Jordemødre kan sagtens knibe en tåre

Jeg bliver ofte spurgt om det dér jordemoder arbejde, ikke også “bare bliver et arbejde” lige som alt andet. Og på mange måder er svaret jo egentlig: Jo. For når jeg står op om morgenen, kan jeg jo også få det forkerte ben ud af sengen og iføre mig nej-hatten og være lige så skide sur som alle andre. Og nogle dage ville jeg også, lige som alle andre, foretrække en dag under dynen på sofaen alene og hvor mit eneste selskab er et tændt stearin lys og en kaffe latte.

Men…

Der sker altså bare et eller andet, når jeg så kommer hen på fødegangen og ifører mig træsko og hvid kittel. Der sker et eller andet i det øjeblik, jeg træder hen over dørtærsklen til et par. Et par jeg ikke kender, men som jeg snart vil komme helt utrolig tæt ind på livet af. Jeg vil blive en del af deres historie (og de af min). En del af deres store dag, som de aldrig nogensinde vil glemme. Jeg lærer parret at kende og mærker kærligheden, spændingen og glæden ved det snarlige møde, med det lille ny familiemedlem. Og som mor til to, kender jeg jo til alle de ting – alle de oplevelser – som de kan glæde sig til og som vil berige deres liv ud over alle grænser. Alt den kærlighed de snart skal opdage og som man aldrig kan forberede sig på.

Og så kommer det helt specielle øjeblik…

Nemlig øjeblikket hvor den lille ser dagens lys for første gang. Hvor den lille kommer op på sin mors bryst. Den mor der med alt sin styrke, har arbejdet med sine veer – de helt enorme kræfter, der suser gennem kroppen, ene og alene med det formål, at bringe den lille til verden. Og det er ofte med våde øjne, at jeg lykønsker parret og det er ikke sjældent, at jeg mærker underlæben dirre. For jeg elsker at kigge på moderen i det øjeblik hun får sin baby på maven. Øjne kan fortælle så meget og at se den kærlighed der pludselig blusser op i moderens øjne ved synet af sit barn, er det mest fantastiske syn. Derefter falder mit blik på faderen. Faderen der pludselig har en tåre trillende ud af øjenkrogen, der stille finder vej ned langs kinden og med et stille strejf tørres væk. Og dét, mine damer og herrer…er altså det hele værd i jordemødrenes øjne.

Personligt skal jeg altid “lige hente noget henne i skabet” og dér kan jeg sagtens med ryggen til,  lave et sekunds “børnehave-barns-tudefjæs”, eller tørre øjenkrogen for en løbsk tårer. Og dejligt føles det at have været med til den store begivenhed. Og det er lidt dét der gør, at jeg faktisk ret godt kan lide det dér jordemoder arbejde.