Jeg er i disse dage rigtig ked af det og ærgerlig. På mit fags vegne.
Jeg har netop tjekket Facebooks Newfeed. På under 3 minutter, poppede intet mindre end 4 artikler om jordemødrenes arbejdsforhold op: Tryghed er nedprioriteret på landets fødegange. Rutine på fødeafdeling: Jordemødre kaldes ind på fridage. Jordemoder: Vi har ikke tid til at spise og tisse. Regeringen vil sløjfe støtte på kvart millard til fødende.
Lige nu overvejer du nok at hoppe fra dette indlæg…for du magter ikke at læse mere “brok” fra jordemødrene. Du er sikkert træt af at støde på disse artikler dag ud og dag ind i denne periode, hvor det er almindeligt kendt at regeringen overvejer at fjerne millioner af kroner der ellers var øremærket de fremtidige gravide og fødendes forhold. Måske du allerede har født de børn du skulle have? Og alting gik godt? Bare rolig…jeg kan trøste dig med, at “alle” har glemt alt om emnet om 14 dage. Der er det (igen) ikke længere interessant for medierne at fokusere på travlheden. Jordemødrene har da desværre (igen) mistet håbet og kampgejsten og fortsætter (jordemoder-) livet som vanligt, alt imens vi klapper hinanden på skuldrene og minder hinanden om, at vi da “i det mindste prøvede”. For Guderne skal vide at vi prøver. Prøver at kæmpe for jer.
Kæmper jeres kamp. Kæmper for jeres sikkerhed.
Jeg elsker mit job. Jeg elsker at møde så mange forskellige par, så mange forskellige personligheder og at være en del af den kæmpe oplevelse det er, at et barn kommer til verden. Det har jeg tidligere skrevet om HER. Jeg føler mig hamrende privilegeret at få lov at tage på arbejde og besidde så vigtigt et job som jeg har. Min kærlighed og min arbejdsglæde besidder jeg altså stadig – det er indtil videre ikke lykkedes regeringen at spare den del væk. Jeg er stolt af mit arbejde. Jeg føler mig heldig.
…Og så er jeg på mange måder også bare utrolig uheldig. For jordemoderfaget går desværre hånd-i-hånd med massiv travlhed og pressede arbejdsvilkår. Og jeg går ofte hjem med følelsen af, at jeg har måtte løbe ekstra stærkt for at føle at jeg har gjort mit arbejde ordentligt. Og det er ikke min egen skyld. Ikke mine kollegaers skyld. Eller min jordemoder-ledelses skyld. Nej, vi skal højere op i systemet. Ud til de offentlige ansatte på Christiansborg, der dog af en eller anden grund får lidt mere i løn end de 157,91kr en jordemoder får i grundløn. (Og ja, generelt lidt mere i løn og pension end alle andre i den offentlige sektor. Og hvorfor er det egentlig lige at det er sådan?). Der sidder nemlig nogle på Christiansborg der har besluttet, at de danske fødeafdelinger højst sandsynligt ikke længere skal have de mange millioner kroner, som ellers var blevet øremærket os (eller JER de kommende fødende). Penge som vi i mange år har kæmpet for, på jeres vegne. Penge der naturligvis ville gøre jordemødrenes arbejdsforhold bedre. Det er eksempelvis en stående joke blandt jordemødre, at vi skal lægge et blivende urin-kateter på os selv når vi kommer på arbejde, da der ikke er tid til at gå på toilettet, samt at den medbragte madpakke skal være af flydende karakter, da der ikke er tid til at tygge maden ordentligt. Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at myten om en stille 30 minutters frokostpause fortsat lever i bedste velgående. Overarbejde er ikke unaturligt. Og vi er efterhånden blevet gode til at udføre et stykke arbejde på den halve tid. Men jeg undrer mig egentlig over at man fra regeringens side tillader at man i vores Sundhedssektor, har så usunde arbejdsforhold. Bør vi ikke være et godt forbillede? Jeg ved at mange jordemødre – på trods af deres store kærlighed til faget – har valgt at stoppe deres jordemoderkarriere, da de i en alt for ung alder føler sig slidt. Min dygtige jordemoder- og bloggerkollega Sort på Hvidt beskrev det selv rigtig fint forleden i et blog indlæg: “…men skal stor travlhed være normen, kan jeg mærke, at jordemoderfaget ikke kommer til at blive et fag jeg bliver gammel i, men gammel af. Desværre.”
De fleste jordemødre og kommende jordemødre kender dog til de arbejdsvilkår der er. Mange af os har aldrig prøvet andet. Så om end det ville være dejligt at jordemødrenes forhold blev bedre, er øverst på ønskelisten dog, at forholdende for kvinderne, parrene og børnene bliver bedre. Og lige nu lader det til, at I ikke længere har disse millioner i udsigt. Og det skræmmer mig. Det skræmmer mig at de tør. At regeringen tør lade travlheden fylde så meget på SÅ VIGTIGT ET OMRÅDE. For vi vil have muligheden for at være ved jer fra start til slut, uanset travlhed. Vi vil have muligheden for at I ikke skal dele jeres jordemoder med andre. Vi vil have muligheden for at have 100% fokus på jer og jeres ufødte barns sikkerhed. Vi vil ikke tillade at der potentielt kan ske ulykker alene på grund af travlheden. Dét er vigtigst for os.
Jeg ville ønske at de høje herrer på Christiansborg ville passe bedre på os der har så stor kærlighed til faget. Og jeg ville ønske at de ville passe bedre på jer. Jeg ville ønske at de kunne udregne det meget simple regnestykke: “Travlhed – Hænder = ?”. Jeg ville ønske at de ville forstå at:
Vi har for travlt. Vi er for få jordemødre. Arbejdspresset er for hårdt. Hvornår lytter I? Hvornår handler I? Hvornår tager I ansvar?
Kærlig hilsen
Et lidt alvorligt og personligt indlæg her fra. Har du lyst til at læse flere (og måske lidt sjovere) indlæg, kan du KLIKKE HER.
Følg mig på:
9 Kommentarer
Maria
4. september 2015 at 13:07Super godt indlæg! Frygter da lidt for mit fremtidige barn vi engang skal have og har ondt af mine jordmoderveninder. Håber virkelig regeringen kommer på bedre tanker og holder hvad de har lovet!
Lillemor
6. september 2015 at 16:29Jeg håber også at der bliver råbt højt nok op! Ved at mange råber op – private som fagfolk. Du kan gøre det samme ved at skrive direkte til nogle af dem der har indflydelse. En med-blogger foreslog mig at sende mine tanker til en avis mhp et debat-indlæg. Det kan du også gøre. For jeres stemme er den vigtigste! For det er trods alt jer travlheden går ud over! Send dine bekymringer, så du er med til at kæmpe! Jeg lover dig dog, at det er ildsjæle der vil tage imod dig, når du en dag kommer på fødegangen. Vi vil gøre alt hvad vi kan for at skabe den aller bedste (og mest rolige) fødsel for jer. At vi så løber lidt ekstra stærkt uden for fødestuen er noget andet. I er vores første prioritet. Men det kan sagtens blive bedre. Hjælp med at kæmpe! Kh Lillemor
Louise Feldthusen
4. september 2015 at 14:33Rigtig fint skrevet. Og rigtig skræmmende at det er sådan virkeligheden er. Venter mit andet barn og har termin til nov. Jeg er da bekymret over en situation som jeg ikke mener jeg burde være bekymret over. I stedet skulle jeg glæde mig til denne fantastiske oplevelse, men det gør jeg ikke. Ikke kun glæde. Minførste fødsel var et super godt forløb, vidunderlig jordemoder og stud. Stor ros og taknemmelighed. Men hele oplevelsen på barselsgangen var under al kritik, pga travlhed og mangle på personale, allerede for 5 år siden. Bare det dog ikke er blevet værre??
Vi skal være i trygge omgivelser med fagfolk der har tid til at hjælpe os (fødende ) og vores kommende børn. Håber nogen får øjnene op for vigtigheden af dette. ☺️
Lillemor
6. september 2015 at 16:25Det er i hvert fald ikke blevet bedre!! Voes kollegaer på barselsgangen knokler og knokler og løber også (for) stærkt. Og det kommer unægteligt til at gå ud over JER. Det I bør gøre er, at skrive til sygehusledelsen. Eller til sundhedsministeren. Eller til Lars Løkke den klaphat….hvis altså ikke han er ude og rejse på statens regning med nogle familiemedlemmer! Vi bliver ALLE sammen nødt til at råbe op. Du og jeg. Ellers bliver forholdende aldrig bedre! Kh Lillemor
kim/superheltemor
5. september 2015 at 13:45Rigtigt godt skrevet! Send det som debat indlæg til avis! Så vigtigt at få råbt højt om!
Lillemor
6. september 2015 at 16:23Vi har ikke lavet andet de sidste mange år, end at sende diverse debatindlæg til aviser m.v. De lukker blot ørerne. Vi råber op konstant – til sidst bliver man sgu lidt “hæs” i det. Og magter det ikke mere. Og så har regeringen jo fået det som de vil have det. Desværre! Kh Lillemor
Sarah
5. september 2015 at 20:02Det er simpelthen så vanvittigt frustrerende og uacceptabelt, hvad politikerne byder os. Lige nu er det jordemødrene og de gravide/fødende der kan se frem til mere lort, og snart er det nogle andre 🙁 Jeg er selv folkeskolelærer, og vi (og vores elever) har jo også fået en tur gennem møllen 🙁 Det var en anden regering og nogle andre “problemer”. Men jeg fatter simpelthen ikke, politikere (af alle slags) ikke kan se, hvad det er de gør (for deres spareøvelser kommer jo til at koste mere i det lange løb) og at de bliver ved med at ignorere fagpersoner:-(
Det blev lidt langt – men det er også lidt personligt for mig 😉
Jeg håber, du bliver ved med at kæmpe 🙂
Lillemor
6. september 2015 at 16:21Tak for input Sarah! Og ja, det er lidt tankevækkende at de bliver ved med at spare på så mange områder. Det eneste område de ikke sparer på, er goder til dem selv. Tankevækkende! Og nej, jeg oplever også at de i den grad IKKE lytter til de kloge på området. De forholder sig udelukkende på nogle sorte tal på et hvidt stykke papir. Og det er ikke altid sandheden! Folkeskolen er i den grad også ramt. Jeg lover at blive ved med at kæmpe og håber du gør det samme! Kh Lillemor
Meyermor
6. september 2015 at 20:48Godt skrevet Tina! SÅ vigtigt at vi holder ved og når frem med vores budskab, så alle ord tæller og dine var gode -som altid:-)
KH medjordemoder og medblogger Heidi