At miste en forælder…og frygten for at efterlade.

Jeg var 16 år gammel da min mor fortalte mig, at hun nok kun havde ét år tilbage at leve i. Lægernes hårde dom, efter mange års kamp mod kræft. Jeg havde netop afsluttet folkeskolen og der ventede et år på efterskole og dernæst gymnasiet. Med venner jeg endnu ikke havde mødt. Og en hverdag der var så ulig den jeg kendte til. Folkeskolens-, hjemmets- og forstadens trygge rammer, skulle snart ændres for varigt. Jeg var ved at blive “voksen”. Og jeg vidste at jeg ville mangle én til at guide mig. Én til at vise mig vejen. Én der kunne samle mig op når jeg faldt. Én der kunne lære mig at være kvinde.

En mor.

Kun fem måneder efter holdte jeg min mor i hånden, for det jeg vidste ville være den sidste gang. Talte hendes sidste åndedrag. Sugede hendes sidste nærvær til mig, om end det kun var hendes krop der var til stede. Hendes sind og sjæl var for længst underkastet den ubarmhjertige sygdom. Men illusionen om hendes tilstedeværelse og minderne om vores tid sammen var alt overskyggende, om end jeg vidste, at det lige om lidt var slut. For alvor. Og for altid.

På et split sekund var alt det velkendte borte. Og der er ingen måde man kan forberede sig på døden på. Ingen. For man spørger sig selv: Hvordan kan folk fortsætte som om intet er hændt? Hvorfor kører busserne stadig? Hvorfor tager folk på arbejde? Hvorfor griner de? Mit liv var gået helt i stå, og mit hjerte holdte mig kun modvilligt i live… Hvad var det de ikke kunne se? Hvad var det de ikke kunne forstå?

Omverdenen havde andre forventninger til, hvornår jeg atter skulle fortsætte “projekt livet går videre”. Et projekt jeg i øvrigt havde mistet tilliden til. Ikke kunne se meningen med. For hvad mening er der i, at leve livet, hvis ikke det kan være med dem man elsker aller højest? Det føltes som om, at alle omkring mig kørte i 5. gear, alt imens jeg selv var i bak-gear. Men når man mister, går hverdagen videre, om end ens sind er midlertidigt ude af drift. De omkring sig griner, tager på arbejde og man er tvunget til selv at hoppe på de busser, der ufortrødent kører videre. Uden hensyntagen til den efterladte. Og før jeg vidste af det, var tiden med min mor et minde. Noget der var. Noget der ikke længere var en del af mit liv og mit sind. Hverdagens gang havde vundet. Jeg fandt glæder ved livet igen og tog mig selv i, ikke at tænke på min mor hvert et vågent øjeblik. Hun blev til en tilfældig tanke i ny og næ. En tanke der ikke længere var forbundet med de største følelser.

For hey – det er vel dét der gør, at man overlever?

Hvis jeg skulle tænke på hende hver eneste dag og i selskab med følelsesregisteret fra den gang, ville jeg ikke kunne holde ud at være til. Så tiden læger nok ikke alle sår… Man glemmer simpelthen bare. Glemmer nærheden, grinene, kærligheden, fortroligheden og de nære stunder man har delt.

Overlevelsesmekanisme?

I går rodede min datter på 4 år i mine smykker, alt i mens jeg selv gjorde mig klar til arbejde. Hun fandt nogle store guldbelagte ørestikker, som jeg er sikker på, havde været et hit i 80’erne. Nogle ørestikker min mor havde meget kær…dengang hun var. Min datter holdt dem op foran sine ører og spurgte, om hun ikke var fin. Jeg stirrede bare på hende… Jeg mærkede hvor hurtigt halvdelen af mit liv pludselig var gået. Hvor meget jeg havde oplevet på de 16 år, siden jeg selv var blot 16år. Og at jeg var kommet videre. Og at jeg faktisk havde det godt. Rigtig godt. (Tror jeg da? For gad vide hvordan mit liv ville have udartet sig, hvis jeg den dag i dag blot kunne ringe til min mor? Fortælle om min dag? Spørge ind til hendes?) – Men jeg mærkede også i samme sekund en enorm mængde uretfærdighed. For min mor ville have elsket at se min datter – hendes barnebarn stå og smukkesere sig. Og jeg føler mig frarøvet det privilegium det er, at kunne dele sådanne oplevelser med min egen mor. Uretfærdigheden i at min mor ikke skal opleve min datter – og omvendt.

Og så…

En mega frygt for, at samme skal ske for mig. For os. At uheldet en dag rammer mig og jeg ligeledes en dag blot vil være et minde. Et tankestrejf. En tanke mine børn måske helst vil skubbe væk…bare for at kunne overleve. Og frygten for at de skal igennem det samme som mig. Uden en hånd at holde i, uden en mor til at guide dem igennem livet.

Uden mig.

Man kan (heldigvis) ikke spå om fremtiden. Men der bliver sagt Jeg elsker dig en del her hjemme. Og jeg håber – og tror, at mine ord for evigt vil stadfæste sig i mine børns sind, uagtet hvad fremtiden vil bringe.