Alle dem der er trætte af børn der ikke vil sove, rækker hånden op!

Hver eeeevig eeeeneste aften sidder skiftevis jeg og Lillefar troligt ved siden af sønnike (på snart 2 år)’s seng, alt imens han mumler “vand”, “kram”, “mig op”, “MIIG OOOP!!”, “kys”, “hej mor, hej far”, “Børge” (JA, vores hund hedder Børge!) og udfører i øvrigt samtlige yoga-poseringer i sin lille tremmeseng alt imens jeg mærker, at mine hængepatter bliver længere og længere, mine grå hår titter mere og mere frem og mærker, hvordan mine poser under øjnene stille og roligt rammer gulvet.

Vi er vist mange der kan blive enige om, at dét der VIRKELIG kan drive én (forælder) ud over grænsen, er børn der ikke kan (/vil!) sove. Jeg tænker lidt at man i en sådan putte seance, pludselig befinder sig i tre forskellige forælder-roller (sådan er det i hvert fald oftest hjemme hos os!):

1. Den første halve- (putte) time, er man den overskudsagtige, forstående og smilende forælder “Ja, du skal sove nu lille skat. Sikke en dejlig dag vi har haft, men nu skal vi puttesove. Ja, her er lidt vand. Kom så lægger vi os ned.” Man synger adskillige godnatsange og taler dagen igennem. Kysser, krammer og nusser. Hva’ pokker klokken er også kun 19.00. Der er længe til klokken 20, hvor yndlings serien kommer i tossekassen. Men når de første 30 minutter er gået og barnet (mod planen!) fortsat er i hopla og tilsyneladende ikke er med på projekt-putning, “tjekker forælder 1 ud og går hjem for i dag”.

2. Og det er så her “forælder 2 møder ind” og overtager putte-tjansen. Den knap-så-smilende-forælder der forsøger at være en anelse mere kortfattet og bestemt: “Så…tys tys, nu er det altså godnat. Ja, vand – HER og så er det altså godnat. Kom, læg dig ned. Schhyy…”. Ikke flere godnatsange eller en sludder for en sladder. Primary objective er kort og godt, at få rovdyret til at lukke øjnene, så man kan komme ind og smække stængerne op og være sig selv. Ikke mor, ikke kollega, ikke dyrepasser, ikke husholderske. Bare sig selv! Men efter endnu en halv time, hvor barnet fortsat nyder den her sjove leg, er det nu tid for “forælder 2 at tjekke ud”.

3. Ind kommer den nu-er-det-kræftpetervæltemig-mere-synd-for-mig-end-for-dig-forælder og overtager putte-tjansen. Og omend man nok siger de samme ting som under punkt 2., så bliver man frustreret. Og lettere irriteret. For HVORFOOOOR VIL DEN IKKE SOOOOVEEE?? Hvorfor er barnet så glad? Så sov dog! Men okay, lad mig lige for en god ordens skyld pointere: Nuvel – det gør barnet vel også! – Altså bliver frustreret! Det må da være møghamrende irriterende for barnet, ikke at kunne give sig hen til søvnen. MEN nu er det altså lige forældrene der er i fokus her 🙂 – vi må lige have hinandens ryg, ikke sandt?

Lad mig nævne at hans storesøster på 4½ i en meget tidlig alder (sådan ca. 7 måneder gammel) lærte at falde i søvn alene. Det kom sig af at hun fik en “godnat-flaske” efter amning om aftenen, for at hun kunne være mæt i lidt længere tid og dermed ikke berigede os med sin tilstedeværelse hver 2-3 time natten igennem (med stor succes i øvrigt!). Når jeg skulle putte hende, sad jeg derfor ved siden af hendes seng og holdte flasken for hende og blev til hun faldt i søvn. Men når Lillefar skulle putte hende, kom han ud efter fem minutter.

Lillemor: “Sig mig…hvad laver du?”

Lillefar: “Jeg drikker tydeligvis et glas rødvin, med benene oppe.”

Lillemor: “Ja men…hvad med babyen?”

Lillefar: “Hvad med hende?”

Lillemor: “…skulle du ikke putte hende?”

Lillefar: “Hun er blevet puttet…hun ligger og hygger sig derinde alene med en flaske!”

Og ganske rigtigt…efter et smugkig ind på hendes værelse, lå hun og hyggede sig med sin flaske. Da hun var færdig med den, lå hun og pludrede og hyggede sig og faldt så i søvn. Af-sig-fucking-selv. Det var ALDRIG et problem. Og i laaange tider blev det rutine, at putte hende på den måde. Faktisk forstod jeg slet ikke når andre fortalte, at de havde svært ved at putte deres børn. Vi lagde hende jo bare ind med en flaske. Og senere blev flasken erstattet med en bog og vi kunne blot synge en sang eller to, og efterlade hende i hendes eget hyggelige selskab. Det var aldrig et problem. (Altså lige indtil hun blev så stor, at hun begyndte at tro at bamser og LEGO klodser var levende. Men det fik vi så styr på efter noget tid).

Min søn bliver 2 år til marts. Og vi har – hold nu fast – ALTID siddet ved hans side, til han faldt i søvn. Altså SAMTLIGE dage. Der er ingen større religion der har påbudt os dette. Det har simpelthen været fordi, at hverken Lillefar eller jeg gad at “tage kampen op”. De gange vi har forsøgt at liste ud, er han stukket i et fuldstændigt vanvittigt og desperat skrig! Og det er jeg nok bare ikke den store fan af. – Om end jeg gerne vil lære ham, at det kan være trygt og godt at falde i søvn alene. Og måske også fordi jeg fornemmer, at vores blotte tilstedeværelse er med til, at fastholde ham i dagen. Holder VI ham egentlig vågen?

Mit spørgsmål til jer er nu: Hvordan lærte I jeres menneskeunger at falde i søvn alene? De fleste siger bare: “Det kommer helt af sig selv!”. Meeeen det tror jeg ikke helt på 🙂 Man træner vel på en eller anden facon. Der er mange der er imod “Godnat og sov godt”. Vi er ikke decideret imod den metode, men har bare fravalgt den da vi ikke duer til, at have børn der skriger efter os. For MIG virker det unaturligt. Men jeg er sikker på, at de der benytter sig af den, gør det med gode hensigter. Jeg tror ikke nødvendigvis på, at børnene bliver hverken seriemordere, sengevæddere eller pyromaner af at bruge den metode. Mange undersøgelser viser dog at det er skidt, men der er bestemt også argumenter for det modsatte – altså at det er en dårlig idé at holde i hånd til de sover (læs mere om det i indlægget HER).

Jeg vil meget gerne høre hvordan I har gjort der hjemme? Jeg hører gerne al jeres erfaring, uanset hvilken metode I har brugt. Jeg håber også at I der har praktiseret at “Holde i hånd til de sover!” vil komme med indspark! For på et eller andet tidspunkt skal (?) de vel lære at hengive sig til søvnen alene? Og gerne inden de bliver 18 tak. Men hvordan gør man dét (uden gråd)? Er der en alder der er mere passende end andre?

Og fortæl mig så lige…hvad er du? Forælder 1, 2 eller 3? 😉

Har du lyst kan du også læse:

Børns dødbringende våben!!

Kærlig hilsen

Vil du spammes med mine indlæg i din newsfeed? Så følg mig på:

FACEBOOK

Instagram

Bloglovin’