Stilhed. Fra børn. Godt eller skidt?

Jeg står ude i køkkenet. Klokken har lige passeret 9 og der er stille inde i stuen, hvor Kummefryseren og Mandlen sidder og spiser de boller, jeg hev ud af ovnen for 30 minutter siden.

Her er stille. Kun lyden af Pippi Langstrømpe høres fra stuen. Jeg er mor. Så jeg bryder mig naturligvis ikke om stilhed. I hvert fald ikke når der er børn involveret. For det plejer at betyde, at der er ballade involveret. Som dengang Mandlen stille sad og tegnede for sig selv (læs: dekorerede mine nye sommersandaler og vægge med fæces) eller da Kummefryseren i går skulle teste min meget dyre og meget nye foundation med dertil hørende meget dyre børste. 

Stilhed er som udgangspunkt ikke godt. 

Men lige nu er det den meget sjældne gode stilhed der er på spil. Der hersker ro og hygge. Og jeg nyder det (og har tjekket flere gange, om der var ballade involveret). For præcis 24 timer siden, blev der blandt de to kastet med legetøj, gammelt ler og puder. Søskendekærlighed når det er bedst. Eller værst. Og jeg ved at denne stilhed der hersker lige nu skal nydes.

Kummefryseren har netop foreslået Mandlen, at de skal lege prinsesser. Så jeg stopper mit skriveri nu, for det plejer som regel at betyde, at jeg skal agere menneskelig trone. 

Billedet øverst fandt jeg lige i en ruf. Og hører egentlig til et andet indlæg, som du kan læse HER hvis du har lyst. Men tænker det passer meget godt ind i prinsessetemaet.