“Jeg vil gerne bytte et barn, tak!”

I dag hørte jeg pludselig i radioen, at ca. hvert 4. adoptivbarn i USA bliver returneret.

RETURNERET?

Det er 25.000 børn der hvert år får beskeden om, at de altså ikke lige var gode nok til hr. og fru. kæmpe idiot. For helt ærlig, man ørler sgu da lidt i sin egen mund, når man erfarer at SÅ MANGE BØRN bliver lukket ind, i det der skulle være et hjem med ubetinget kærlighed og sammenhold. Kun for at blive returneret, som var det et par hullede sko. I USA er reglen nemlig således, at man godt kan fortryde en adoption. Men okay, måske man ikke kan forvente andet af et land, som overvejer at have ingen ringere end Donald Trump til at lede deres nation. Ja ja bevares, nogle gange er kemien der ikke og “et eller andet” er galt. Men det kan sgu ikke være kutyme blandt så mange børn. Der må da være en grænse. Selv for USA.

Børnene oplever derefter at blive genadopteret. Og for at gøre situationen bare en smule mere uappetitlig end den er i forvejen, arrangeres der “modeshows”, hvor børnene får lov at gå “catwalk” og smile som de bedst har lært, alt imens arrangørerne står og laver salgstaler som “smiler altid, elsker at tegne og er god til at rydde op”. Og har tilskuerne glemt hvem der var hvem, er de så heldige at få nogle flyers med hjem, så de lige kan kigge dem igennem en ekstra gang hjemme.

Helt ærligt…jeg væmmes.

En dreng i radioen sagde: “Jeg håber jeg finder nogle forældre, så jeg kan opleve at være en del af noget!”.

Mit hjerte bløder saftsuseme. Man har jo lyst til at hive dem alle med hjem og kysse og kramme hver og én. Og helt personligt fatter jeg overhovedet ikke, at man kan finde på at “returnere” et barn. Forælderskab er ikke lutter lagkage og evigt og altid artige børn. Børn kan være pisse irriterende. Men den ubetingede kærlighed er der i det mindste fra børnenes side. De vil jo filan bare elskes! Og guides og være en del af noget.

Der starter en dokumentar på DR-et-eller-andet nu her. Men spørgsmålet er om man gider se det.

Gider du?