Ærlig snak Life of a mom

En forfærdelig dag, på en helt vidunderlig dag…

screenshot-20181127-170824-instagram.jpg

Jeg stod op, kyssede børnene og puttede dem i sofaen, mens jeg svøbede dynerne omkring dem. Jeg tændte for både Ramasjang og for stearinlysene og begav mig ud i køkkenet, for at lave en hyggelig weekends morgenmad. Det kan godt være at børn er irriterende nogle gange og at man ofte har lyst til at bytte dem, for en flaske rødvin og en pose Matadormix ? Men langt størstedelen af tiden, er de jo dejlige. Og lige den her morgen, var jeg ramt af en ekstrem lykkefølelse af hvor heldig jeg er og hvor godt jeg faktisk har det.

Det var en hel klassisk lørdag. Vasketøj, LEGO klodser og kaffe. Jeg havde godt lagt mærke til i kalenderen, at dagen snart ville komme. Alligevel var det først dér – præcis 10 minutter før, alt imens jeg stod og lagde vasketøj sammen, til lyden af børnemusik – at det gik op for mig, at det for præcis 18 år siden, var den værste dag i mit liv. Faktisk var det kun 10 minutter før ”tidspunktet” at det slog mig. D. 24. november 2000 klokken 14.52, var nemlig dagen hvor jeg mistede min mor. Og her stod jeg, d. 24. november 2018 klokken 14.42, med vasketøj og en lykkefølelse, der med ét blev forandret til følelsen af…ingenting.

For hvad skal man pludselig føle? Tristhed? Lykkefølelse? Sorg?

Jeg lagde mig ind i sengen og kiggede op i loftet. Prøvede lige at ”mærke” tabet for et øjeblik. For det er nok noget af det man fortsat forsøger på, når man har mistet én man har kær. Det er som om at det er lidt ”forbudt” ikke at være ked af det. Ikke længere at føle den samme ked-af-det-hed. Men det er jo faktisk forkert. For jeg ved jo at min mor ville elske, at jeg på netop sådan en dag, havde følelsen af lykkeFølelsen af at mit liv var komplet – også selvom hun ikke længere havde én af hovedrollerne i mit liv.

Så jeg besluttede mig for at rejse mig op og bevæge mig tilbage til lykken. Og rose mig selv for at være kommet ”ud på den anden side”. Jeg har brugt nok år af mit liv på at sørge. På at være ked af det, trist og ulykkelig over at livet ikke gav mig en mor i mere end 16 år. Men jeg er stolt af at jeg bærer hende i mig. At jeg kan høre hende for mig sige: ”En dag når du bliver voksen, så kommer du ud på den anden side. Så bliver du lykkelig for dit liv”.

Den dag er kommet.

At miste er som at få et kæmpe stort og blødende sår. Efter lang tid heler det, men såret vil stadig være tydeligt i mange mange år. Efterhånden forvandler det sig til et lille ar, som bliver mere og mere utydeligt som årene går. Det vil dog aldrig forsvinde helt. Af og til vil man få øje på det og andre gange ser man slet ikke at det er der. Jeg ser arret af og til. Men det gør ikke ondt mere. Heldigvis.

Jeg skrev for noget tid siden et indlæg om hvorledes man bedst hjælper de i sorg. Hvis du har lyst kan du læse det HER. Jeg har ligeledes skrevet et indlæg, som resulterede i en artikel i Vores Børn. Det kan du læse, hvis du har lyst, lige HER.

You Might Also Like

11 Kommentarer

  • Reply
    Stine
    28. november 2018 at 19:21

    Åh ja, så blev jeg lige blæst tilbage i tiden. Om et par uger rammer jeg “min” dag – så er der allerede gået 8 år siden jeg mistede min mor.
    Tiden er både fløjet og sneglet sig af sted.
    Tak for din påmindelse om at huske på lykken

    • Reply
      Lillemor
      29. november 2018 at 17:57

      Søde Stine. Husker da vi begge sad højgravide og tudede og mindede vores mødre. Det er godt og fint at mindes. Både med smil og med tårer ❤️

  • Reply
    Helle
    28. november 2018 at 19:24

    Tusind tak for et virkelig fint indlæg!
    Jeg mistede min far meget pludseligt som 6-årig for 19 år siden. Din beskrivelse af alle de følelser det stadig indebærer er meget præcis.
    Mange tak for at give tid til refleksion og sorg.

    • Reply
      Lillemor
      29. november 2018 at 17:57

      Tak Helle. Du kan tro at dine ord de varmer. Og så skal du jo vide at dine ord også er med til at bekræfte at mine følelser er rigtige. Tak ❤️

  • Reply
    Jannie
    28. november 2018 at 19:46

    Puha… Sidder her med tårene løbende ned af kinderne, dit indlæg ramte mig hårdt😢
    Jeg har selv mistet min mor for snart 7 år siden, og det er fuldstændig som du beskriver det! Smerten forsvinder bare aldrig!
    Men jeg har valgt ikke at tænke på alt det der gør ondt, og fokusere på ALT det gode, det er jeg nødt til. Men det fjerner aldrig savnet efter en mor som ikke er her mere❤️
    Kram til dig❤️

    • Reply
      Lillemor
      29. november 2018 at 17:56

      Søde Jannie. Tak for dine ord ❤️ Du skal vide at du ikke er alene. Det er skrækkeligt at miste én af de nøglepersoner, der er så vigtig for ens liv. Det vænner man sig aldrig til helt. For det skulle jo slet ikke være sket! Det var jo slet ikke meningen at de skulle forlade os så tidligt. Samtidigt er det rart at mærke at livet jo også byder på så meget andet kærlighed og lykke. Og som du skriver er det nok rigtig vigtigt at holde fast i dét ❤️

  • Reply
    Mette
    28. november 2018 at 22:06

    Kender udemærket din følelse. Jeg mistede min storebror for 16 år siden, og nogle dage, også på mærkedage, er man bare glad og andre dage, tilfældige måske, er min verden ved at styrte sammen. Har desværre tit følelsen af, at fremmede, der ikke har prøvet noget lignende, slet ikke forstår, at ens verden kan falde sammen her 16 år efter (og at min nuværende depression og angst er forårsaget af mit tab for 16 år siden)! Men den kan den, og især når jeg tænker, at han mangler i min hverdag. Han skulle følge min graviditet og lege med min søn, det er det hårdeste… Men som du siger, så bliver arret heldigvis mere og mere utydeligt, og man er lykkelig nu, de fleste dage, og det er helt sikkert også det han aller helst ville ønske for mig, eller din mor, i dit tilfælde. 😊 Knus og kram herfra. “Vi er ikke alene”

    • Reply
      Lillemor
      29. november 2018 at 17:53

      Hej Mette. Tak fordi du deler dine følelser og tanker! Det er pisse hårdt at miste. Og jeg tror at du har ret i, at folk der ikke har prøvet det, ingen idé har om, hvordan det føles. Det er dejligt at være kommet “ud på den anden side”. Samtidigt tror jeg også at man skal byde de uventede tårer velkommen. For de er jo et udtryk for kærlighed. Og den forsvinder jo heldigvis aldrig ❤️

  • Reply
    Rikke
    29. november 2018 at 10:08

    Kan så meget følge dig, selvom det nu er 23 år siden jeg pludseligt mistede min far, så er han stadig så meget i mine tanker.
    Kram.
    hilsen Rikke

    • Reply
      Lillemor
      29. november 2018 at 17:51

      Tak for din besked Rikke! Og heldigvis, er de stadig i vores tanker. Lige hvor de skal være. Med tiden er tankerne heldigvis gode og ikke fyldt med sorg og savn ❤️

  • Reply
    Kristine
    1. december 2018 at 7:15

    Tak fordi du skriver om dette🧚🏼‍♀️ Og hvor er det et smukt billede af din mor, som jeg synes du ligner utroligt meget♥️

Svar