Den ambivalente frihed

Yngste-ynglet på nu 11 måneder, er startet i vuggestue. Har jo prøvet at indkøre i vuggestue før tilbage i 2012. Men da var hele vores situation markant anderledes, end den er i dag. På kun 14 dage skulle min datter dengang starte i vuggestue, vi skulle flytte fra lejlighed til hus OG jeg havde pludselig fået tilbudt job som jordemoder, med ret kort opstarts-varsel. Så der var ingen tid at spilde…det dér med indkøring, måtte godt gå lidt tjept, så jeg kunne sætte hus i stand og samtidig læse en masse jordemoder-materiale igennem, så jeg følte mig klar til at starte op igen. Så dengang kunne det ikke gå hurtigt nok, med at få min datter ind i vuggestuens dagligdag.

Men nu…

…Nu BOR vi i et istandsat hus og jeg HAR en fast stilling at vende tilbage til i næste måned. Det vil sige at når jeg har afleveret øgle 1 og 2 i hhv. vuggestue og børnehave, så skal jeg bare hjem og…

…og hvad?

Jeg troede faktisk at jeg ville syntes, at det var lidt federe end det er. Okay misforstå mig ikke… jeg nyder skam at jeg ikke længere er så “begrænset” og dermed kun lige har en halv time i ny og næ, til at gøre hvad der passer mig (som oftest har været at tømme opvaskemaskine, lægge tøj sammen eller noget andet røvsygt, så hjemmet ikke ligner en koncentrationslejr når Lillefar kommer hjem). Det er rigtig rart at have en masse tid nu, som jeg HELT selv kan disponere over. MEN kan faktisk også mærke en længsel efter min søn. For det er jo trods alt ikke kun ham, der har været vant til at være klistret op af mig i 11 måneder. Jeg har også været vant til, at bruge alt min tid med ham. Og jeg skal virkelig lige lære, at han nu “er ved at flyve fra reden”. At det ikke kun er mig, der kan imødekomme hans behov, men også andre voksne og børn.

Så jeg skifter lidt imellem at stå og danse åndssvagt af glæde og synge højlydt ned i hårbørsten; “Freedom…freedom!! FREEDOOOOOM!!” – og så til at kigge ud på den tomme barnevogn og mærke et lille stik i hjertet.

Men måske det er meget normalt?

En del af mig er SSSSÅÅÅÅÅÅ lykkelig over, at jeg ikke længere har en lille klump kød på 3,5 kg, der bare skriger og forlanger enten mælk, omsorg eller andet, som man ofte kan have svært ved at regne sig frem til hvad præcist er. Joh joh, elsker skam børn…i dagtiden. Og børn som har en rytme. Børn uden rytme og som er vågne om natten? Not so much (det har jeg skrevet lidt om tidligere, læs det ved at KLIKKE HER). Det er der helt sikkert mødre der ude, som er meget bedre til at håndtere end mig. OMVENDT kan jeg ikke lade være med at tænke: var dét det? Om kun én måned, skal vi fejre 1 års fødselsdag for sønnike. Hvor fanden blev tiden af? Tænk at jeg aldrig mere skal barsle. Aldrig mere skal være gravid. Aldrig mere skal føde. Aldrig mere skal i mødregruppe, til baby-svømning, i baby-bio, vandre ture med barnevognen, i selskab med veninderne og deres afkom osv. osv. osv.

Og NEJ jeg skal ikke have flere børn, hvis det er dét du tænker. Men derfor kan man jo godt synes det er lidt mærkeligt alligevel, at det hele nu er slut. Bevares, så starter et nyt og spændende kapitel op. Men alligevel…

Hvad har I oplevet derude med indkøring? Fedt at have friheden? Afsavn til barsels-livet?

Kh Lillemor

Har du selv børn (eller frygter at få nogle!) kan du følge mig og læse flere indlæg på:

Min hjemmeside, FACEBOOK, Instagram eller Bloglovin’