I morgen bliver jeg jo 29 år (læs: 34år). Så søndagen spenderede jeg sammen med en bunke fantastiske damer, som jeg tillader mig at kalde for de bedste veninder, man kan ønske sig. Jeg havde inviteret dem til præ-fødselsdag og serverede brunch for dem og vigtigst af alt: alkohol i form af bobler. Man skal altså ikke kimse af et glas bobler klokken 11! Sir’ det bare!
Nå, men det er slet ikke dét som det skal handle om. Det skal nemlig handle om gaverne. For jeg blev naturligvis opfordret til at sende nogle ønsker af sted. Og hvert år er det lige ambivalent. Det føles nemlig altid som at sende en bestillingsliste af sted – og samtidigt skal man virke helt overrasket, når man så får præcis de øreringe man havde bestilt ønsket sig. Så i år ændrede jeg taktik! Jeg skrev ganske simpelt ud til alle veninderne:
Jeg ønsker mig det som er jeres yndlings dulle-ting. Jeg ønsker mig det som I elsker og som I ikke kan undvære i jeres hverdag!
Jeg modtog løbende en masse beskeder a la: “Jeg har lige købt din gave! Du kan GODT glæde dig, du vil elske den!!”
Og jeg var spændt! For jeg vidste jo at jeg ville modtage nogle gaver, som jeg slet ikke vidste at jeg stod og manglede. Men som var gode! Ellers havde veninderne jo ikke købt det til sig selv. Det blev sådan at jeg åbnede en gave og så skulle den pågældende veninde (eller veninder) fortælle, ud til alle gæsterne, hvorfor det var at de havde købt netop den ting. Jeg oplevede at der var stor interesse og at de andre piger kiggede nærmere på de enkelte produkter, da de jo også kunne høste lidt godt af de gode råd 🙂
Her er hvad jeg fik:
En Illuminating Contoring Palette fra elf – som absolut ikke er det dyreste make-up mærke på markedet, men ifølge min veninde, som jeg godt tør sige er yderst make-up kyndig, er vanvittig god! Kan vist erhverves i Føtex! Dertil hørende Contouring Brush og Undereye Setting Powder, der skulle gøre bugt med løssluppen mascara under øjnene. En slags primer! Jeg glæder mig fandenfiseme til at afprøve det!
En silkeblød håndcreme fra Clarins, som skulle være vanvittig god til tørre hænder! Skulle angiveligt også udglatte rynker…og når man nu er tættere på de 40 end de 20, så er det vel ikke for sent at starte…vel? Kan vist købes så godt som alle steder!
Så fik jeg også en åndssvagt velduftende Cream & Honey Firming Facial Mask fra Amazing Space og også en Butter Polish Facial Scrub, ligeledes fra Amazing Space. Enhver nyfødt vil misunde mig min babynumse hud, når jeg har iført mig først scrub og så maske. Ha ha IN YOUR FACE newborn baby!!
Lidt mere velvære! Jeg har en veninde der er besat af at rense hud. Hun er også besat af sko, men det er en hel anden snak – husker I da jeg var i London med en veninde og hun købte 7 par sko? Jep, hun har også alt til ansigtet. Og en af hendes absolut yndlingsting, er Karmameju age-defence konjac sponge 02. En svamp der bruges til daglig afrensning og eksfoliering af huden. Svampen er fuld af vitaminer, mineraler, aminosyrer og fugtrige fibre fra konjacplanten. Mon ikke den vil spice mit babynumse ansigt lidt op? Okay…det lød forkert.
Nå, men hendes anden yndlingsting er den her Top Coat fra VINYLUX, som angiveligt skulle holde neglelakken flot i en HEL UGE!! Holy Shamoly. Ved ikke med jer, men mine negle holder ikke mere end en dag. Så den glæder jeg mig til at prøve.
Mega flotte øreringe fra Pernille Corydon, hvis smykker jeg absolut elsker! For nogle år siden lånte jeg min venindes øreringe – nu tænkte hun og en anden veninde, at jeg skulle have mit eget par!
Og så har min helt egen Dillerbande givet mig denne flotte gave. Endnu et smykke fra Pernille Corydon, glimmer strømper (man er vel blogger!) og en rigtig fin T-shirt!
Arhmen altså. Jeg er pjattet med det alt sammen! Og for to dage siden vidste jeg slet ikke, at det var lige det jeg stod og manglede! Så altså, lige et mega godt råd til jer! Næste gang I holder fødselsdag, så prøv det samme: Ønsk jer det som jeres veninder selv elsker at bruge i deres hverdag.
Men altså…brug ikke fidusen på kæresten. Sandsynligheden for at du får en skruetrækker eller rawlplugs er nok ret stor 🙂 Så Lillefar har igen i år, fået en vaske ægte bestillingsliste, ha ha!
4 Kommentarer
Josefine F
16. april 2018 at 21:25Det er da en virkelig god idé 🙂 Og lækre ting du fik ud af det!
Lillemor
24. april 2018 at 20:02Det var simpelthen, siger jeg meget ydmygt, den bedste idé i verden! Så fantastiske ting jeg fik!!
Sissel
18. april 2018 at 10:02Mega god ide – jeg tror jeg vil gøre det samme når jeg fylder år!
PS. Holy macarony jeg elsker den måde du skriver på, jeg dør altid lidt af grin når jeg læser dine indlæg eller dine insta-stories! Så tak fordi du giver mig smil i smasken! Eller ja – du ved, hvor jeg vil hen 😂
Lillemor
24. april 2018 at 19:58Ha ha, hvor er det DEJLIGT at høre!! Så er det jo det hele værd! Tak for de søde ord!