Ja, jeg ved godt at det er noget tid siden, at jeg sidst lavede et 10 ting jeg har lært i den forgange måned indlæg. Men nu har jeg altså sat mig bag tasterne og forsøger, at memorere nogle af de episoder, som oktober måned har budt mig.
10 ting jeg har lært i oktober:
1. Det hjælper tilsyneladende ikke at pege armen vandret ud til højre, når man kører bil og skal dreje til…ja, højre. Brug i stedet det dertil indrettede blink-lys. Faktisk utrolig nemt; det er bare at vippe den lille stang lodret op, Lillemor. Måske noget af det første man lærer på køreskolen. Det er i øvrigt muligt at diverse cyklister, der holder i samme kryds, vil kaste nogle løftede øjenbryn og muligvis langemanden i din retning nogle spørgende hænder i din retning når de ser, at man sidder og holder højre arm lodret. Det er naturligvis kun et tænkt scenarie og har overhovedet ikke fundet sted i min verden. Overhovedet. Så dum kan ingen da være…(!)
2. Det er åbenbart muligt at rende rundt med en flue i sin BH (læs: kavalergang), i flere timer uden at bemærke det. Kender I det hvor man bare synes at det klør lidt? Man retter lidt på BH’en og tænker…det er da utroligt som det bliver ved. Man affinder sig med det… Og senere, når man så tænker: Nu får den sgu en ordentlig omgang med neglene…skide blonder…så flyver der en lille bitte flue ud fra ens barm. Kender I det…? Hva’? Hva’? (Hvordan helvede har den i øvrigt fundet vej der ind?)
3. Man kan (stadig) ikke stole på 2 årige. Hørte (seriøst) mig selv sige til Mandlen på 2,5 år: “Mor går lige hurtigt ind og tager tøj på, sid du bare her og spis din havregrød færdig….og ikke lav ballade, vel?” Der var dejlig stille ude i køkkenet. To minutter efter kom jeg tilbage og hans havregrøds skål var tom. Dygtig dreng der rigtig lytter efter, hvad hans mor siger. Mor er stolt. Men ja…det var ikke kun havregrøds skålen der var tom. Det var sukkerskålen nemlig også. Sukkerskålen som jeg selv havde brugt, til at fjerne den grimme smag af kaffe i min kaffe. Og blot glemt at sætte på plads. Sukkerskålen var sådan ca. halvt fyldt op, så der var vel ca. 1 dl sukker i. Behøver jeg at sige, at han var pænt energisk resten af dagen? Og glad ikke mindst! Men hey, i det mindste smagte havregrøden godt.
4. Jeg laver tilsyneladende LIGE så gode tarteletter som Rikke. Og hvis ikke du ved hvad det betyder, så læser du altså for lidt med på den her blog. Du kan få et hint HER.
5. Hvis du ser et lækkert madbillede på Instagram og tænker: jeg smider det sgu lige et LIKE og kommenterer med “MUMS!”. Så dobbelttjek lige, at det rent faktisk er dét billede, du kommenterer på…og ikke en anden bloggers billede lige nedenunder…som har postet et billede af sin mand. Hovsa. Undskyld Drengemor.dk.
6. Jeg kan IKKE danse som Beyoncé i “Single ladies”. Om end jeg gjorde forsøget ret mange gange til den her fest. Men helt ærligt…kender I ikke det, når man er til fest og muligvis har fået en svingom for meget med Hr. Gin og Frøken Tonic…og ens krop pludselig fortæller én: Du ER Beyoncé. Nå, det negative er så, at festen var sammen med en masse andre bloggere, der naturligvis sørgede for, at få foreviget øjeblikket på SnapChat. Pis. Og undskyld til alle deres følgere.
7. Jeg er blevet kendt (det måtte jo komme)! I hvert fald i min nevøs 5. klasse. De havde om “sociale medier” i skolen og læreren spurgte dem: “Er der nogle af jer der kender én, der har en blog!” hvortil min artige nevø rakte hånden i vejret. Min blog kom på storskærm…mon læreren tabte kæben, da de scrollede igennem min blog og stødte på indlæg som det her. Eller det her? Eller…det her? Ja altså…jeg har jo aldrig sagt at min blog var børnevenlig.
8. Hvis man sidder og skriver en mail til en mulig blog-samarbejdspartner, kan det være en god idé at kigge mailen igennem INDEN man trykker send. Det kunne være at man to gange var kommet til at skrive skide i stedet for side. Blot til info. Det er muligt at samarbejdet ikke kommer op at stå. Side irriterende altså…
9. Der kan GODT ligge tre menneskehovedet på ÉN hovedpude (læs: MIN hovedpude). Forklar mig lige hvorfor det resolut SKAL være mig det går ud over, når Kummefryseren og Mandlen sniger sig ind i de hellige 6m2 forældrene har. Jeg tror måske jeg fik nikket 7 skaller i nat. Hvordan kan det være at faderen altid ligger ALENE i den ene halvdel, alt imens man selv agerer menneskelig hovedpude? Kan du huske dengang jeg skrev lidt om samsovning? Ellers så genlæs indlægget HER hvis du lyster.
10. Når ens datter (læs: Kummefryseren) spørger hvordan man laver børn…så kan det åbenbart betale sig at være ærlig. Til gengæld har jeg erfaret, at en del af de der har læst indlægget der ude IKKE har været så ærlige som jeg. Læs HER hvordan jeg for nylig blev taget med bukserne nede (altså i ikke bogstavlig forstand) og måtte forklare Kummefryseren lidt om tissemænd…og tissekoner…og magisk vand (!).
Lad os se hvad november måned byder mig 😉
Ps: Bliv lige hængende ik’? I morgen kommer der et lille indlæg med en konkurrence!
2 Kommentarer
kim
31. oktober 2016 at 21:19Det der med bilen? Du er ikke den eneste idiot, der kører bil.som en cyklist… http://superheltemor.dk/2011/10/11/om-cyklister-i-biler/
Julie
31. oktober 2016 at 21:28Er de 6m2 størrelsen på sengen? for så skulle man da synes at det var plads til jer alle 4 😂😉