Jeg er godt nok overrasket over, hvordan livet kan tage røven på én. Når man har været aller længst nede og ikke tror, at det er muligt at komme op igen, tilsmiler lykken én. Og lige som man tror, at det hele er fryd og gammen, kommer der noget fra sidelinjen og ødelægger glansbilledet.
Fuldstændig uforberedt. Både på den positive og den negative front. Og så er der naturligvis de perioder, hvor alt lissom bare flyder. Men livet er en rutschebane tur. Og man kommer næppe igennem det, uden både at have stiftet bekendtskab med sorg og lykke.
Men måske det bare er sådan livet er? Måske der er en større mening med det…jeg ved det ikke. Jeg tror det ikke. Jeg har aldrig været fan af at tro på, at vi skulle være nogle skakbrikker, som nogle hinsides kan rykke rundt på, som det passer dem.
I mit 32 årige liv, har jeg oplevet både lykke og sorg. Op- og nedture. Glæde og smerte. Og stablet en erfaring på benene der fortæller mig, at det ene hurtigt kan afløses af det andet. I virkeligheden er det vel bare en trøst – at det hele bliver godt igen. Jeg har oplevet ting langt værre, end jeg kunne forestille mig kunne være muligt, i det her tossede projekt de kalder livet. Til gengæld er jeg også langt lykkeligere nu, end jeg nogensinde troede skulle være muligt, for sådan én som mig. Og for det kan jeg jo egentlig kun være taknemmelig.
For nu.
Hvordan kan det egentlig være? Hvorfor er livet så vekslende?
Nogle gange sker det også for ens nærmeste…at det er en person tæt på én, der oplever Livet spille Russisk Roulette med én. Sådan en kvinde kender jeg. En kvinde jeg har kendt et halvt liv og som jeg er heldig at kunne kalde for en af mine bedste veninder.
Det er nervepirrende og på alle måder grænseoverskridende – men så alligevel føles det fuldstændig rigtigt – at byde hende og hendes historie velkommen her på bloggen, de næste tre dage. For hun har en vigtig historie som hun gerne vil dele med jer. En historie som er fuld af kærlighed, men også sorg. Men som måske kan hjælpe nogle der ude. En historie der har været på tegnebrættet i over et år. Men som lige nu, ifølge hende, er det helt rigtige tidspunkt, at få ud til verden. Jeg håber I vil kigge med de næste tre dage og at I vil tage godt imod hende.
3 Kommentarer
www.skøreliv.dk
5. marts 2017 at 15:17Fedt, det glæder jeg mig til!! Der er et ordsprog der siger noget i retning af, at for at kunne elske, skal man have mistet.
Selvom man føler, at man sagtens kunne være livets mørke sider foruden, så tror jeg de er nødvendige. De dårlige dage er til for at gøre de gode dage bedre, er der andre, der siger. Det er noget af det, der gør, at vi som mennesker kommer klogere ud på den anden side.
Jep, kald mig endelig naiv, men jeg tror på det! ❤️
Ulla Schjørring
5. marts 2017 at 19:00Jeg er 10børnsmor. Har oplevet rigtig meget i livet og er taknemmelig for alt hvad der er sket, for det har ført mig til nye veje, og jeg er bare ikke bange for det ukendte. Når livet går gennem en hård fase, tænker jeg på det som en fødsel :det gør ondt, men snart er det overstået og alt bliver helt vidunderligt igen😘 og det gør det jo! Det dér triste er ikke noget, der får lov til at få rødder i én, for rundt omkring er der så meget smukt, og det er dét man skal værdsætte.
Katrine Skovbo
5. marts 2017 at 20:01Det lyder som spændende læsning. Vores lille familie som består af min mand Nichlas, vores datter Frida på 2.5 år og ja snart lille ny der har ligget otte måneder godt og vel snart i min mave har været igennem en livsændrende periode. Lille ny blobber rundt og ved intet endnu, men os tre herude, vi har mistet Fridas farfar, Morgar har fået alzheimers, mormor har parkinson, vi har sat hus i stand helt fra bunden og meget mere og det har været hårdt.. og er hårdt. Og alligevel er vi rigtig glade meget af tiden nu. Det er for vildt. Det er så absurd hvad vi kan stå imod når vi føler gang på gang at vi knækker og tilintetgøres fuldstændig af sorg. Glæder mig til at læse med❤️