Dilemma

“Hvordan slår man op med en veninde?” Dilemma #5

ABM_1460633562

Endnu engang TAK fordi I er så seje – I er rigtig flinke til at kommentere og hjælpe de madammer, der skriver til mig med dilemmaer! Nu er det jo ikke så mange “dilemmaer” der har været postet (endnu). Men flere gange har de her dilemma-indlæg ligget på top 10 over “mest kommenterede” indlæg på Bloggers Delight’s hjemmeside. Så TAK til jer for at hjælpe 🙂 Og husk nu: hvis du selv har et dilemma du søger svar på, så tøv ikke med at smid et spørgsmål af sted i min retning. Så er jeg sikker på, at der sidder en masse og gerne vil komme med deres besyv 🙂

Send på min mail: jordemodertina@gmail.com eller som besked på Instagram eller på Facebook.

Sidste dilemma: “Hvad skal min søn kalde mormor og morfars kærester?” fik en masse gode kommentarer med på vejen. Pernille har siden hen skrevet dette til mig:

Hej Lillemor!

Jeg har nu læst de mange gode svar, og vil gerne komme med en opfølgning, og ikke mindst tusind tak til dem, der tog sig tid til at komme med input 🙂 
Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at jeg selvfølgelig er glad og taknemmelig for, at A har hele tre hold engagerede bedsteforældre! Han er en heldig lille fyr. Min tvivl om “bedsternes” betegnelser er derfor på ingen måde et forsøg på at holde nogen udenfor 🙂 Jeg vil ikke have nogen som helst skrupler ved, at A kalder dem noget, hvad end det så måtte være – det er egentlig mere det der med at få det over mine egne læber, når det ikke falder mig naturligt. 
Anyway! Min fars kone omtaler nu sig selv som bedste, og det har jeg ikke tænkt mig at kommentere på. Jeg tænker at det måske, med tiden, vil falde min kæreste og jeg mere naturligt at omtale dem begge som “bedste(mor/far)”, og for at gøre alle glade er det nok det, vi arbejder hen i mod at få det til at blive. Et eller andet sted handler det måske bare om at ignorere vores egen ambivalens og tænke på, at A jo ikke kender til andet end det, vi viser ham.
Konklusionen bliver derfor, at vi lader “bedsterne” selv afgøre hvad de vil kaldes, indtil A evt. giver udtryk for, at ville kalde dem noget andet. Min kæreste og jeg kommer nok i første omgang til fortsat at kalde dem ved navn, men skrive “bedste” på eksempelvis gaver og lignende. Jeg tænker at det formentlig på et tidspunkt, når A begynder at kalde dem det, det nu ender med, vil blive mere naturligt for min kæreste og jeg at gøre det samme, hvis det giver mening 🙂  
Mange hilsner fra Pernille 
Et nyt dilemma har ramt indbakken. Og jeg tænker at alle der har veninder og evt. har været med til at “slå op” med en veninde, kan komme med gode input. Læs med her:

Hej Lillemor!

Jeg har et dilemma til dig og alle de kloge mennesker der læser med på din blog!

Jeg har igennem flere år sunget i et kor, og vi er flere piger som ses privat og det er jeg glad for. MEN! Én af pigerne er bare sådan en der suger al energien ud af mig. Hun bliver ved med at invitere til kaffe, på café osv, men når vi sidder der, er det eneste vi taler om: koret, koret og koret. Vi har efterhånden haft den samme samtale 100 gange og jeg er egentlig ret træt af det. Vi har ikke andet end koret tilfælles og når jeg prøver at dreje samtalen ind på noget andet, går den i stå eller også trækker hun den tilbage til koret! Hun er sådan et menneske der fylder rigtig meget. Hun taler enormt højt og har ikke rigtig nogen situationsfornemmelse. Forleden så jeg hende i byen og GEMTE mig, fordi jeg ikke orkede at forholde mig til hende!

Jeg har flere gange overvejet at stoppe i koret, bl.a pga. hende. Men jeg kan godt lide at synge og de andre piger er skønne at være sammen med.

Hvad skal jeg gøre? Hvordan ”slår man op” med en veninde?

Mvh Kat

Av av av…Den er ret svær. Først vil jeg (personligt) sige: Det er jo ingen skam IKKE at bryde sig om nogle. Vi er jo (og heldigvis for det da!) alle forskellige. Dét der er svært er, når man først HAR lukke top for “vi-er-så-tæt-at-vi-sagtens-kan-mødes-og-drikke-kaffe” slusen og så bagefter trækker i land. Fordi det jo unægtelig vil såre den anden. Men et eller andet sted: sådan er livet vel. Nogle gange løber venskaber ud i sandet, andre gange er man simpelt hen NØDT til at “slå op”. Jeg har faktisk selv prøvet det én enkelt gang; at slå op med en veninde. Og der var jeg egentlig bare ærlig. Jeg tænker at det trods alt er bedre at være ærlig, end at mødes uden man egentlig har lysten til det. Men kan godt se, at det i dit tilfælde Kat, er mere problematisk, når nu I deler hobby og venindegruppe. MEN – når man mødes uden for sin hobby – er det så ikke netop dét man taler om? Dét der fælles har draget jer sammen som gruppe? Når jeg er sammen med mine jordemoder-veninder, snakker vi fx primært om fødsler. Når jeg er sammen med mødregruppen, er det primært børn. Jeg tænker i hvert fald, at det ville være ærgerligt hvis du droppede din hobby, blot fordi én af pigerne, ikke umiddelbart er den du har planlagt at holde fast i for altid og køre rullestolsræs med på plejehjemmet, når du bliver gammel.

Hvad siger I der ude? Har nogle af jer oplevet at “slå op” med en veninde? Og i så fald – hvordan gør man så lige dét? Mødes man eller sender man en sms? Hvis ikke I har – hvad er så den bedste måde at gøre det på, så man sårer den anden mindst muligt?

Eller hvad hvis det blot er én enkelt i en flok, som man ikke bryder sig så meget om – bider man det så i sig?

Svar gerne liiige her under 🙂 Og skulle man få lyst, kan man læse flere dilemmaer lige HER.

 

 

You Might Also Like

15 Kommentarer

  • Reply
    Dorte
    14. april 2016 at 15:29

    Årh…jeg er blevet slået op med…en venindesnak endda sad til højbords(!) ved mit bryllup, og som jeg stadig savner. Jeg har endnu ikke fået at vide, hvorfor hun har “slået op”, men jeg ved, at jeg stadig er ked af det. Har forsøgt med breve og mails osv, men har aldrig fået noget at vide. DET gør ondt. Og jeg føler ikke, jeg kan komme videre, for tænk, hvis jeg gør samme fejl(!?) igen? Hellere være ærlig på den konstruktive måde, så veninde måske kan lære noget af det.

    • Reply
      Anne Bruhn Jørgensen
      25. april 2017 at 15:29

      Hej Dorte. Jeg er studerende på Danmarks Medie og Journalisthøjskole og arbejder pt på en artikel om venskaber. Jeg kunne enormt godt tænke mig at høre mere om din historie. Hvis du har lyst, må du meget gerne sende mig en mail på annej444@gmail.com. Kh Anne Bruhn Jørgensen.

  • Reply
    Kristina
    14. april 2016 at 17:23

    Synes det er et rigtig svært emne. For det er bare rigtig svært at have en anden opfattelse end den anden person i venskabet. Jeg ‘slog op’ med en gammel barndomsveninde for et par år siden. Det tog også rigtig meget mod. Men stod pludselig i en situation, hvor jeg var nødsaget til at sige fra. Vi var ret tætte veninder i gymnasietiden, og sås i perioder de efterfølgende år. Min kæreste, jeg og vores barn blev altid inviteret til både fødselsdage, børns fødselsdage og andre mærkedage i min venindes familie. Problemet var bare at vi aldrig sås. Jeg inviterede ikke og hun inviteres ikke. Og når det endelig skete var det overfladisk snak hele vejen igennem. Vi var bare ikke de samme, og havde meget lidt tilfældes. Undskyldningerne blev svære og svære at komme uden om, og pludselig faldt et babyshower sammen med en fødselsdag jeg havde sagt nej til. Da hun selv kommenterede det, var jeg hudløs ærlig. At jeg havde tættere veninder jeg prioriterede min tid med. At vores venskab var langt fra hvad det var en gang, og at jeg ikke synes der var plads til så overfladisk et venskab. Jeg havde egentlig indtrykket af at hin var enig, men ikke synes hun kunne lade vær med at invitere.
    Vi har stadig en fælles veninde, så jeg hører lidt den vej igennem hvordan hun har det. Og det er rigtig dejligt. Bliver kun glad for at høre når noget går hende godt. Vil ikke udelukke at vi en gang kunne ‘finde sammen’ igen, men tror vi er et klassisk eksempel på at vokse fra hinanden.
    Jeg synes sagtens Kat kan være ærlig, og sige at hun får meget lidt ud af deres venskab, og gerne vil prioritere tiden til veninder hin har tættere på

  • Reply
    Kristina
    14. april 2016 at 17:23

    Synes det er et rigtig svært emne. For det er bare rigtig svært at have en anden opfattelse end den anden person i venskabet. Jeg ‘slog op’ med en gammel barndomsveninde for et par år siden. Det tog også rigtig meget mod. Men stod pludselig i en situation, hvor jeg var nødsaget til at sige fra. Vi var ret tætte veninder i gymnasietiden, og sås i perioder de efterfølgende år. Min kæreste, jeg og vores barn blev altid inviteret til både fødselsdage, børns fødselsdage og andre mærkedage i min venindes familie. Problemet var bare at vi aldrig sås. Jeg inviterede ikke og hun inviteres ikke. Og når det endelig skete var det overfladisk snak hele vejen igennem. Vi var bare ikke de samme, og havde meget lidt tilfældes. Undskyldningerne blev svære og svære at komme uden om, og pludselig faldt et babyshower sammen med en fødselsdag jeg havde sagt nej til. Da hun selv kommenterede det, var jeg hudløs ærlig. At jeg havde tættere veninder jeg prioriterede min tid med. At vores venskab var langt fra hvad det var en gang, og at jeg ikke synes der var plads til så overfladisk et venskab. Jeg havde egentlig indtrykket af at hin var enig, men ikke synes hun kunne lade vær med at invitere.
    Vi har stadig en fælles veninde, så jeg hører lidt den vej igennem hvordan hun har det. Og det er rigtig dejligt. Bliver kun glad for at høre når noget går hende godt. Vil ikke udelukke at vi en gang kunne ‘finde sammen’ igen, men tror vi er et klassisk eksempel på at vokse fra hinanden.
    Jeg synes sagtens Kat kan være ærlig, og sige at hun får meget lidt ud af deres venskab, og gerne vil prioritere tiden til veninder hun har tættere på, og meget mere til fælles med. Men jeg synes at man skylder hinanden at være ærlig. Og det kan man sagtens være på en ordentlig måde

  • Reply
    SandraK
    14. april 2016 at 18:46

    Jeg synes det er vigtigt at du er ærlig over for hende, selvom det kan være svært. Med ærlighed kommer man længst! Og det er jo heller ikke så sjovt for hende at være sammen med en, der faktisk slet ikke ønsker hendes selskab!

  • Reply
    Lisette
    14. april 2016 at 19:38

    Hej Kat. Jeg tænker at hvis det kun er koret I har til fælles, så går der vel ikke noget af dig, at bevare den relation. Hvis du “slog op” med hende, ville det måske også have betydning for jeres fælles kor veninder. Og det ville da være ærgerligt. De bedste hilsener fra Lisette!

  • Reply
    Kathrine
    14. april 2016 at 20:04

    Hej Kat. Man kan jo også prøve at “udfordre” hende lidt. Når hun fx hele tiden vender tilbage til “kor” emnet, så sig det som det er med et smil: “Jeg er SÅ træt af at snakke om koret. Skal vi ikke snakke om noget andet?”. Hvis hun på ét tidspunkt HAR tiltalt dig, så kan det jo være at det ikke er helt slut endnu. Held og lykke!!

  • Reply
    Jesper
    14. april 2016 at 20:05

    Hvis ikke du gider hende, så skal du heller ikke bruge tid på hende. Lad det løbe ud i sandet

  • Reply
    Jeannette
    14. april 2016 at 20:22

    Åhh den er svær og er lidt i samme situation som Kat…vil jo helst ikke såre andre mennesker og ved at hvis jeg “slår” op sårer jeg et andet menneske dybt og det ønsker jeg ikke..så lige nu er jeg i tænkeboks og har trukket mig meget for fælles sociale sammenkomster..

  • Reply
    Cecilie
    14. april 2016 at 21:23

    Hej Kat. Jeg synes du skal prøve at lade den passere. Det lyder ikke som om, at I er “bedste venner” alligevel. Og jeg tænker at det kan gøre mere skade end gavn! Jeg er engang blevet “slået op med” og det er altså virkelig noget røv. Så hellere at det lige så stille glider ud i sandet. Men det er bare min mening!

  • Reply
    Louise
    14. april 2016 at 22:29

    Lad det løbe ud i sandet! Det lyder som om jeres relation er tilpas overfladisk til at det vil være okay. Hvis du direkte slår op og decideret konfrontefter hende med at du ikke ønsker hendes venskab bliver det med garanti akavet at synge i kor sammen – og ikke mindst deltage i arrangementer hvor hele kor-venindegruppen er med.

  • Reply
    K P
    14. april 2016 at 22:34

    Jeg ville bare holder mig lidt tilbage hvis jeg var dig. Tænker at det trods alt er bedre at hun fanger et lille venligt vink med en vognstang, end at blive slået op med.

  • Reply
    Louise
    15. april 2016 at 14:50

    Hvorfor skal det vlre alt eller intet? Som en sagde kunne man måske udfordrer hende lidt og sige “lad os snakke om noget andet end koret”. Og ellers så er det vel meget rart at have en kaffe/sladrevenindebekendt man ikke er så tæt med til de dage hvor man måske har lyst til at sladre/drikke kaffe. Måske hver tredje måned? Håber du finder en læsning der passer dig ☺️

  • Reply
    Sarah
    15. april 2016 at 16:41

    Jeg slog engang op med en veninde. Hun var konstant træt af, at jeg aldrig havde tid til hende (og det havde jeg jo i det omfang jeg selv og min hverdag tillod det). Men jo mere hun pressede på, des mindre have jeg lyst til at se hende. Og det lod jeg hende vide. Over sms. Måske en lidt fej måde at gøre det på, men det lettede virkelig mit hjerte. Jeg tænker stadig på hende i ny og næ, men kan mærke at jeg ikke savner hende. Så jeg ville gøre det hvis jeg var Kat. Hvis det føles forkert er det dét formegentlig også

  • Reply
    Trine
    4. maj 2016 at 10:49

    Jeg har en enkelt gang på det nærmeste smidt en veninde ud – hun var på besøg og jeg orkede ikke hendes opførsel (og vi har aldrig været rigtig nære veninder, det gjorde det nemmere), så da hun snakkede om hvornår hun skulle hjem sagde jeg, at jeg syntes hun skulle tage hjem før, fordi det ikke var hyggeligt hun var her. Hun spurgte overhovedet ikke hvad jeg mente med det, hun virkede som om hun blev skidesur hvilket man måske godt kan forstå, men ud røg hun og jeg har ikke snakket med hende siden.

    Hun og jeg havde, som Kat og hendes veninde, én ting, vi regulært havde tilfælles, og det er sq for lidt at bygge et ægte venskab på synes jeg. Har du prøvet at fortælle hende, at du undrer dig over, at det kun er koret, I taler om, når I er sammen? Hvis I vitterlig kun har koret fælles, også selv om I prøver at snakke om andre ting, så har jeg kun et forslag: sig så pænt du nu kan, at du ikke ønsker at gøre hende ked af det, men at når I “kun” har koret tilfælles, så synes du, I skal ses lidt mindre uden for koret. Jeg tænker det også må føles vanvittigt kunstigt, at man min har en enkelt ting, man snakker om …. hvis I ses mindre uden for koret, bliver Kat måske også mindre træt af veninden. Jeg frygter lidt, at bemeldte veninde bliver så fornærmet, hvis Kat siger noget, at hun ikke vil snakke med Kat mere.

    Lov mig én ting, Kat. Du må ikke stoppe i koret, når du er så glad for det som du er. Musik og sang kan give en SÅ meget glæde, så jeg synes det ville være synd, hvis du stoppede 🙂

Skriv et svar til Kathrine Anuller svar