Fredags-frieri #4. En kvinde i hvidt og en mand i arbejdstøj!

Selv om Inni og hendes mand ikke var HELT enige, om hverken budget eller dress-code (hos dem selv!), så endte de dog alligevel med, at få hinanden 🙂 Læs Innis beretning om mødet mellem de to, frieriet og brylluppet her:

Jeg boede i et lille bofællesskab med to andre og et par huse længere henne af gaden, flyttede to gutter ind. Jeg mødte dem til en fællesspisning og senere hev de os med hjem, så vi kunne hjælpe dem med at fortære noget rødvin 🙂

De efterfølgende 8-10 måneder mødtes vi ofte til noget mad eller et glas rødvin, og undervejs fandt jeg ud af, at de altså IKKE var bøsser – de havde i hvert fald begge dame-kærester på andre adresser!

Jeg havde på det tidspunkt også en kæreste, men vi gik fra hinanden, og med den ekstra tid på hånden, begyndte jeg at hænge lidt mere ud ovre hos gutterne. Det var super hyggeligt og henover sommeren var vi en flok, der ofte tog på stranden sammen. En enkelt gang var det dog kun mig og den ene fyr. Og han var faktisk ret sød fandt jeg ud af – men som sagt så havde han jo en kæreste.

De følgende måneder blev jeg ved med, at hænge ud i deres hus og de to gutter kom også over til os et par gange. Pludselig blev ham den søde single! Og ganske kort tid efter blev jeg bekræftet i, at han da også fandt mig en smule interessant, da en almindelig aftensmadsaftale udviklede sig ;). Jeg troede egentlig, at det bare skulle være “lidt sjov”. Men han faldt hurtigt for mig, og da han var så sød, nænnede jeg ikke at stikke af 😉 Og godt det samme, for en morgen vågnede jeg og kiggede på ham og måtte konstatere, at jeg søreme selv var blevet sjask forelsket. Og efter noget tid flyttede vi i hus sammen!

Vi var i fuld gang med at renovere vores nyindkøbte hus. En aften sad vi med en aftendrink på et par havestole i køkkenet og pludselig, omgivet af værktøj og tilfældig skrab-sammen-havestole, som kunne gøre det ud for møbler, sagde han pludselig:

Han, noget tøvende: “Nå, men nu hvor vi har købt hus, må vi jo så hellere se at komme på rådhuset”.
Mig (begyndende bobler i maven): “Hvorfor det?”
Han (meget forsigtigt): “Skal man ikke det …?”
Mig (spillede dum og havde en del flere bobler i maven): “Det er vist ikke nødvendigt. Man kan sagtens melde flytning på nettet nu til dags.”
Han: “Men jeg tænkte… sådan…på “rådhuset”!”
Mig: “Nej, nej, vi går bare ind på borger.dk”.
Han (kigger ned i sin drink): “Men det var jo ikke det, jeg mente …”
Mig smilende (og muligvis en smule ondskabsfuldt): “Hvis du ikke taler om flytning, må du jo stille mig et specifikt spørgsmål og se, hvad svaret bliver!”
Han (stirrede stift ned i sin drink og mumlede meget forsigtigt): “Vil du godt gifte dig med mig?”
Mig (flækkede ansigtet i det største smil): “Selvfølgelig vil jeg det!!” (kastede mig over og kyssede ham)

De følgende uger gik det meste af min tid, med at lave gæsteliste, lægge budget og google brudekjoler og min mand snakkede egentlig mest om gips-vægge og spartelmasse 🙂 Så jeg måtte virkelig lægge mig i selen for, at føre en ordentlig samtale med ham, uden at ævle bryllup hele tiden.

Undervejs i forløbet fandt jeg så min brudekjole i Den Blå Avis – de fleste har jo sjovt nok kun været brugt én gang og kan derfor betegnes som næsten nye! Han ville i hvert flad IKKE have smoking på!! Og da jeg skød idéen ‘finde noget i skabet’ ned, meddelte han, at så ville han have arbejdstøj på. I starten jokede vi mest med det, men ret hurtigt opstod idéen om, at få Snickers Workwear til at sponsorere hans og barnets tøj. Så jeg skrev en ansøgning og det endte med, at Snickers sponsorerede tøj til min mand, hans forlover, knægten, min svigermor og min svoger, samt kasketter til espalier og tommestokke og mini-koben til bordpynten. Vi var heller ikke helt enige om budgettet. Han sagde at de i hans familie aldrig havde holdt fest for over 10.000kr! Vi endte på en smule mere 😉

Der blev hejst et telt i indkørslen og bygget en bar, som min mand vist fik afprøvet aftenen inden med nogle venner! Han fandt dog alligevel vejen til Rådhuset dagen efter og vi sagde begge vores JA.

Tak til Inni for at dele deres historie! Jeg vil også rigtig gerne høre din historie 🙂.  Så hvis du har lyst til at dele den, så send mig din beretning på Jordemodertina@gmail.com.

Læs flere frierier HER og læs også hvordan jeg ødelagde Lillefars frierier HER.

Hav en pisse dejlig fredag!