. Som en nævner, hvis den var af stor værdi, så kunne man ikke bare prøve frit. 🙂
    Havde heller ikke tænkt over det efter, det sker og det er ikke det samme som tyveri.

  • Reply
    Stina
    13. februar 2016 at 12:51

    Jeg havde nok også beholdt den. Det virker så så dumt eller akavet at aflevere den tilbage så kænge efter. Så skulle du have afleveret den tilbage med det samme. Og som du skriver. Hvor der handles der spildes der.

Svar