Jeg blev mobbet, da jeg gik i folkeskole

Da jeg kørte hjem fra arbejde i går, hørte jeg radio, hvor der blev talt om mobning. Lytterne ringede ind med deres historier, og selv radioværten fortalte grådkvalt om hendes egen oplevelse med mobning. For hvad gør det egentlig ved et menneske? Både når mobningen står på men også senere hen i livet?

Jeg husker en dreng fra min folkeskoleklasse. Han gjorde mig usikker og fik mig til at føle, at jeg var mindre værd end de andre piger fra klassen. Han påpegede at min højde var både anderledes og utiltrækkende. Det var i øvrigt også mærkeligt, at jeg ikke havde fået nogen bryster endnu. Og når jeg (endelig!) fik nogle, sad de mærkeligt ifølge ham. Han grinte af mig. Hviskede om mig til de andre for øjnene af mig. Han rystede på hovedet af mig, mens han hånligt smed en kommentar afsted, som gjorde det svært at finde søvnen og roen om aftenen.

Egentlig er det vildt nok, at et andet menneske (højst sandsynligt pga. egen usikkerhed) kan få andre mennesker til at føle sig forkert. Føle sig utilstrækkelig. Men de følelser havde jeg! Jeg tog mig selv i at sige til mig selv, at jeg faktisk også var ret klam. Utiltrækkende. Ligegyldig. Og i hvert fald ikke god nok til ham eller andre drenge. Jeg ville så gerne accepteres. Måske især af ham? Måske var det i virkeligheden bare bedst, hvis jeg forsvandt. Der var nok ikke nogle, der ville savne mig alligevel. Jeg kunne jo bare lade være med at se så dum ud. Være så grim.

Ik’?

Der er altid nogle ”Alpha” mobbere. Strategikerne. Og så er der medløberne…de der mobber lidt med, for ikke selv at få en mobber-kugle for panden. ”Skyd før du bliver skudt” som man siger. Jeg kigger egentlig ikke tilbage og klantrer dem. Men et menneske som ham der mobbede, har jeg et evigt sug i maven over. Mærkeligt nok egentlig. For jeg ved jo, at han tog fejl. Han tog mega meget fejl! For jeg er pisse sej, har formået enormt meget i mit liv og er en bad ass mor med en lækker mand! Faktisk kunne jeg ikke ønske, at tingene gik bedre.

Det gør faktisk ikke noget at være højere end gennemsnittet. Og så er jeg ret sikker på, at han også ville glo en ekstra gang, hvis han mødte mig på gaden i dag og tænke: ”Hun ser da faktisk ret pæn ud”. Min usikkerhed er væk, men minderne sidder i maven, når jeg tænker på ham og på den tid.

Jeg lovede mig selv, da jeg var lille, at jeg ville finde mig en lille mand, når jeg blev stor. For jeg skulle i hvert fald ikke lave en tårnhøj pige, der potentielt skulle gå igennem det samme som mig, når hun blev stor. Men så mødte jeg Lillefar på 1,94cm. Vi har lavet to børn, der har længere ben end storebælt. Jeg bruger meget tid på at fortælle dem, at de er lige som de skal være. “Du har sådan nogle dejlige lange ben!”, ”Du er simpelthen så smuk og har et hjerte af guld!” og meget meget mere. Min datter går kun i 2. klasse, og hun har endnu ikke erfaret, hvor modbydelige (og uvidende!) børn kan være. For fuck nu af hvor kan børn være tarvelige.

Jeg gør en kæmpe dyd ud af at fortælle mine børn at ”anderledes” er sejt. At det er okay at fravige fra gennemsnittet. Min søn var 2 sekunder fra at gå hen og rose en kvinde med et kunstigt ben for nyligt, indtil genertheden overtog hans mod. Vi havde netop talt om, at det fandme da var sejt at have sådan et ben! Og at hun var pæn med det. Det ville han gerne fortælle hende. Det er jeg fandenfiseme stolt af, at han kan se.

Alle forældre bør tage snakken med deres børn. Det er VORES ansvar, at sørge for, at vores børn ikke kaster med sten mod andres sjæl. Det er VORES ansvar at sørge for, at vi lærer vores børn den vigtigste lektie i verden: ”Vær mod andre som du gerne vil have, andre er mod dig”.

Jeg havde heldigvis også mange gode venner i folkeskolen. Men der skal kun ét barn til at ødelægge det for én.

Ét barn.