Der var engang en ostemad…

Der var engang en ostemad. En ostemad med marmelade. Hindbærmarmelade. Ostemaden tilhørte moderen i huset. Moderen glædede sig til at spise ostemaden. Hun havde nemlig brugt en halv time på at tilberede morgenmad, der kunne leve op til den 2-åriges og den 5-åriges kongelige standarter. Kaffen var klar (og varm – en meget sjælden hændelse som mor) og ostemadderne tronede ligeledes flot på det hvide porcelæn. Moderen observerede to spisende børn, der i ro og mag stille sad og så tegnefilm (Ligeledes en meget sjælden hændelse). Moderen smilte. Det var næsten for godt til at være sandt.

Men pludselig…

Pludselig kom den 2-årige og erklærede sig retten til den ene ostemad. Moderen var ikke glad. Men hvad skulle moderen stille op? Skulle moderen ofre sin ene ostemad, til fordel for fortsat ro? Og ikke mindst varm kaffe? Moderen måtte handle hurtigt, såfremt hun havde forhåbninger om, at mærke den varme blide følelse af malede bønner på sin tunge.

Moderen kapitulerede.

Den 2-årige fik ostemaden. Ostemaden med marmelade. Hindbærmarmelade. Moderen drak en tår af sin varme kaffe. Hun følte at hun stadig havde vundet – bare lidt. Pludselig var marmeladen væk på 2-årigs ostemad. Der var intet spor af marmeladen – på ostemaden altså. Dog var der rigeligt marmelade at spore på den 2-åriges hage, tunge, læber, kind, hår, sofa og højre øjenbryn. Den 2-årige befalede mere marmelade. Moderen sagde nej. 2-årig befalede atter mere marmelade. Denne gang i højere toneleje. Moderens puls begyndte at stige. Skulle hun holde ved? Skulle hun atter kapitulere? Moderen holdte ud. Pulsen var fortsat høj – og moderen håbede, at 2-årig ville acceptere hendes ydmyge forslag om, at indtage resten af bollen befaling.

Moderen havde vundet. 2-årig spiste videre. Kaffen var fortsat (næsten) varm. Okay, lunken…men i en moders verden, går det ind under kategorien “varm”.

Pludselig skete næste udfordring. Osten var væk. Smørret lige så. Tilbage lå våd bolle uden tilbehør (hvordan gør de det?). 2-årig befalede atter noget der kunne akkompagnere våd bolle. Moderen forsikrede sig selv om, at hun sagtens kunne udstå 2-årigs befaling. Jeg er stærk! tænkte hun. Jeg er hård! Intet kan knække mig! Men 2-årig fortsatte. Moderens puls steg atter. Kaffen blev koldere. Moderen hørte sig selv sige:

“NU FÅR DU ÉN TESKEFULD MARMELADE. OG SÅ SPISER DU BOLLEN!”

– Ja…så kan han lære det…kan han (!)

Et stykke pålægschokolade, en skive ost og to teskefulde marmelade senere, fandt moderen ud af, at hun overhovedet ikke havde så meget rygrad, som hun havde håbet på. Og derefter smed hun den våde bolle ud i skraldespanden. Og drak sin kolde kaffe.

#EnMorgenSomMor #EnMorUdenRygrad #PleaseSigJegIkkeErDenEneste #DeErFandmeStandhaftigeDeSmåSataner