Når en jordemoder (ikke) går i panik

Jeg har ofte hørt sætningen: “Og så gik de i panik på fødestuen” eller “Jordemoderen gik i panik og kaldte lægen” eller “De gik alle sammen i panik og (…)”. Faktisk mange forskellige varianter, bare med ordet “panik”. Sætningen er kommet fra veninder, bekendte og kvinder jeg som jordemoder har haft en efterfødselssamtale med. Og det hviner i mine ører hver eneste gang. For det er så vigtigt for mig at stadfæste én ting:

Vi går ikke i panik! Jordemødre og læger går ikke i panik på en fødestue.

Bevares, vi kan få pulsen op, løbe stærkere end vi havde regnet med at vi skulle og tale mere højt, klart og bestemt, end når vi blot viser os fra vores bløde jordemoder side. For man forbinder nok mest af alt en jordemoder med sagte snak, lændemassage og en rolig tilstedeværelse. Og det tror jeg at alle mine jordemoder kollegaer og jeg selv rummer. Men vi er altså også nogle lynhurtige og bestemte madammer, hvis situationen pludselig forvandler sig. Men det er ikke det samme som at gå i panik!

Når man er under uddannelse som jordemoder, så er der enorme mængder teori. Både hvad angår den normale fødsel, men i enorm udstrækning også teorien inden for den mere patologiske del (ordforklaring: når fødsler afviger fra det normale). Man lærer hvordan man handler i akutte situationer og kommer til eksamen i selv samme. Og som færdiguddannet jordemoder, kommer man på kurser, hvor man sammen med læger og SoSu assistenter, gennemgår samt øver, de akutte situationer man som team kan støde ind i på fødegangen. Jordemødre ved godt hvordan de skal handle, når der sker noget akut. Noget ikke-forventeligt. Noget sjældent. Noget der afviger fra normalen. Bevares, det kan sagtens være at den enkelte jordemoder ikke har været ude for situationen før – eller kun få gange. Én gang skal jo være den første. Men I kan være ganske sikre på, at en jordemoder er skolet til at handle. Og at hun gør det!

Det der egentlig gør mig mest ærgerlig, når jeg har de her samtaler med kvinderne (eller mændene!), det er at det jo er en oprigtig følelse. De oplevede panikken – og hvis man eksempelvis har et barn, der ikke trækker vejret som forventeligt efter fødslen, så er det jo ikke rart at have følelsen af, at personalet på stuen, ikke ved hvad de skal gøre. Men jeg tror ærligt at panikken ene og alene tilhører parrene. For jordemødre og læger har en fuldstændig klar arbejdsgang, i de situationer der bliver akutte og kræver handling.

Vi kalder efter flere kollegaer som det første! Ofte er det en såkaldt “klokke” vi hiver i/trykker på og som så vil lade alle andre kollegaer på fødegangen vide, at der er behov for hjælp på stuen. Men når man som jordemoder er inde på stuen, kan man jo ikke signalere, om det er en enkelt eller to kollegaer man har brug for. Så derfor kommer der ofte en masse ind på stuen. Jordemødre, læger og SoSu assistenter (der er klar til at teame op, som de er trænet i).

Jeg har ofte løbet til den slags “alarmer” og hurtigt vurderet, at min hjælp ikke var nødvendig. Fordi jeg som jordemoder meget hurtigt får overblikket over, at det kun var to ekstra sæt hænder der var nødvendige. Ikke ti. Og så er jeg blot forduftet igen. Når man som par på en stue oplever, at der løber ti jordemødre ind på en stue og tre læger – bevares! Så kan jeg da godt forstå at man tænker: “Hvad sker der?! Panik!”. Men tro mig når jeg siger, at det er noget vi oplever ganske ofte. Vi tager ingen chancer og ringer hellere én gang for meget på klokken, end én gang for lidt.

“De var i panik…og de sagde næsten ingenting!“

Når en “alarm” lyder og man skynder sig ind på en stue, for at hjælpe den jordemoder der står der inde, så prioriterer man at spørge jordmoderen: “Hvad sker der og hvad skal jeg gøre?” alt imens man iklæder sig nogle handsker. Dvs. at man altså ikke går ind og siger: “Hej med dig Yvonne, jeg hedder Tina og jeg er jordemoder. Sikke en skøn lille dreng du har fået på denne solskinsdag! Jeg kan se at du bløder en smule, så nu vil jeg lige spørge min kollega, hvad jeg kan gøre for at hjælpe hende!” Nej – alt pædagogik bliver praktisk talt pakket til siden. For vi går nok i “robot-mode” og vores første prioritet er altså at hjælpe. Det er dét vi kalder “klar og sikker kommunikation”. Vi går med “livrem og seler” og vil gerne være to skridt foran, så en situation ikke udvikler sig. Og det er vi ærligt talt pisse seje til. Byder situationen sig, præsenterer vi os naturligvis. Men som sagt er første prioritet altså at hjælpe, så vi kan være på forkant med situationen. Så må venligheden vente til bagefter.

Hvis der skulle sidde nogle der ude og have nogle uforløste tanker omkring fødslen, så vil jeg klart anbefale at hive fat i fødegangen med henblik på en efterfødselssamtale. Eller måske hyre en privat jordemoder for en snak. For der er altså for det meste en ret god forklaring på forløbet – en forklaring som I skylder jer selv! Det er så vigtigt at man ikke brænder inde med nogle negative tanker om forløbet. Slet ikke hvis der findes en god forklaring!

♥

Og i øvrigt tak til Lillefar, for den meget farverige tegning ?