Okay, nu skal I høre! For nogle år tilbage, startede jeg en lille føljeton, hvor læserne kunne skrive om en problematik og så få andre læseres holdning til selv samme. Sådan lidt Mads og Monopolet agtigt. Sidste dilemma var helt tilbage i 2016. Men de indlæg er der altså en sød læser der kan huske! Så forleden fik jeg en mail, hvor hun skrev om en problematik, som hun virkelig gerne vil have lidt hjælp til. Så jeg tænker: Lad os da fortsætte denne føljeton lidt, hvis der er interesse for det! For er der nogle der er mega seje, til at komme med gode råd, så er jeg sikker på at det er jer!
Så skal vi ikke lige give denne søde kvinde lidt feedback, så hun ved hvordan hun skal forholde sig? Hvad ville du selv gøre, hvis du stod i samme situation? Skal hun fortsætte med at være sur og undgå mødregruppen? Eller skal hun kaste sig ud i det og lade fortid være fortid? Kom med dit svar i kommentarfeltet, så bliver hun glad!
Hej Lillemor.
Det er ved at være et stykke tid siden, du har haft et dilemma spørgsmål. Men jeg har brug for et godt råd, som jeg håber du kan hjælpe mig med.
Sagen er den, at jeg er gravid og venter mit andet barn. Vi er en flok veninder som har fået børn på nogenlunde samme tid. De andre er lidt foran mig, og de fleste er derfor startet på arbejde igen. Men de har startet en mødregruppe op, og har også inviteret andre med ind i gruppen, der iblandt en som jeg slet slet ikke kan med. Jeg blev for nogle år siden sindssygt uvenner med hendes mand, og jeg har faktisk ikke snakket med nogen af dem siden. Selv om vi har fælles venner, og ofte møder hinanden til fester, forsøger jeg altid at undgå dem. Men nu er jeg også blevet inviteret med i denne mødregruppe.
Mit dilemma er at jeg overhovedet ikke har lyst til at være en del af den mødregruppe pga. hende. Jeg har ikke lyst til at komme hjem til hende og jeg har ikke lyst til at invitere hende hjem til mig…. men jeg vil jo gerne være sammen med mine andre veninder! Jeg er sindssyg dårlig til at skjule, når der er nogen jeg ikke kan lide. Og har virkelig ikke lyst til at sidde og “lege” veninder med hende nu.
Bliver jeg virkelig nødt til at sluge den kamel, for at “beholde” mine veninder, eller skal jeg være reel over for mig selv og “melde mig ud” af den mødregruppe?
Vi er 4-5 stykker tilbage i mødregruppen nu, efter de andre er startet på job. Jeg har kun snakket ganske kort med én veninde om det, som ikke kunne forstå mig og sagde at jeg jo måtte finde en anden mødregruppe så. Har derefter ikke turde snakke med nogen om mit dilemma, af frygt for at blive dømt på mine tanker….
Hilsen mig
Først vil jeg lige sige at jeg synes det er ret så sejt at du åbner op og fortæller om noget så følsomt. Det kan være rigtig svært at “indrømme” sine ømme punkter. Men for mig at se, er det faktisk et tegn på at man modnes og måske er parat til at skifte retning. Men skal måske bare lige have et kærligt puf ?
Her kommer MIN mening og så håber jeg at andre vil spæde til, så du har lidt forskelligt at læne dig op af.
En god veninde sagde engang til mig: Kill your enemies with kindness. Den har jeg virkelig prøvet at tage til mig. For jeg er (var) også typen, der kan tænke tilbage på gamle stridigheder og blive vildt irriteret. Men… Dét der med at blive ældre, gør altså også noget godt for én. Jeg har i hvert fald selv besluttet mig for at nogle ting, simpelthen ikke er værd at bruge hverken tid eller energi på at være sur over. Den situation du beskriver, kunne godt lyde som én, der trænger til at dø. Altså situationen, ikke kvinden (for Guds skyld!).
Uanset hvad der ligger bag, så lyder det som om at det er stædigheden der fylder mest. Men tro det eller ej! Lige så vel som du har forandret dig, så har hun garantrisset også. Og hvis ikke, så kan jeg love dig for at det bedste “våben” man kan bruge overhovedet, er venlighed. Tag med til den mødregruppe og giv hende et kæmpe kram og ros hendes baby og hendes kanelsnegle. For gevinsten ved det vil være, at hun tænker at du har ændret dig og er mega overskudsagtig. Enten vil hun synes at det er fantastisk, eller også vil hun være misundelig over at du er blevet så skide overskudsagtig. Så kort og godt: En win win situation! Det dummeste, i mine øjne, du kan gøre, er at møde op sur og ignorere hende. For så har hun vundet og du har tabt.
Så bare lige for at gøre det kort: Kill your enemies with kindness. Tag med til den mødregruppe og lad hende nævne situationen, hvis hun har behov for det. Så kan du score endnu et point, ved at være den overskudsagtige type der siger: “Nåhr den lille ting…det tænker jeg ikke over mere. Vi er jo heldigvis blevet voksne nu!”. “Forgiven, not forgotten” som man siger.
Men hey, jeg besidder jo ikke den hellige gral! Hvad siger I andre?
Læs andre dilemmaer lige HER. Og skulle andre brænde inde med et dilemma, så er I mere end velkomne til at kaste det i min retning. Skriv en besked til mig på Facebook Instagram (@lillemorblog), eller på mail lillemorblog@gmail.com.
19 Kommentarer
P
16. maj 2019 at 18:41Jeg vil råde til at smække svesken på disken OG kill them with kindness! Altså skrive en besked inden, alla “hej x, jeg ved ikke om du kan huske det skete? Jeg har siden følt lidt distance imellem os, men nu hvor vi skal ses ugentligt vil jeg bare lige skrive til dig at jeg synes vi skal fortid være fortid. Jeg glæder mig til at se din lækre baby :)”-ish.
Livet er simpelthen for kort til at gå og være sur og såret, altså sat totalt meget på spidsen.
Nadia
16. maj 2019 at 19:39Mit liv er for kort til at bruge min tid på mennesker jeg ikke kan lide og dårlige venner. Jeg var ikke taget i den mødregruppe og hvis de andre veninder ikke kunne ses udenfor den mødregruppe, så er de ikke gode veninder 🤷🏻♀️
Nat
16. maj 2019 at 19:45Hm tjah. Jeg ville møde glad og smilende op, trække hende diskret til side og fortælle at jeg har tænkt lidt på den trælse situation, men at jeg håber det kan være fortid og bare nyde vores lækre babyer og hinandens selskab 😊
Hvis hun så vælger at være sur eller bære nag, så er det hendes udfordring og hende der skal blive god igen..
Og hvis du ikke føler for at trække hende til side, så bare sig “ej hej x, hvor er det bare længe siden! Sikke da en lækker baby du har dig der, har du det ellers godt?” Vær nu den voksne og læg det bag dig, tiden er altså for kort til at skulle være sur og tvær agtig..
Op på gyngehesten, drik noget kaffe (og rødvin!) og æd noget kage 😄
Anna
16. maj 2019 at 20:37Begrav den! Den eneste der kommer til at gå glip af noget er hende, hvis hun vælger ikke at deltage. Hendes veninder er der (forhåbentlig) stadig, men hun vil hele tiden være den der er uden for fællesskabet og det er ikke fedt. Derudover er det jo manden hun skændtes med, ikke hans kone, så jeg ville klart komme og have det fedt med mine veninder 🙂
Mor_til3plus2
16. maj 2019 at 20:53Da det var hendes mand du blev uvenner med, og ikke hende, ville jeg begrave stridsøksen og være “the bigger person”, og bare omgås hende med alm. høflighed til en start, for ikke at miste alle de andre veninde på sådan en øv ting (har selv været i en lignende situation, vi ikke fik løst og ser desværre ikke den veninde mere 😕)
Livet er for kort til bitterhed og sure miner og en person skal ikke “være skyld i” man giver slip på sin omgangskreds.
Hvis du er heldig trækker hun sig selv, hvis du er endnu mere heldig får du en veninde tilbage 😁❤️
Nj
16. maj 2019 at 20:54Jeg er enig med de to andre – det bliver kun værst for hende selv, hvis hun ikke deltager i Mødregruppen. Og som Nat siger, så kan hun jo vælge at trække hende til side til at starte med for lige at gøre opmærksom på, at hun er kommet videre. Jeg tænker i hvert fald, at den anden heller ikke har glemt det, så det er nok rarest for begge parter lige hurtigt at “tale ud”. 😊
P
16. maj 2019 at 21:09Jeg ville prøve det af, for det er ærgerligt at miste 4-5 veninder pga. en person. Hvis hun så stadig har en øv-fornemmelse efter mødregruppen, så kan hun jo trække sig. Det kan også været, at hende den anden er klar til at give slip, men fordi de aldrig snakker, har de ikke haft muligheden for at komme videre og sige op i røven med det. Jeg ville prøve det af, og så se hvordan det går. 🙂
Inni
16. maj 2019 at 21:12Den økse skal bare kules ned så hurtigt som muligt. Dels er det længe siden, dels er det én ud af en hel gruppe, og dels er det damens mand, hun har skændtes med. Hvad nu hvis veninden bare synes, det er helt vildt irriterende, at hendes mand ikke kan opføre sig ordentligt, og at hendes veninde også bebrejder hende? (Eller … Der skal som regel to til et skænderi, så måske er lidt selvransagelse også på sin plads?) I hvert fald: Mød op, smil og vær voksen og ovrrskudsagtig. Måske dukker der en anledning op til at snakke om tingene, og ellers så bare tag den en uge ad gangen og nyd selskabet.
Heidi
16. maj 2019 at 22:11Enig med lillemor. Hold dig oppe, smil og vær venlig! Det er så overskudsagtigt, og det er en bedre måde at begrave stridsøksern fremfor at aftale at i gør det, venlighed virker bare anderledes end ord <3
Nina
16. maj 2019 at 22:39Jeg er klart enig med lillemor og mange af de andre læsere – det er dig selv det går mest ud over, hvis du går og bærer nag i årevis. Jeg siger ikke, at du ligepludselig skal kunne lide hende, men tænk en befrielse, hvis du kunne give slip på det og lade være med at give det mere opmærksomhed. Det er vildt anstrengende at gå og være så sur på nogen så længe.
Kill her with kindness!
Anette
17. maj 2019 at 5:59Jeg synes også du skal deltage i mødregruppen og “kvæle hende med kærlighed”, kan sagtens forstå du synes det er skide svært.
Heidi
17. maj 2019 at 8:35Du skal da med og inden da, skal du inde i dig selv altså, tilgive hende. Sig det højt når du er alene. Hun får intet ud af dine negative tanker, de dræner kun dig og dit humør. Så tilgiv hende i dit stille sind, tag med og hils på hende stille og roligt. Og for Guds skyld ros barnet 🙂
Rikke Bisgård Sørensen
17. maj 2019 at 8:52Jeg ser det lidt anderledes, men nok også fordi jeg aldrig har været så vild med de Mødregrupper. Jeg synes hurtigt, at der går “se-mig-overskudsmor’ i den, og at de svære ting ikke må luftes højlydt. Det er så en helt anden diskussion. Mht dilemmaet: Har du ikke lyst, så bliv væk. Jeg har med alderen lært, at min energi er for vigtig til at bruge den sammen med mennesker, som dræner. Er man i en sårbar periode, så er det ikke sikkert, at det er så nemt blot at begrave stridsøksen, så man netop ender med at komme fuldstændig energiforladt hjem fra mødet. Vurder og mærk efter i maven. Har jeg lyst til det her? Er det noget jeg gør for andres skyld eller min egen? Men “dyrk” ikke uvenskabet, så det vokser til noget værre end det er.
Mona
17. maj 2019 at 20:23Så skulle du næsten have været med i min mødregruppe! Der bliver talt om manglende sex liv, skænderier, nedsunken livmoder, en endetarm der lige titter ud en gang i mellem, den altoverskyggende afmagt, når baby skriger og skriger, og man selv er så træt, at man overvejer at putte ørepropper i bare for at få lidt søvn. Jeg tror faktisk ikke, vi har emner der ikke kan italesættes. Og det er ikke engang fordi vi er lige gode venner alle sammen.
Astrid
17. maj 2019 at 22:13Jeg har hørt den med perfekte mødre i mødregrupper fra flere, men forstår virkelig ikke hvor den opfattelse kommer fra. Begge mine mødregrupper har været støttende og kærlige og vi har delt både op- og nedture sammen. Og spist en helvedes masse sukker fordi vi var dødtrætte alle sammen.
Birgitte
17. maj 2019 at 11:30Jeg vil komme videre og lægge det bag mig, for helt ærligt, hvem går det mest ud over, dig eller det tidligere vennepar. Det er dig der bruger oceaner af energi og tid på at tænke over hvordan du undgår og om du mine andre venner, masser af tanker før, under og efter en fest. Tænk alt det overskud og psykisk energi du ville få, hvis du slap det. Du behøver ikke indvige det tidligere vennepar i dine tanker, bare give slip inde i dig selv. Håber du finder ud af det 😊
Mona
17. maj 2019 at 20:19Jeg synes, det kommer an på, hvad der blev skændtes om dengang, og hvordan konen i det forhold, reagerede. Jeg havde en veninde på et tidspunkt, som blev ved med at overskride mine grænser. Da hun ikke respekterede når jeg sagde fra, endte det med, at jeg smækkede gevaldigt med døren, hvilket kun reagerede virkelig dårligt på. Vi har fælles venner, men hvis jeg på nogen måder kan undgå det, så ønsker jeg aldrig mere at se hende. Det er 15 år siden, og fylder ikke i min hverdag, men det er absolut ikke glemt, og hun bliver aldrig en del af mit liv igen.
På den anden side er jeg i mødregruppe med 3 mødre, hvor af den ene tidligere har været kæreste med en anden mor i gruppens mand. Det har givet lidt udfordringer, og jeg ved, at den ene har haft lyst til at melde sig ud, men har alligevel ikke gjort det, fordi de trælse kommentarer bliver opvejet af det at være sammen med andre kvinder med jævnaldrende børn.
Når du nu har været til sammenkomster med hende her, siden skænderiet, så tror jeg, jeg vil råde dig til at tage med en enkelt gang og derefter tage en beslutning. Måske bliver det overraskende hyggeligt. Måske endnu mere akavet end frygtet, men så har du et bedre grundlag at tage din beslutning ud fra.
I
17. maj 2019 at 20:44Jeg synes at det er svært at give dig en troværdig mening/løsning, når man ikke ved, hvorfor du og “ venindens” mand er blevet uvenner. Du skal starte med at dykke ind i dig selv og find ud af, hvad du føler i virkeligheden. Er du stadig vred, fornærmet, skuffet eller er du pinlig? Kan du stadig stå inde for den måde du har tacklet konflikten på? Og spørg dig selv hvorfor du vil være med i mødregruppen? Hvad får dit/dine barn/børn og dig selv ud af det? Kan I få nogle hyggelige og afslappende timer sammen med dine veninder, uden at du skal spille overskudsagtig, men være dig selv, så skal du selvfølgelig tage med. Kan du ikke, brug hellere tiden med din mand og dine børn- i den sidste ende, det er det der er vigtigst❤️
Rosa
22. maj 2019 at 10:03For mig ville det være altafgørende hvordan den anden kvindes tilstedeværelse vil påvirke mig – vil jeg være i stand til at være mig selv og autentisk, dele hvad jeg normalt ville med resten af gruppen selvom hun er der mm.
Ellers et klart nej tak – jeg er meget bevidst om hvad jeg bruger min sparsomme tid på som mor til to, og der skal være noget “in it for me” og ikke en følelse af pligt og ej lyst (og ja, selvfølgelig foretager jeg mig også ting på daglig basis som ikke er baseret på egoisme – men i det her tilfælde kan man rent faktisk tillade sig at vælge)