Ærlig snak

Jeg fik at vide at jeg måske ikke kunne få børn…

20180602-202855.png

Når man først beslutter sig for, at man er parat til at få børn, så sker der et eller andet inde i én. Det er en eller anden form for urkraft… En bekræftelse af ens kvindelighed, der på en eller anden måde kommer frem. Sådan havde jeg det i hvert fald. Det var kæmpe stort! Jeg var i starten af 20’erne og havde brugt årevis på at forsøge ikke at blive gravid. Og nu ville jeg altså for alt i verden virkelig gerne blive gravid, med ham dersens Lillefar.

Vi kender dem alle sammen; Status opdateringerne på de sociale medier der siger: “Hurra, jeg er gravid! Smed P-pillerne og vupti!”. Og så kender vi de andre; Statusopdateringerne hvor bekendte fortæller om 3. reagensglas forsøg og stadig ingen held. Da Lillefar og jeg besluttede os for at jeg skulle kvitte P-pillerne, vidste jeg ikke om jeg ville blive den ene eller den anden. Hende der allerede meget snart kunne proklamere graviditeten, eller hende der stadig efter lang tid, skulle forsøge at holde fast i håbet om, at lykken en dag ville tilsmile os.

Det blev ikke det første…for da jeg smed P-pillerne, gik der 71 dage (vist nok), før jeg fik min menstruation. Og så gik der 40 dage. Og så nogle af 60 dage osv. Jeg havde igennem mange år med P-piller, aldrig kendt min cyklus. Den kørte jo bare pr. automatik via P-pillerne. Men da jeg smed P-pillerne, fortalte min cyklus mig pludseligt, at noget var galt. Det var frustrerende at have fornemmelsen af at jeg ikke “virkede” ordentligt. Det er jo som bekendt ikke muligt bare at blive gravid hver dag. Så det var temmelig ressourcekrævende at forsøge at bevare optimismen, når jeg vidste at der kunne gå flere måneder mellem ægløsningerne. Og derfor blev ægløsningstests også en del af min hverdag. Det blev pludselig, for mig, et “arbejde” at skulle forsøge at lave børn. Alt skulle times og tilrettelægges og det kan altså være en smule svært, at spille en fræk lille missekat i blonde undertøj, når alt man egentlig tænker på, er den fuldstændig altoverskyggende længsel efter at blive gravid.

Det er jo fuldstændig naturligt at der går noget tid, før man bliver gravid. Det var jeg sådan set indforstået med. Men grundet min fuldstændig vanvittige cyklus, besluttede jeg at konsultere en gynækolog. Og han kunne da også fortælle mig, at jeg havde bragende PCO (blærer på æggestokkene). Jeg ved jo selv som fagperson, at man skal veje sine ord. For dét jeg i min rolle som jordemoder får sagt i en hurtig vending, lagres potentielt i årevis hos de gravide jeg møder. Det samme gjaldt for den gynækolog jeg var hos. Jeg glemmer derfor aldrig da han sagde; “Med så mange blærer på æggestokkene, kan jeg ikke udelukke, at du hører til en af dem, der ikke kan få børn…”.

Det var et ordentlig slag i nosserne (som man siger). Jeg følte mig meget lidt kvindelig og følte en form for skam. Tænk ikke at kunne reproducere sig selv. De tanker gik jeg med i lang tid. Jeg følte kæmpe jalousi på de der havde børn og de der ‘bare’ blev gravide ved at kigge på deres mænd. Irriteret på de der fik aborter – for hvad med mig? Helt rationelt er jeg naturligvis godt klar over at der ofte ligger mange mange tanker til grunde, inden man vælger at få en abort. Det er garanteret aldrig en let beslutning. Og for de der vælger den løsning, er der jo med garanti alle mulige andre følelser der spiller ind, som også er følelsesladede og vanskelige at tøjle. Men jeg havde bare super svært ved at være i det, da det stod på. Svært ved at glædes 100% over de jeg kendte der blev gravide. Og selvom jeg egentlig anser mig selv for værende en der sagtens kan rumme andres kærlighed og lykke, så tog jeg af og til mig selv i at blive vanvittig ked af det, efter jeg havde været med til en fødsel. Fordi jeg bare virkelig gerne selv ville have en baby. Og blive mor.

En dag sagde jeg til Lillefar, at det var okay hvis han fandt en anden kvinde. En anden at få børn med…for det var jo en menneskeret, tænkte jeg. Som jeg syntes at han fortjente. Også mig selv, bevares. Men jeg ville ikke stå i vejen for ham. Lillefar kyssede mig og sagde at det var mig han skulle have børn med. Og jer der læser med ved også, at vi endte med både at få Kummefryseren og Mandlen. Jeg forsøgte at lægge følelserne og frustrationerne fra mig. “Slap af og prøv at tænk på noget andet!” var der mange velmenende mennesker der sagde. Men det er svært…nærmest umuligt, når man først er blevet introduceret for idéen om, at man måske ikke kan få børn.

Som nævnt har jeg to børn i dag. Det lykkedes (ta’ den, blærer på æggestokke!!). Men jeg husker tydeligt følelsen. Følelsen af (og skrækken for) ikke at “virke”. Følelsen af at være blevet snydt. Og samtidigt have dårlig samvittighed over at have følelsen af jalousi, fordi andre har den lykke, man måske ikke selv kunne skabe.

Jeg har simpelthen så uendelig stor respekt for de der virkelig kæmper eller har kæmpet. Jeg har kun mærket en brøkdel af, hvad de hver dag gennemgår. Og jeg husker det stadig, den dag i dag, som en enormt følelsesladet periode i mit liv. Så egentlig ville jeg bare sende en virtuel highfive ud til de seje kvinder, der kæmper eller har kæmpet med dette. Det er hamrende svært det I gennemgår. Kærlighed og highfives til jer!

You Might Also Like

6 Kommentarer

  • Reply
    Stine
    3. juni 2018 at 20:33

    Jeg GRÆD mig igennem det her indlæg.. Jeg står i præcis det samme, som du stod i dengang, og det er SÅ hårdt. Men du er en inspiration til, at det hele nok skal gå ❤

  • Reply
    Stine
    3. juni 2018 at 20:37

    Blev ikke lige færdig med min kommentar ^^
    Jeg håber det er ok, at jeg spørger.. Fik du nogen form for hjælp til at blive gravid, efter du til konstateret PCO? (hvis du gjorde det?).
    Eller fik du behandling af nogen art, som hjalp?

  • Reply
    Anne
    3. juni 2018 at 21:27

    Hold kæft han er god, ham Lillefar. Det får man da helt tårer i øjenene af at høre..

  • Reply
    Rygsækken fik fyld
    3. juni 2018 at 21:56

    Pyh, har også kæmpet kampen. Jeg må bekende at genkende din beskrivelse Lillemor. At blive klar og så forblive KLAR til moderskab. Den sløje glæde der mest er misundelse når andre omkring en bliver gravide osv.
    Vores kamp tog ca 4 år – det var særligt de sidste 2,5 år med IVF der var det hårdeste. At mærke nedtællingen på antal tilbud tilbage i offentligt regi. Det er HELT umuligt at tænke på andet, og man får lyst at skrige et højt shut the F up når man får at vide en lille kæreste rejse nok hjælper!
    Jeg ku skrive sidevis om den svære tid, men vil hellere springe til den lykkelige slutning, for efter den lange kamp fik vi ENDELIG opkald fra sygeplejerske der ku meddele at blodprøven viste at jeg var gravid! Og herefter slog myterne til – så kan man pludselig godt blive gravid på naturlig vis. Bevares det var ikke som at knipse med fingrene, men med indsats på særlige tidspunkter når min cyklus synes det var tid at frigive et æg. Jep, har også været på den med ægløsningstest. Så præcist så jeg kender produktionsdatoen for nr 2 😉
    Også High five herfra til dem der kæmper!

  • Reply
    Maria
    4. juni 2018 at 22:54

    Sikke et dejligt indlæg. Ja det er ekstremt hårdt for os der ikke bare sådan lige kan blive gravide… Men det er rart at vide man ikke står alene

  • Reply
    Stine
    4. juni 2018 at 23:12

    Tak for dette indlæg. Jeg fik i juni sidste år konstateret PCOS som titusindvis af andre danske kvinder. Det var et hårdt slag – og er det stadig!

Skriv et svar til Stine Anuller svar