“Jeg stjal…men det var jo ikke helt med vilje?” Dilemma #2

Hvis du sidder og tænker… “A whaaat?. Hvad handler dét nu om?” så fik jeg jo den geniale idé (synes jeg selv…), at køre en slags “Mads og Monopolet” her på bloggen blot i ny og næ. Læs mere om det HER. Jeg fortsætter med at blogge som vanligt, dette er blot en lille sidegeshæft. Jeg har fået en håndfuld breve, men hvis det skal fortsætte, så skal der flere i min retning 🙂

Responsen fra jer (panelet!) fra “Må man holde kærestens venner uden for? Dilemma #1” sidst var rigtig god! – Om end meget delte meninger. Anne skrev dog tilbage til mig, at hun havde besluttet sig for, at hun VILLE invitere de to fyre med til hendes fødselsdag. “For som én af dine læsere skrev: Så gør det for kærestens skyld”. SÅ dejligt at vi (I) kunne hjælpe Anne.

Dilemma #2 kommer fra Cathrine som skriver følgende:

Hej Lillemor!

Jeg følger troligt med i din blog og lidt pudsigt var det, at jeg dagen efter jeg havde læst det første dilemma, pludselig står i et kæmpe dilemma selv!! Det der skete var, at jeg var på januar udsalg i et storcenter. Veninden og jeg ender i et smykke mekka med 30-50% på alt fra sidste års kollektion! Og det er jo guf for os kvinder, ikke sandt 🙂 ? Vi står blandt en masse andre udsalgs-hungrende mennesker og forsøger at rave de bedste ting til os. Jeg ender med at prøve en ring, som jeg er ret pjattet med. Lige med ét kalder veninden fra smykke-bordet ved siden af og spørger mig til råds om nogle halskæder. Før jeg ved af det, er alt fokus på halskæderne og vi ender begge med at købe et par halskæder. Godt glade og tilfredse over vores januar-kup, kører vi hen på en café et pænt stykke fra storcenteret. Lige som vi sidder og spiser opdager jeg, at jeg har en ring på fingeren!! Den ring jeg prøvede, inden min veninde kaldte på mig i butikken. En ring som jeg ikke har betalt for. En ring som jeg egentlig HAVDE planer om at købe. Jeg havde ikke mulighed for at tage hen med ringen samme dag, men ville egentlig også syntes at det var pinligt at sige: “Ja hej, jeg stjal…men det var jo ikke helt med vilje?”. For jeg var ærligt bange for deres reaktion. Jeg tog hjem og lagde den i en skuffe, for lige at overveje situationen. Jeg skiftes nu til at tænke: “Nah, jeg beholder den!” til “Jeg må nok hellere vise mig fra min bedste side og aflevere den tilbage!”. Men er det for sent nu? Jeg arbejder selv i butik og VED at der altid vil være et tab. Det “afskriver” man jo bare i butikken og der er jo ikke en decideret affektionsværdi for butikken. Det havde jo nok været anderledes, hvis det var et menneske der var blevet berøvet. Eller hvad?? HVAD SKAL JEG GØRE 🙂 Håber du har nogle kække møgkællinger (he he, jeg stemte også for dét forslag!) der kan komme med deres mening.

Kærlig hilsen Cathrine

Av av av Cathrine….det er muligt at jeg bare er et rigtig dårligt menneske og ender direkte i helvede…men jeg kan sagtens forstå, at nogle ville overveje løsning 1: at beholde den (hermed IKKE en opfordring til, at andre mennesker skal være lige så afskyelige mennesker som jeg selv!). Mest fordi jeg ville syntes det var SÅ akavet at aflevere den tilbage. Men kan samtidigt også godt fornemme den dårlige samvittighed der måtte være – og spørgsmålet er, om den er værd at leve med. Og tænker også, at man ville få en rigtig rar fornemmelse i kroppen, ved at gå hen og aflevere ringen og sige det som det er.

Så hvad synes I der ude?? Skal hun aflevere den tilbage eller beholde den?

 Og så lige en opfordring: Hvis du synes om “dilemma-konceptet” så tøv ikke med at send nogle dilemmaer i min retning 🙂 Det fortsætter kun så længe, der kommer mails i min indbakke 🙂 Send på min mail: jordemodertina@gmail.com eller som besked på Instagram eller på Facebook.