Når ens barn er “syg”

Kummefryseren er hjemme i dag, fordi hun i nat mente, at hun var syg. Hvordan kan det egentlig være, at børn om natten proklamerer deres sygdom og deres måske snarlige farvel til denne verden, og det sekund man har meldt sit barn syg på AULA (læs: brugt 37 minutter på at finde ud af, hvordan man rent teknisk gør), hopper og danser ens barn rundt som en anden Beyoncé. Skulle man – Gud forbyde det – stille spørgsmålstegn til den dødstruende sygdom, kommer der pludselig akutte symptomer i både knæ, albuer, ører og lilletåen. Også selvom det egentlig var maven, den var gal med om natten.

Nå, men det var slet ikke dét, det skulle handle om. Pointen i dette indlæg er, at Kummefryseren og jeg satte os for at se en tegnefilm til morgenmaden (så hun i ro og mag kunne pleje sin mave…og sit øre…og sit knæ…og glem ikke lilletåen). Filmen vi satte på var med en karakter, der ikke længere havde sin mor. Og så er det jeg spørger. Hvorfor er der nærmest INGEN Disney figurer, der stadig har deres mor? Var ham dér Walt Disney en bitter herre med et ekstremt dårligt forhold til sin mor…? Tænk lige over det! Snehvides mor? Afgik ved døden. Askepots mor? Vist nok noget sygdomsrelateret. Yasmins mor? Død og begravet. Ariels mor? Færdig. Måske en haj? Pocahontas‘ mor? “Vinden tog hende” (yeah right). Belles mor? Nix. Død og borte. Torneroses? Okay, Tornerose har stadig sin mor, men hun var til gengæld en rigtig lortemor, der proppede sin datter ud i en skov. Så altså…min pointe er bare: What the actual fuck?

Nå, det var bare lige en tankestorm, jeg ville dele med jer. Nu vil jeg pleje min meget meget syge datter. Meeeeget syge datter.

Og apropos absolut ingenting så kan du, hvis du har lyst, (gen-) læse mit indlæg: Det er altså normalt at skide lidt under fødslen!