En tatovering der havde min ryg

Min mor døde, da jeg var 16 år. Det skrev jeg lidt mere om HER. Lidt tid inden hun døde, fortalte hun mig, at hun havde set min skytsengel (i en drøm?). Hun fortalte mig, at hun så glad ud. Hun fortalte mig også, at det var et symbol på, at jeg ville klare mig godt. At jeg ville komme okay (eller i hvert fald så godt som muligt) ud på den anden side af det tab, jeg stod over for. Nemlig at miste en forælder.

Der er aldrig en god alder at miste en forælder på. Det er vel svært, uanset hvilken alder man har. Jeg var 16 år, stadig en pige, men også lidt begyndt at blive en “kvinde”. Jeg var forvirret og følte mig alene og uvidende i en verden af uddannelsesmuligheder, drenge og ting der begyndte at vokse ud fra min krop. Men jeg fandt alligevel en vis tryghed i, at min mor angiveligt havde set min skytsengel, selvom jeg ikke rigtig var – eller er – hverken troende eller overtroisk. På en eller anden måde, var der alligevel noget der gjorde, at jeg vidste, at jeg ville klare mig godt. For det havde skytsenglen sagt.

Da jeg blev 18 år, gjorde jeg derfor, som mange andre 18 årige gør. Jeg fik en tatovering. Tatoveringen forestillede en skytsengel og var placeret på mit højre skulderblad. På det tidspunkt var jeg stadig i en verden og en alder, hvor alting var omskifteligt. Så skytsenglen på min ryg var en konstant, der gav mig ro og en tro på, at det hele sgu nok skulle gå. Eller måske var den et symbol på, at min mor i hvert fald troede på mig og på den måde altid havde min ryg.

Jeg ved ikke med jer, men jeg huske mine sene teenageår og mine tidlige tyvere som ret forvirrende. Det var nogle år, hvor man skulle finde ud af, hvad man ville, og hvem man var. Slut tyverne var straks mere behagelige, da det var årene, hvor jeg fik sat nogle titler på mit liv. Jeg var jordemoder. Jeg var kæreste til Lillefar, og jeg var blevet mor til en lille Kummefryser (sådan føltes det i hvert fald at føde hende). Nogle år senere blev jeg også mor til en lille dreng. Og jeg var glad. Jeg ER glad. Også selvom jeg har mistet én af hovedrollerne i mit liv og ville ofre alt vin i verden for at have hende som en del af min hverdag igen. Jeg er kommet godt ud på den anden side og kunne i virkeligheden ikke forestille mig, at jeg kunne have det bedre. Præcis som min mor og skytsenglen havde forudset. Så jeg besluttede mig for et par år siden, at det var på tide at sige farvel til skytsenglen. At sige “tak for denne gang”. Så jeg fik lavet en ny tatovering oven på den gamle. Nogle orkidéer som minder mig om min mor og to små sommerfugle, “som kan symbolisere din søn og din datter”, som tatovøren fint sagde. Ham delte jeg i øvrigt en doughnut og en øl med. Det var pis’ hyggeligt!

Jeg har derfor aldrig fortrudt, at jeg fik tatoveret skytsenglen på min ryg. Det tror mange fejlagtigt, når jeg fortæller, at jeg har fået den dækket med en ny tatovering. Tiden var bare kommet til at sige farvel for denne gang, så jeg kunne klare mig selv. Jeg tror derfor, at mange 18-årige får en tatovering af en grund og ikke fortryder dem. Altså med mindre der står “Sunny Bitch 4LIFE 2020”. Den kommer de helt sikkert til at fortryde!

Klask fra Lillemor