Jeg er stadig bitter!

Da jeg i sin tid oprettede den her blog, var det for at have en mulighed for, at komme af med en masse tanker, glæder og frustrationer omkring moderskabet. At sætte ord på den kaotiske hverdag det kan være, når man driver sådan en “familie”-virksomhed, indeholdende ble-skift, leg, faste sengetider, gråd, havregrød i håret, bussemænd, glæder og meget mere.

Når jeg har skrevet et indlæg som bliver ‘liked’ eller delt på Facebook en del gange, kommer der ofte nye læsere til. Og det er jo rigtig dejligt! For som blogger kommer man kun frem i verden, ved “mund-til-mund” – metoden. Så tak til alle jer, der er så søde til at dele mine indlæg. Det gør mig glad og stolt, når jeg kan se, at mange har været inde og læse mine indlæg. – Det er jo netop dét, der er drivkraften bag mit skriveri.

Men når man har en blog, er det jo på en måde som at tage en megafon og råbe sin mening ud til alle. Der vil være nogle der elsker at læse det man har at sige og andre der ikke bryder sig om det. Jeg har både fået ris og ros – meget lidt ris heldigvis, men der vil altid være nogle “haters” derude. Dét kan jeg sagtens leve med. Det er et af vilkårene som blogger. Åbenbart.

Jeg har haft to indlæg, i min snart 4 måneder gamle blogger-karriere, der er gået viralt. Dvs. at de blev delt så tilpas mange gange, at absurd mange mennesker fik muligheden for at læse med. Det drejer sig om de her indlæg:

Dét tror vores mænd vi laver, når vi er på barsel:

og

“Du må ikke komme med til min (datters!) fødselsdag!”

Første indlæg bragte en masse smil frem. Og det var fedt! Andet indlæg skabte en del debat og fokus på mig som blogger. En opmærksomhed der var unfair og som jeg gerne ville have været foruden. Ja, jeg er stadig bitter. Jeg gjorde klart hvad MIN holdning var og står så sandelig stadig ved, at jeg ikke mener, at man skal holde andre uden for i så små klasser. Der må findes andre metoder, hvorpå man kan komme eventuelle problemer til livs, end at holde små 6-årige børn uden for et fællesskab. Punktum. Min holdning.

 Før jeg vidste af det, havde Ekstra Bladet skrevet en artikel omkring emnet og refereret til min blog. Enhver bloggers ønske tænker jeg! For som jeg skrev tidligere, er det jo fedt at der kommer flere læsere til ens blog – der forhåbentlig hænger ved. At Ekstra Bladet så lige var lidt for hurtige på aftrækkeren og måske ikke gengav situationen præcist som den var, var da lidt ærgerlig, men jeg var glad for, at der kom fokus på emnet. TV2 ringede mig op samme aften og ville gerne høre om de nærmere detaljer. Jeg skrev en mail til journalisten:

” (…) De var startet i 0. klasse og en måneds tid efter, havde en pige fødselsdag. Der blev privat omdelt X antal invitationer. 2 piger blev ikke inviteret. Inden fødselsdagen blev der afholdt forældre møde (velkommen til 0. klasse/status på trivslen so far) og problematikken blev bragt op, fordi at pigerne jo godt alle sammen vidste, at én havde fødselsdag. Derefter blev der så holdt afstemning som jeg fortalte dig og de vedtog at alle skulle inviteres (pigerne/drengene/hele klassen). Så alle kom med, men mod få forældres ønske (…)”

Det resulterede i en artikel hvor journalisten skriver: “Et indlæg (…) der tager udgangspunkt i et – viser det sig – tænkt eksempel (…)” og “(…) historien om ‘lille Sofie’ faktisk er fiktiv (…)”. Intet af det jeg havde skrevet blev brugt. Intet! Der bliver mellem linjerne sagt, at jeg er fuld af lort. Først tænkte jeg: “Pyt med det”. Men så gik der lidt tid og så blev jeg faktisk oprigtigt ked af det og sur. For jeg følte mig udnyttet og fejlciteret! Og da jeg så læser dette i kommentarfeltet under artiklen, bliver jeg rigtig gal:

Jeg klagede naturligvis til forsideredaktøren, der overraskende nok ikke mener, at han har gjort noget galt. Han henviser dog til, at han har været med til at generere en masse trafik (læsere) til min blog. Ahmen altså, skal vi ikke stikke manden en klapsalve?!

Jeg vil sgu da hellere have INGEN omtale, end NEGATIV omtale!?

Journalisten der skrev artiklen, som jeg også klagede til, besluttede sig så for at rette i – hold nu fast – den 2-3 dage gamle artikel (som om der sidder nogle derude og tænker A: “Jeg vil da gerne lige vide hvad der skete, i det ganske danske land for 3 dage siden” eller B: “Gad vide om de mon har rettet i den der artikel, hvor de kalder Lillemor en løgner”). Så nu står der i stedet i artiklen: “(…) som tager udgangspunkt i en faktisk episode”. 

Jeg er ærligt sur og skuffet. Efter deres artikel, kunne jeg se på min Facebookside, at mange havde været inde og “unlike” mig. Og det bebrejder jeg dem egentlig ikke. Kan da godt forstå, hvis de ikke har lyst til at følge med i en blog, der skulle tage udgangspunkt i usande historier. Men dét der ramte mig mest, var de utallige mails og kommentarer på mit indlæg, der refererede til mig som løgner.

  Jeg klagede ‘højere oppe i systemet’ hos TV2 og fik fat på en venlig herre. Han gav mig ret i, at jeg var blevet svaret arrogant og at der var blevet skrevet usandt fra deres side. Ligeledes skrev han: “Jeg finder vores tekst på Facebook-opslaget for uheldigt”. Han ville gerne korrigere det og rette op på fejlen. Han spurgte mig om jeg havde nogle forslag til dette. Jeg foreslog ham (naturligvis!) at man kunne lave en ny artikel, omhandlende blogger-verdenens store in-march og foreslog i den forbindelse, at man kunne nævne mit navn. For at jeg ville kunne få noget GOODWILL på kontoen igen. Meeen….det var ‘bestillingsarbejde’ sagde han og dermed ‘journalistisk utroværdigt’.

Men så er det jeg tænker: Hvad er mest journalistisk utroværdigt: En total usand artikel, hvor intet af det jeg har sagt er blevet brug? Eller en artikel omkring en forstads blogger-mor, der på hobby-plan skriver om livet med børn? Either way. Det blev til den her tynde undskyldning, som man kan finde på en fuldstændig ligegyldig hjemmeside de har (og som ingen går ind og læser tænker jeg):

Hvad er status så nu? Efter deres artikel faldt min følger skare markant. Jeg har ikke lige så mange læsere nu, som jeg havde før deres artikel. Jeg overvejede meget, om jeg overhovedet gad at blogge mere. Jeg syntes simpelthen at prisen var for dyr og jeg følte mig demotiveret! Og så har jeg ikke kunne lade være med at tænke på, at jeg som jordemoder, i følgeskab med mine fantastiske kollegaer, i årevis har forsøgt at få taletid i medierne, for at sætte fokus på vores travlhed og de konsekvenser det kan have. Men ved I hvad kære venner: Dét er ikke en god historie….. Men Lillemor og hendes blog-indlæg om en rådden fødselsdag, kan generere tre artikler på under 24 timer.

Tre artikler.

 Dét der trods alt fik mig til at fortsætte mit skriveri, var da Lillefar sagde til mig: “Jeg har aldrig skrevet noget, som over 100 mennesker har læst! Så hvis du kan få smilet frem på 100 læber, kan du godt være stolt”. Så jeg tænker at jeg bare fortsætter, til jeg ikke ved hvad jeg længere skal skrive om.

Tak fordi at DU læser med.

Kh Lillemor

Har du selv børn (eller frygter at få nogle!) kan du følge mig og læse flere indlæg på:

Min hjemmeside, FACEBOOK, Instagram eller Bloglovin’