Og så flettede Lillemor næbet…

Det der skete var…

Jeg var på nattevagt på storkenes landingsplads. Jeg havde telefontjansen. Dvs. jeg var den jordemoder man fik i røret, når man ringede ind og fortalte, at babykanonen var ved at lade op og nok inden for overskuelig fremtid ville fyre af. Pludselig blev min stemme dog mere og mere rusten. Den gik ret hurtigt fra Lillemors normale, bløde Mariah Carey stemme (…sagde ingen nogensinde) og til en god Kim Larsen-der-har-røget-70-smøger-på-en-time stemme. Og så lige pludselig, kunne jeg ikke sige en lyd. Ret frustrerende når man nu er den der sidder med telefonen på Danmarks største og travleste fødegang 😉

Jeg ved satme ikke lige hvad der skete. Men det fortsatte og natten efter, hvor jeg endnu engang placerede mit korpus på fødegangens matrikel, forsvandt den helt. Guderne må vide hvorfor, for jeg er ikke så meget som små forkølet eller andet. Og da jeg googlede “hvorfor er jeg hæs?”, fandt jeg bare ud af, at jeg har 8 forskellige former for kræft! Tak google!

Da jeg kom hjem og Lillefar hørte min stemme, så han pludselig meget mærkelig ud i hovedet.

Lillefar: “Hvorfor hvisker du?”

Lillemor: “Det er fordi jeg har mistet min stemme! Det er ganske forfærdeligt!”

Lillefar “…vil det sige at…du slet ikke kan snakke?”

Lillemor “…ja!”

Og ja, så var det at Lillefar så nogenlunde sådan her ud:

Kummefryseren, Mandlen og Lillefar var således ikke helt så støttende. De grinte i hvert fald og blev enige om, at der ville være en dejlig ro og fred, uden min stemme der tilsyneladende pryder hvert et panserglas og får hundene i nabolaget, til at vende snuden mod Lillemors placering. JA jeg taler åbenbart meget. Og højt. Måske er det Gud der straffer mig? Hun har sgu også altid været så nærtagende.

Nå, men det er muligt at jeg lyder som selveste Godfather lige nu, men jeg satser på at min stemme er i bedring meget snart! Heldigvis fejler mine fingre da ikke noget, så jeg kan få skrevet lidt på den her blog 😉