Det der skete var…

Det var lørdag aften. Klokken tikkede hen mod kl. 18.30. Jeg sad alene ude i køkkenet ved et efterladt middagsbord. Begge børn havde forladt gerningsstedet og Lillefar var på arbejde. Pludselig kom Kummefryseren ud i køkkenet, med sine sprit nye hvide fake-fur ørevarmere…der nu ikke var så fluffy som de havde været hidtil. De var nemlig driv våde og havde lavet et drivvådt spor ned gennem gangen, i stuen og nu også i køkkenet.  Kummefryseren sagde grådkvalt:

“Hvem har gjort deeeet?”

And let’s face it…når man har en tre-årig i huset, så er gerningsmanden som ofte selvskrevet. Jeg trøstede Kummefryseren, forsøgte at presse vandet ud af ørevarmerne, lagde dem kortvarigt på spisebordet hvor de dryppede videre, tørte fingrene af i trøjen og gik så ind i stuen, hvor gerningsmanden a.k.a Mandlen sad og drømmede sig ind i Gurli Gris’ verden.

Med de dryppende, våde ørevarmere dinglende på min finger, gav jeg ham det frygtindgydende “mor-blik” og så spørgende på ham. Han svarede prompte:

“…Det var ik’ mig…det var Børge!”

Og til jer der ikke ved hvem Børge er, så er det liderlige bæst præsenteret HER for ganske nylig.

Det var lidt som om at Mandlens sætning afslørede ham temmelig meget. I hvert fald gav jeg ham de våde ørevarmere i favnen og beordrede ham ind, for at sige undskyld til Kummefryseren.

De gav hinanden et stort vådt kram og alt var godt. Egentlig bare sødt af ham, sådan at vaske ørevarmerne, ik’? Så betænksomt!

……..tænkte jeg indtil jeg gik ud på badeværelset…

Og så at gulvet var plask vådt…

Men ikke ved håndvasken…

…

Men ved toilettet…

Min reaktion:

Så altså kunne jeg konkludere at ørevarmerne ikke havde fået en vasker i håndvasken…og at det vand der var dryppet rundt i hele huset, det vand der nu var i Mandlens og Kummefryserens favn, på radiatoren, på gulvet, på mig, på freaking spisebordet ikke var RENT vand. Men toiletvand.

Nå, men hej lørdag aften! Og fuck da dig!

Så kan man lissom’ mærke at man lever ik’?

Jeg føler lidt af mine lørdage aftener hjemsøger mig. Og temmelig meget bekræfter mig i at jeg er mor. Med et overordentligt stort

M.

Jeg mener…det er trods alt ikke mere end tre uger siden, at visse ting syd på begyndte at klø en smule på både Lillefar og jeg. Kummefryseren havde tilsyneladende taget husdyr med hjem fra SFO’en. Husdyr som så indlogerede sig i vores organer og brugte vores tarme som habitat. Læs indlægget HER.

For helvede.

Welcome to mommy-life.