Ærlig snak Luk røven

Når voksne mobber

For et par år tilbage, var der en læser der foreslog mig, at skrive et indlæg om ‘Voksen Mobning’. Jeg tænkte: “Voksen mobning? Det sker jo ikke… Det er jo voksne?! Mobning er noget som dumme teenagere foretager sig. Ikke voksne. Voksne er dem der er det gode forbillede og som lærer deres børn at de (selvfølgelig) ikke skal mobbe”. Derfor slog jeg ret hurtigt idéen væk igen.

Men så var det at én der står mig meget nær, fortalte mig om sine oplevelser på arbejdspladsen. Og let me say: Jeg er rystet over at den slags forekommer! Jeg har fået lov til at fortælle om hendes oplevelse, for jeg synes at det er et ret vigtigt emne. Og jeg håber at I vil læse med.

Personen jeg taler om, oplever jeg som smilende, glad og imødekommende. Hun bliver af sine veninder omtalt som værende sjov, snaksagelig og empatisk anlagt og hun sætter en ære i at gøre det rart for andre mennesker. Hun er på min alder og har været på en del arbejdspladser før denne. Men det er første gang hun oplever det, som jeg nu vil fortælle jer om.

Hun havde fået et nyt job. Et job hun havde gået og sukket efter i lang tid – og endelig blev det hendes! Da hun startede var hun fuld af ambitioner og gode idéer. Hun glædede sig til at tage fat om arbejdsopgaverne, men fik hurtigt en uventet verbal mavepuster. En af de personer, der skulle forestille sig at være én af hendes tætteste sparringspartnere, lod hende nemlig vide, at der var stor undren om hendes kunnen og hendes funktion i øvrigt. Det påvirkede hende meget! Det var jo ikke ligefrem dét hun havde forestillet sig, dengang hun fik jobbet. At hun skulle være en klods om benet på nogen. Janteloven var tydelig i sit sprog:

Du skal ikke tro at du er noget… Du skal ikke tro at du er bedre end os!

Der gik ikke lang tid, før der stille og roligt blev spredt løgne om hende, fra selv samme person. En person med en temmelig prominent stilling, hvorfor mange af de andre ansatte, begyndte at tro på de usande ord. Hun var hård. Kontant. Ikke til at tale med. Ville ikke det bedste for de ansatte. – Var nogle af de ord der blev sagt. Der blev stille og roligt i smug, spredt historier om hendes dystre bagtanker om at stramme grebet om de, som hun rent faktisk var ansat til at kære sig om.

Hun begyndte at mærke de anderledes blikke. Måden som de ansatte kiggede væk på, i stedet for at møde hendes blik. Hun bemærkede at de undlod at sige “Godmorgen” og “God weekend”. Så hun forlod arbejdspladsen uden den trygge “God aften, vi ses i morgen!” som hun var vant til fra andre arbejdspladser.

På trods af hendes stærke sind, kunne hun mærke den uvante følelse i maven. Følelsen af uretfærdighed og ensomhed. Følelsen der gik væk hen af aftenen, når hun var sammen med familien eller veninderne. Men stille og roligt kom igen, så snart vækkeuret ringede og hun begav sig afsted på arbejdet.

Hvorfor havde denne person – mobberen – et behov for at nedgøre hende? Hvad var formålet?

Visheden om at flere og flere begyndte at tro på disse usandheder, skar hende i hjertet og hun har fortalt mig om de adskillige søvnløse nætter, hvor hun blot har ligget og tænkt: ”Hvorfor?”. Tænk at én person, kan være med til at forårsage sådanne rygter? Tænk at én person kan skabe så dårligt et arbejdsmiljø – når personen rent faktisk var ansat til, ligeledes at være tovholder på det gode arbejdsmiljø? Min veninde har flere gange fortalt, at hun er sikker på at det bunder i usikkerhed hos personen selv. For er det ikke sådan det oftest er? Og jeg tror hun har ret. Jeg tror at det er nogle usikre individer, der forsøger at snige sig uden om egen usikkerhed, ved at hive nogle andre i fokus. Om end det er ærgerligt, unødvendigt og patetisk.

Min veninde har holdt ved på sit arbejde. For hun er heldigvis også enormt stædig…om end jeg synes at hun har været stædig nok. Nogle af de der faldt for mobberens ord, har ændret sig lidt til det bedre, fortæller hun. Men hun kan stadig mærke, at de fortsat er en smule fjerne. Og det er jo netop dét som mobning gør. Man kan ikke slette sagte ord…de vil altid hænge ved.

Jeg har hørt om en skolelærer, der viste sine elever et stykke blankt papir. Hun tog papiret og krøllede det sammen, så godt hun kunne. Hun trampede på det og knugede det ekstra i sine hænder. Derefter tog hun papiret og prøvede at glatte det ud. Hun glattede og glattede så godt hun kunne…men uanset hvor meget hun forsøgte, kunne man stadig tydeligt se folderne på papiret. Det kunne aldrig blive helt glat. Skolelæreren fortalte, at det var lige præcis dét som mobning gør ved folk. Det hænger ved og vil altid hænge i ens bevidsthed.

Jeg vil rigtig gerne opfordre til, at vi alle går imod mobning. Ingen fortjener en sådan behandling. Hvis vi ser det, skal vi ikke sidde i tavshed.

Vi skal sige stop!

You Might Also Like

4 Kommentarer

  • Reply
    M
    26. september 2018 at 21:37

    Tak! Det rammer spot on.
    Har været på min arbejdsplads i maaaaage år (10+) og pga 1 personsmobning, det seneste år, har flere folk ændrer syn på mig, trods de kender mig. Man kan se det, i deres øjne.
    Tak for at tage enmet op!

  • Reply
    MM
    26. september 2018 at 23:06

    Tak fordi du tager et svært emne op omkring noget frygteligt, som temmelig mange af os bliver udsat for! ❤️

  • Reply
    R ❤️
    27. september 2018 at 21:21

    Det forekommer.
    Jeg troede det faktisk ikke, før jeg selv stod midt i det. Jeg oplever det på egen krop. Jeg er ny faggruppe inde for et fag som normalt kun bruger ssa’er og ssh’er. Jeg har oplevet at blive ignoreret, at blive løjet om, talt ned og grimt til. At blive holdt åbenlyst ude og undladt at invitere til relevante møder.
    Jeg har besluttet at holde ud, en stund endnu og vise hvad jeg kan og hvad VI ville kunne med et godt tværproffesionelt samarbejde.

    Tak for at du bringer vigtige emner på banen. Føler mig ikke helt alene nu.

  • Reply
    Tina
    28. september 2018 at 14:32

    Du har fuldstændig ret.
    Mobning er totalt uhørt, her bør vi have nul tolerance.
    Jeg har selv oplevet det både som barn, teen, ung og voksen.
    Jeg er typen som konfronterer og stopper de som mobber, det er heller ikke godt at være den, men jeg vil heller ikke finde mig i at se andre blive knust/krøllet som det papir du omtaler.
    Stakkels din veninde, godt hun har holdt fast og er stædig.
    Hun får skulderklap og masser af energi fra min side, men jeg håber “straffen” kommer til mobberne.
    God weekend ønskes:-)

Svar