“Kunne jeg skrue tiden tilbage, ville jeg intet ændre!”

Jer der læser med fast ved at jeg er startet på en føljeton af indlæg, jeg kalder Stærke Kvinder. Disse indlæg omhandler nogle kvinder, der i mine øjne er pisse seje og inspirerende. Kvinder der i én eller anden udstrækning har oplevet, når livet har taget røven på dem. Eksempelvis Dorthe der var udsat for en højresvingsulykke. Eller kvinder der har truffet et valg eller oplevet noget, som de færreste kommer til. Som Linnea der valgte at blive solo-mor og blev gravid ved sæddonor. Fælles for dem alle er, at det er noget de ikke lige troede stod skrevet i deres livshistorie. På trods af det, har jeg set dem smile og sige: “Jeg skal nok komme stærkere ud på den anden side!”. Måske de ikke altid føler sig stærke! Og måske følelsen også ofte er blevet erstattet med tårer… Uanset er de en kæmpe inspiration for mig. For de har vist mig, at selvom livet havde andre planer for dem, end de selv havde…så har de valgt at tage kampen op. Derfor vil jeg give dem noget spalteplads her på min blog. Fordi de fortjener det og fordi jer der læser med, fortjener at blive inspireret af de her enormt seje damer.

Jeg er selv vokset op med en bror der er seks år ældre end mig. Han er infantil autist. Jeg ved at det har været enormt svært for mine forældre, at få en søn der var anderledes. Så da jeg fandt Rikke Thinggaard på Instagram (@rikke_thinggaard), der gladeligt deler ud af livets glæder som mor til sønnen Bufas, der ligeledes har diagnosen infantil autist, blev jeg både glad og imponeret. Imponeret over hvor sejt et forbillede Rikke er, for alle andre mødre der har et barn der kom ud “lidt anderledes” end normalen. Men som er ønsket, præcis for dem de er. Læs Rikkes historie lige her:

Jeg har aldrig rigtigt været sikker på om jeg ville ha’ børn. Alle mine søstre fik deres første som 22 årige, jeg var den eneste undtagelse. Som 28 årig havde jeg 7 niecer og nevøer, og jeg var egentlig klar til at kalde mig den seje moster/faster for good. Lige indtil jeg så stod med en positiv graviditetstest i hånden, som på ingen måde var planlagt! Men følelsen i mig kunne jeg ikke ignorere. Jeg var klar og jeg skulle være mor!

Single som jeg var, fik jeg det bedste ud af min graviditet og jeg glædede mig til at møde min lille supermand, som gemte sig inde i min mave. Man har jo alverdens forestillinger om fremtiden, og jeg vidste bare at min dreng ville blive noget helt specielt <3 Far var ikke en del af graviditeten og begyndte først at se Bufas da han var 4 måneder gammel. Men så snart at diagnosen faldt, gik far aktivt ind i kampen.

Alle scanninger i graviditeten var normale og Bufas blev født med en apgar score på 9. De første 8 mdr af hans liv var dejlige. Jeg havde den gladeste, mest livlige og sprudlende baby som bare havde det for lækkert. Jeg følte sgu at jeg havde styr på det. Jeg var en god mor! Lige indtil alting vente, og Bufas pludselig lukkede sig helt ind og alt nærvær forsvandt. Jeg kunne ikke få øjenkontakt med ham, han sagde ingenting, søgte mig ikke og viste ikke behov for min omsorg. Jeg blev så bange og følte at det var mig der havde gjort noget galt. Hvad skete der med min baby? Hvad var der galt med ham?

Set i bakspejlet tror jeg at det var fordi, at jeg var SÅ opmærksom og så ALLE tegnene så tydeligt lige fra start, at jeg kunne acceptere min drengs tilstand og situation. På den måde kunne jeg håndtere det hele konstruktivt, i stedet for at benægte det. Min søn var autist, der var ingen tvivl. Alle fremtidsplaner kunne jeg kaste en hvid pil efter. Hele vores tilværelse skulle ændres, times og tilrettelægges. Kunne jeg klare det, leve op til opgaven? Og hvad med ham? Hvordan ville han blive? Hvordan ville verden tage imod ham?

Den dagpleje Bufas gik i, kontaktede PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) der afskrev os, fordi Bufas var så lille. Så jeg googlede ‘handicap venlige kommuner’. Der dukkede Kolding op og dér boede min ven Claus. Vi aftalte at vi kunne flytte ind hos ham, så jeg opsagde min egen lejlighed i Randers. Bufas kom i dagpleje ret hurtigt og dagplejemor kunne dælme se det samme som jeg! Så hun kontaktede PPR og beholdte ham endda i 4 måneder ekstra, så han havde et “sikkert sted”, indtil der var plads i special børnehaven. Det var dér vi blev filmet til TV programmet “Børnene på Psyk”. Bufas’ udredning  gik i gang, men det var først da han blev 4 år at diagnosen Infantil Autisme faldt.

Man forestiller sig så mange ting, når man skal være mor. Man drømmer om fremtiden og hvordan ens baby mon bliver. Hvad farve øjne får han? Bliver han lyshåret som mig? Skal han gå til fodbold og bliver han den bedste i klassen til at stave? Mon han bliver læge? Og hvor mange børnebørn giver han mig mon? Nu skulle jeg i stedet forholde mig til om han nogensinde ville få et sprog, få venner, hvor han skal bo når han bliver voksen og hvem der passer på ham, når jeg en dag ikke er her mere.

Jeg havde aldrig troet at vores liv ville forme sig, som det har gjort. Men Bufas har gjort mig til et bedre menneske! Han har vist mig livet fra et helt nyt perspektiv. Han lærer mig SÅ meget hver eneste dag og han giver så meget kærlighed. I dag har vi den mest fantastiske og rytmiske tilværelse og Bufas stortrives. Fremtiden er stadig uvis på mange måder, men det er den jo for alle, diagnose eller ej. Man vokser naturligt med det man får tildelt i livet, og kunne jeg skrue tiden tilbage, ville jeg intet ændre – Bufas er verdens bedste og sjoveste unge. Der er en mening med at vi skulle ha’ hinanden <3

Livet kan tage nogle sindssyge og skræmmende drejninger, men nogle gange skal man bare åbne armene og tage imod – de ting man frygter er ikke nødvendigvis negative <3

♥

Rikke, du er mega sej! Og irriterende pæn. Men det ved alle de der følger med på din Instagram profil jo godt. Kan vi ikke bytte talje bare for en sommer? Og måske numse? Kæmpe tak til dig, fordi du ville dele din historie. Du er en kæmpe inspiration. Hvis bare der var flere som dig!

Hvis I kunne tænke jer at smide en kommentar til Rikke, så er kommentarfeltet jeres. Hvis I vil læse om andre seje kvinder, så kan I finde historien om Dorthe der blev kørt over af en lastbil lige HER og historien om Linnea der valgte at kaste sig ud i mor-livet, uden en partner lige HER.