En snegl, en brandert, en snap og en pølle-alarm!

Så blev det weekend. Altså for to dage siden. Ikke i dag. I dag er det søndag og jeg er bare glad for, at ca. halvdelen af min hjernekapacitet er vendt tilbage fra de døde.

Jeg havde glædet mig ret meget til i fredags. For der skulle jeg til Sneglebar. Som altså er en blogger-fredagsbar arrangeret af Sneglcille. Klokken 17.30 stod jeg på Blume (som er en åndssvag god cocktailbar på Studiestræde) med min første drink i hånden (ud af ca. 48 den aften), et stykke pizza fra Gorms og hilste på en ordentlig røvfuld søde bloggere. Mine BBF’s (Best Blogger Friends) var der selvfølgelig også, så jeg kunne lidt fornemme, at det nok skulle gå hen og blive sjovt. Og vådt. Til sidste fredagsbar, faldt jeg i snak med selv samme snegl(cille) og hun spurgte ind til de tegninger der var i det her indlæg. Jeg fortalte at det er Lillefar der er kunstneren. Og så fik jeg vist lovet hende, at Lillefar også gerne ville tegne hende. Så han er så småt igang – ovenstående er bare et lille sneak-peak, men glæder mig til at give hende the full version til næste sneglebar!

Kender I det hvor man klokken 18.57 står og siger til sig selv: “Nu slapper du lige af med de der drinks faster Erna!”. Der havde jeg vist allerede fortærret 3 styk. Jeg valgte selvfølgelig at ignorere den indre stemme i mit hovede og valgte i stedet, at stjæle låne Miriams telefon og Snapchat. Hvis ikke du allerede HAR set hendes (som altså blev til min) snap-historie på Snapchat, så se den her: (Og hvis ikke du allerede følger hende her, der og alle vegne, så er du altså dårligt opdraget!) 

Det er muligt at jeg var en smule beruset. Og det er også muligt, at jeg forsøgte at give trommeslageren for Lukas Graham gode tromme-råd (man har vel spillet i en pigegarde – JO, det er seriøst og NEJ, det gav fandme ikke meget streetcredit i skolegården). Han optræder i øvrigt også som gæst i ovenstående video.

Karmamilli og jeg tog på Burger King efter sneglebar og fik den (læs: de) obligatoriske cheeseburger(e). Og jeg tror vores samtale lød nogenlunde således:

Karmamilli: “Dhuuu schaa szchmaaghe dææn hear, ÅUW miy GOD!!”

Lillemor: “Muhms fillibabba hvaa, schåå schkal dhu tiværtifæhled ogszå schmage mihn pommesfritzz, schom venner vi dhele!”

PS: Vi kom begge levende hjem. Hvordan vides ikke, men det er vel også en mindre detalje.

Om morgenen vågnede jeg med kaninbur-ånde og blev konfronteret med spørgsmålet: “Vil du med i svømmehallen?”. Min krop skreg NEEEEJ!! Men min mund (that son of a…) åbnede sig og sagde “JA da”. Og guderne skal vide, at jeg hader hader HADER at være i svømmehallen. Der er simpelthen så meget urin i det vand, at selv badesøen på Roskilde Festival lukker røven. Og så er der altid et lille brugt plaster der danser på overfladen af vandet, ved siden af et udefinerbart kønshår. Not my kind of thing. Vi tog først til den nye svømmehal i Valby. Men der havde et fornuftigt barn skidt i vandet, hvorfor der var blevet udløst pølle-alarm. Tænk sig at ligge der og flyde rundt og pludselig svømmer der en stille pølle hen og aer dig på armen? Tak, men mega stort nej tak her fra.

 Jeg overlevede dog svømmehal og eftermiddag med to overgearede børn. Og nu: Nu sover Kummefryseren og Mandlen, så nu skal Lillefar og jeg selv hygge. Sgu da ikke det værste der kan ske, hva’? 

Jeg har tidligere skrevet lidt om det dér med, at mødre går i byen. Læs eller genlæs det HER.