Bagsiden af Jordemoder-medaljen

Kl. var 06.50 da Mandlen på 2 år vågnede i morges. Svøbt ind i sin dyne, slugte han det første afsnit af Mascha og Bjørnen, mens han hyggede på sofaen. Lillefar og Kummefryseren sov endnu. På kalenderen står der søndag. En søndag der falder i en ulige uge. Hvilket som altid betyder, at familien forlades for mit vedkommende, til fordel for arbejdet på fødegangen. Et arbejde som jeg har en vanvittig stor kærlighed til. Et arbejde som jeg rent faktisk føler mig privilegeret over at have…et arbejde som ikke “bare” er et arbejde der skal overstås, men et arbejde der for mig er et lille nyt ‘eventyr’ hver dag.

“Mor, vil du gerne lege med mig?”

– spurgte Mandlen, der netop havde sneget sig ind på mig, alt imens jeg forberedte mad til arbejdet i køkkenet. Jeg er stadig overrasket over hvor mange ord, det lille væsen rent faktisk kan sammensætte i én og samme sætning. Han er sgu blevet så stor! Lige pludselig. Jeg bukkede mig ned i knæ, aede ham på kinden og svarede: “Det ville mor rigtig gerne, men mor skal på arbejde i dag…”. Han kiggede på mig og sagde: “Nej…mor ikke arbejde i dag?” – med et blik der nærmest prøvede at overtale mig til, at jeg ikke skulle tage afsted. Han var ærgerlig. Ærgerlig over igen at skulle undvære sin mor.

Alt i mens jeg stod og puttede mascara på ude på badeværelset, kom Kummefryseren på 5 år glad ud til mig. Klar til en ny dag. Klar til morgenboller og morgenhygge om sofabordet som vi plejer…i de weekender der falder i de lige uger. “Mor, når vi har spist morgenmad, skal vi så ikke lege sammen bare dig og mig?” spurgte hun glad. Hun havde glemt det. Hun havde glemt at jeg igen skal arbejde. Glemt at hun igen skal undvære sin mor i hendes fritid. “Lille skat, mor skal på arbejde…kan du huske vi talte om det i går?” Den morgenglade Kummefryser blev til en ærgerlig Kummefryser og smilet blev pakket væk. Jeg bukkede mig atter ned og aede hende over håret og sagde: “Jeg ved godt det er et dumt arbejde mor har nogle gange….”. Hun kiggede på mig og svarede: “Det er altid et dumt arbejde du har”. Skuffet gik hun ind i stuen og puttede sig på sofaen med sin lillebror.

Der blev nusset, puttet og morgenhygget lidt ekstra om de to denne morgen, inden jeg måtte afsted. Lillefar sad med de to i stuen, mens jeg efterlod dem til fordel for et nyt eventyr. En ny historie. En ny familie som jeg atter skulle være så heldig at lære at kende. Alt imens min egen familie havde deres eget lille søndagseventyr.

På cyklen på vej til arbejde, kom mine tanker længere og længere væk fra dem der hjemme. Jeg tænkte mere og mere på hvad dagen måtte bringe. Tænkte på den foregående dag og på hvor sejt et job jeg egentlig har. Jeg glædede mig til hvad der skulle ske og glædede mig over, ikke at vide hvad dagen skulle bringe. For det er jo nok dét der er fedt ved mit job. Det uforudsigelige.

Og så tænkte jeg: Det er jo nærmest som om at jeg er afhængig? Jeg ‘glemmer’ simpelthen min familie og kan (sådan nogenlunde) pakke tristheden væk, på bekostning af glæden over jordemoderlivet. Det er jo nærmest som at have et “overforbrug” af arbejdet? Kan man have det? Og er det sundt? Noget man gør for sin egen skyld (og de vordende forældres naturligvis) på bekostning af sin familie. Bevares, der er da også dage hvor jeg ikke gider at arbejde. Dage hvor jeg aller helst bare blev under dynen med en god film og en kaffe. Men jeg bliver nok lidt “Høj” af arbejdet for det meste.

Da jeg kom hjem sen eftermiddag, blev der fortalt historier om dagen. Om bedstefar der kom på besøg. Om legepladsen de havde været på. Om geden de havde set. Om de donuts de havde spist og den te de havde drukket. Og om den donut der lå ensom i køleskabet og ventede på moderen.

Mig. 

Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan det her indlæg skal slutte. Så derfor sætter jeg bare sidste punktum nu

.