For en måneds tid siden udgav jeg et indlæg, hvor en masse mænd’er udtalte sig om, hvordan kvinder kunne gøre dem glade. Og jeg må jo nok indrømme, at det er ved at være noget tid siden, at jeg sidst selv aktivt har gjort noget for parforholdet. Altså noget “sensationelt” forstås. Med to børn på 2 og 4 år, går der sgu hurtigt lidt børne-/familie-maskineri i den. Hverdagen kører bare derud af og den ene dag tager den anden. Og pludselig er det ved at være noget tid siden, at man har givet sig selv lov til at være KÆRESTER. Ikke mor, far, partnere i en familievirksomhed, forældre…nej, bare KÆRESTER. Som vel egentlig er hele fundamentet for at maskineriet hænger sammen. Så det er velsagtens ret vigtigt at passe på forholdet og hinanden. Jeg genlæste indlægget et par gange, for at få nogle gode fif fra de kære mænd. Og nu sidder jeg med blå mærker, er øm i hver en muskel jeg ikke har og har lyst til at give far-bloggeren Farudenfilter en fuckfinger highfive, for at være kommet med dette forslag: “klatring”. Et forslag som jeg tog til mig.
For det der skete var:
Jeg havde planlagt en date for Lillefar og jeg selv og arrangeret børnepasning med sleep-over. Jeg smækkede en lille kuvert med teksten: “Må først åbnes når du kommer på arbejde” i Lillefars retning dagen inden. I kuverten havde jeg klippet et hjerteformet kort (JO jeg havde sgu – stående applaus modtages med kyshånd) og skrevet “(…) og i morgen skal vi to på date. Vi skal ud og klatre i træer og ud og spise (…)”. Han var heldigvis rigtig spændt og glad. Men da vi dagen efter slog øjnene op til vores date-dag spurgte Lillefar mig, om jeg egentlig ikke var lidt nervøs for det dersens klatring. Han havde nemlig hørt at det skulle være ret hardcore. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at jeg var rimelig rå, når det kom til at være off-road. Hvilket naturligvis er løgn. Jeg magter ikke engang at gå ud i vores have.
Flashback til for et par år siden: Lillefar: “…og hvis du er i tvivl om HVOR haven er, er det dét dér store grønne område, der ligger DEN VEJ” sagde han og pegede, alt i mens jeg lå og tronede på sofaen med en kop kaffe.
Nå, tilbage til nu-tid. Jeg havde købt to billetter til Til Tops som bl.a. findes i Virum og er tre forskellige forhindringsbaner, hvor balance, højdeskræk og grænser udfordres. Da vi ankom kunne jeg da måske godt se, at der var liiiige lovlig højt op til de udfordringsbaner, vi skulle beskæftige os med de næste 4 timer. 16 meter for at være hel præcis, hvilket jo egentlig svarer til en god gang 3.-4. sal i et lejlighedskompleks. Og man har IKKE mulighed for, at stikke halen mellem benene, når først man er kommet derop. Man har intet andet valg end at gennemføre banerne…ELLER alternativt at få et redningshold ud og hente én. Og det skulle fandengalemig ikke hedde sig, at Lillemor skulle hjælpes ned med en kran. Jeg var af en eller anden årsag fortsat overbevist om, at jeg overnight var blevet en ren Lara Croft og at det ville være en snild sag for mig, at komme igennem alle tre baner. Faktisk måtte jeg hellere sætte tempoet ned så ham dersens Lillefar ville have en chance for at følge med…eller noget.
Sådan her følte jeg mig inden vi gik igang med banerne…og ja, der er måske ikke så meget Lara Croft over mig. Men jeg havde en god røv i mine løbebukser (der endnu ikke har haft glæden af at opleve løb)
En meget sød instruktør vejledte os i sikkerhed, seletøj (der sikrede os hele vejen igennem alle baner) m.v. og vi fik en hjelm skruet på hovedet. Og så var det ellers derud af. Eller…der op af. De første to baner gik fint. Balancen blev afprøvet og højden var egentlig ikke som sådan et problem. Men så nåede vi 3. bane. Og så sker dét der IKKE måtte ske. Da vi var aller aller ALLER højest oppe, gled min fod ned fra forhindringsbanen. Alt hvad der hed muskler, energi, basal hjerneaktivitet og balance var røget fløjten. Seletøjet stod sin prøve og greb Lillemors beskedne letvægt (ahremm…) i sikkerhedswiren. Og så hang fede Dorit Lillemor ellers dér som en indbundet skinke, med både muffin-form og g-string hængene til frit udsyn for skovens gæster. Jeg var FÆRDIG! Og jeg kunne IKKE komme op igen…hvilket jeg var nødsaget til, før jeg kunne komme gennem forhindringen og NED på sikker jord. Og mens jeg hang dér, fik jeg flashbacks til alle de søde fødende kvinder jeg arbejder med til daglig, når de med ild i øjnene kigger på mig og siger: “Jeg KAAAN IKKKEEEEE MEEERE!” og jeg med opmuntrende stemme svarer: “Du kan sagtens…du har flere kræfter end du aner! Du kan sagtens det sidste stykke, du skal bare tro på det!”. Og pludselig som jeg hænger dér og tænker: “Jeg skulle SÅ meget have inviteret på par massage i stedet for” sagde Lillefar: “Du kan sagtens…du har flere kræfter end du aner! Du kan sagtens det sidste stykke, du skal bare tro på det!”. Well fuck you very much karma! Derefter sagde han: “Prøv engang at se om du kan hejse dig op i armene, bruge lårmusklerne og svinge dig op!”. Lårmuskler? Øh, undskyld har vi to mødt hinanden før? Og hvor er den kran når man skal bruge den?
Meget sød instruktør kom til undsætning, eller hvad man nu kan kalde det, når man står og kigger op på to store hvide baller, der hænger mellem to træer. Hun havde redningsholdet i røret, der skarpt blev opdateret med hver enkelt nyt move der blev lavet fra Lillemors side af. Lillefar kom på den fixe idé, at kaste et reb hen til mig og prøvede efter bedste evne, at hejse mig ind. Det lykkedes heldigvis efter en god rum tid, og jeg er tilsyneladende ikke den bad-ass-mother-fucker som jeg ellers lidt havde planlagt at være lige præcis den dag.
Jeg burde sgu have vidst bedre, når de på deres hjemmeside som en lille teaser spørger:
- Ønsker du sjovt samvær? …og min første umiddelbare tanke er: Ja, med alkohol.
- Vil du udfordre dig selv? …og min første umiddelbare tanke er: Ja, i kategorien: hvor længe kan jeg mon sove til i morgen tidlig, mens Lillefar, Kummefyrseren og Mandlen er på overnatning andetsteds.
- Er du god til at hjælpe dine venner videre? Og min første umiddelbare tanke er: Jeg har da prejet en taxa i ny og næ for fulde veninder ,i de gode gamle dage, og sørget for at de kom helskindet hjem fra byen.
- Er du glad for at bruge kroppen? Og min første umiddelbare tanke er: Nej. For helvede nej.
- Vil du se skoven fra en anderledes vinkel? Og min første umiddelbare tanke er: Nej. For helvede nej.
- Vil du have frisk luft? Og min første umiddelbare tanke er: Nej. For helvede nej.
NÅR DET SÅ ER SAGT så kan jeg varmt anbefale stedet (og de to første baner). Og det koster kun 300kr pr. person. Andet jeg sagtens kunne overveje til en anden gang, er helikoptertur 699kr, indendørs klatring til 350kr, oplevelse med virtual reality (mænd ved hvad det er) til 199kr eller fx tur i racerbil til 549kr. (Affiliate links)
Efter jeg havde lemlæstet min krop gul og blå tog vi ud og spiste og holdte i hånd. Og ved du hvad den største “succes” var? Det var at vi på intet tidspunkt talte om vores børn. Og på trods af at jeg GODT kan lide mine børn, så var det faktisk ret vildt at blive mindet om, at vi SAMMEN har masser af andre ting vi kunne tale om.
Har du været på nogle vilde dates? Hvordan sørger du for at spice parforholdet op (og husker du det?). Fortæl fortæl fortæl 🙂
Og har du lyst kan du også læse nedenstående:
Jeg forstår godt at nogle går fra hinanden, når de får børn…
6 Kommentarer
Mette
11. april 2016 at 23:00Elsker det…. Hold nu op hvor er det sjovt 😂😂
Tror sgu ham herhjemme også snart skal på date…. Må gå i tænkeboks, Tak for super inspiration.
Dia // detusmukkeliv.dk
12. april 2016 at 10:30HAHAHA! Fænomenal beskrivelse! Det kan godt være, du havde problemer undervejs, og jeg selv lider af mega højdeskræk, men jeg får altså lyst til at tage udfordringen op! (Det føles lidt som en udfordring, det der.) Og hvis det kan få os til at glemme, at vi har børn for en stund og bare være kærester, så er det dælme godt givet ud! Sidst vi var på date, var vi så trætte, at jeg, som er den mindst snakkesaglige i parforholdet, skulle trække ordene ud af min mand… Måske skulle vi starte dagen med at sove, altså sove længe (man starter vel altid dagen med at sove)…?
Nadja
19. maj 2016 at 19:06Skøn beskrivelse! Vil klart anbefale jer vindtunnel i Tåstrup – perfekt adventurestemning (som giver vilde rus og en lidt øm nakke) uden at forlade Vestegnen!
Lillemor
20. maj 2016 at 14:39Jeg tjekkede det faktisk ud Nadja!!! Jeg synes bare det var lidt dyrt. 800kr for 2×2 minutter 🙂 Men det var min prioritering nr 2. Skal HELT sikkert prøves en dag! Og ja, GUD FORBYDE man skulle forlade vestegnen 🙂 Kh Lillemor
Pernille
29. marts 2019 at 23:21Jeg har tårer i øjnene og trillede ned ad kinderne. Hold nu op, det er sjovt det der! 😂😂😂 Og sejt at du kom ind igen.
Lillemor
31. marts 2019 at 9:34Ha ha, dejligt at det fik smilet frem på dine læber 🙂