Jeg fik at vide at jeg måske ikke kunne få børn…

Når man først beslutter sig for, at man er parat til at få børn, så sker der et eller andet inde i én. Det er en eller anden form for urkraft… En bekræftelse af ens kvindelighed, der på en eller anden måde kommer frem. Sådan havde jeg det i hvert fald. Det var kæmpe stort! Jeg var i starten af 20’erne og havde brugt årevis på at forsøge ikke at blive gravid. Og nu ville jeg altså for alt i verden virkelig gerne blive gravid, med ham dersens Lillefar.

Vi kender dem alle sammen; Status opdateringerne på de sociale medier der siger: “Hurra, jeg er gravid! Smed P-pillerne og vupti!”. Og så kender vi de andre; Statusopdateringerne hvor bekendte fortæller om 3. reagensglas forsøg og stadig ingen held. Da Lillefar og jeg besluttede os for at jeg skulle kvitte P-pillerne, vidste jeg ikke om jeg ville blive den ene eller den anden. Hende der allerede meget snart kunne proklamere graviditeten, eller hende der stadig efter lang tid, skulle forsøge at holde fast i håbet om, at lykken en dag ville tilsmile os.

Det blev ikke det første…for da jeg smed P-pillerne, gik der 71 dage (vist nok), før jeg fik min menstruation. Og så gik der 40 dage. Og så nogle af 60 dage osv. Jeg havde igennem mange år med P-piller, aldrig kendt min cyklus. Den kørte jo bare pr. automatik via P-pillerne. Men da jeg smed P-pillerne, fortalte min cyklus mig pludseligt, at noget var galt. Det var frustrerende at have fornemmelsen af at jeg ikke “virkede” ordentligt. Det er jo som bekendt ikke muligt bare at blive gravid hver dag. Så det var temmelig ressourcekrævende at forsøge at bevare optimismen, når jeg vidste at der kunne gå flere måneder mellem ægløsningerne. Og derfor blev ægløsningstests også en del af min hverdag. Det blev pludselig, for mig, et “arbejde” at skulle forsøge at lave børn. Alt skulle times og tilrettelægges og det kan altså være en smule svært, at spille en fræk lille missekat i blonde undertøj, når alt man egentlig tænker på, er den fuldstændig altoverskyggende længsel efter at blive gravid.

Det er jo fuldstændig naturligt at der går noget tid, før man bliver gravid. Det var jeg sådan set indforstået med. Men grundet min fuldstændig vanvittige cyklus, besluttede jeg at konsultere en gynækolog. Og han kunne da også fortælle mig, at jeg havde bragende PCO (blærer på æggestokkene). Jeg ved jo selv som fagperson, at man skal veje sine ord. For dét jeg i min rolle som jordemoder får sagt i en hurtig vending, lagres potentielt i årevis hos de gravide jeg møder. Det samme gjaldt for den gynækolog jeg var hos. Jeg glemmer derfor aldrig da han sagde; “Med så mange blærer på æggestokkene, kan jeg ikke udelukke, at du hører til en af dem, der ikke kan få børn…”.

Det var et ordentlig slag i nosserne (som man siger). Jeg følte mig meget lidt kvindelig og følte en form for skam. Tænk ikke at kunne reproducere sig selv. De tanker gik jeg med i lang tid. Jeg følte kæmpe jalousi på de der havde børn og de der ‘bare’ blev gravide ved at kigge på deres mænd. Irriteret på de der fik aborter – for hvad med mig? Helt rationelt er jeg naturligvis godt klar over at der ofte ligger mange mange tanker til grunde, inden man vælger at få en abort. Det er garanteret aldrig en let beslutning. Og for de der vælger den løsning, er der jo med garanti alle mulige andre følelser der spiller ind, som også er følelsesladede og vanskelige at tøjle. Men jeg havde bare super svært ved at være i det, da det stod på. Svært ved at glædes 100% over de jeg kendte der blev gravide. Og selvom jeg egentlig anser mig selv for værende en der sagtens kan rumme andres kærlighed og lykke, så tog jeg af og til mig selv i at blive vanvittig ked af det, efter jeg havde været med til en fødsel. Fordi jeg bare virkelig gerne selv ville have en baby. Og blive mor.

En dag sagde jeg til Lillefar, at det var okay hvis han fandt en anden kvinde. En anden at få børn med…for det var jo en menneskeret, tænkte jeg. Som jeg syntes at han fortjente. Også mig selv, bevares. Men jeg ville ikke stå i vejen for ham. Lillefar kyssede mig og sagde at det var mig han skulle have børn med. Og jer der læser med ved også, at vi endte med både at få Kummefryseren og Mandlen. Jeg forsøgte at lægge følelserne og frustrationerne fra mig. “Slap af og prøv at tænk på noget andet!” var der mange velmenende mennesker der sagde. Men det er svært…nærmest umuligt, når man først er blevet introduceret for idéen om, at man måske ikke kan få børn.

Som nævnt har jeg to børn i dag. Det lykkedes (ta’ den, blærer på æggestokke!!). Men jeg husker tydeligt følelsen. Følelsen af (og skrækken for) ikke at “virke”. Følelsen af at være blevet snydt. Og samtidigt have dårlig samvittighed over at have følelsen af jalousi, fordi andre har den lykke, man måske ikke selv kunne skabe.

Jeg har simpelthen så uendelig stor respekt for de der virkelig kæmper eller har kæmpet. Jeg har kun mærket en brøkdel af, hvad de hver dag gennemgår. Og jeg husker det stadig, den dag i dag, som en enormt følelsesladet periode i mit liv. Så egentlig ville jeg bare sende en virtuel highfive ud til de seje kvinder, der kæmper eller har kæmpet med dette. Det er hamrende svært det I gennemgår. Kærlighed og highfives til jer!