Hun mistede sin lille søn #3

Indlægget er udgivet med det formål, at støtte de der har mistet, samt give gode råd til de der skulle opleve, at en bekendt mister. Bemærk; barsk læsning.

Læs Hun mistede sin lille søn #1 HER ♥ Hun mistede sin lille søn #2 HER.

Anne Stine fortæller:

Efter vores afsked med Noah på Rigshospitalet, blev han af en læge erklæret død. Vi gik derefter en tur ned til Søerne for at få luft. Det var så underligt som livet fortsatte udenfor, alt imens vores eget liv, var eksploderet i tusindvis af stykker. Vi skulle nu finde ud af, hvordan vi skulle komme igennem de næste timer og få lidt samling på alle de små stykker, der var tilbage af os. Vi besluttede at vente med at tage hjem til dagen efter, da det var for svært at tage afsted, uden vores søn. Og vide at vi skulle hjem til hans værelse, med alle hans ting – men uden ham.

Da vi dagen efter kom hjem, var der en altoverskyggende tomhed og en ubeskrivelig sorg. Alt gik ligesom bare i stå. Dog skulle vi allerede dagen efter i gang med, at arrangere hans begravelse. Det var dårligt gået op for os, at han ikke var hos os mere og det føltes derfor fuldstændig surrealistisk, pludselig at skulle tage stilling til, om han skulle bisættes eller begraves, hvordan kisten skulle se ud, hvilken farve blomsterne skulle have, hvor hans gravsted skulle være og hvilke salmer der skulle synges. Og midt i alle de beslutninger slog det mig, at for mange af dem som ville deltage, ville begravelsen blive deres aller første møde med vores søn og med os efter hans fødsel.

Derfor blev det særdeles vigtigt for os, at få lov til at vise, nogle af alle de gode billeder vi havde, af de mange gode stunder vi trods alt havde haft med ham. Vi havde nogle gode venner, som hjalp os med at lave en video med billeder og kortfilm af Noah og vores tid med ham. Det var en smuk afsked og vi var meget rørte, over hvor mange der deltog og sendte os kondolencer og blomster. Blandt andet deltog Noahs jordemoder, hvilket gjorde et stort indtryk, at hun havde taget sig tiden til at komme, for at tage afsked med vores søn, som hun så fint hjalp til verden.

Efter begravelsen skulle vi for alvor i gang med at finde fodfæste og ikke mindst finde os selv, i de nye roller vi var givet – nemlig som forældre til et lille englebarn. Det der for mange andre var afslutningen på et enormt tragisk forløb, var for os begyndelsen på et sorgfyldt liv, og vi stod tilbage og anede ikke hvor vi skulle starte.

De første måneder efter Noahs død, mistede jeg hurtigt fokus og glemte fuldstændig hvad jeg havde gang i. Der var mange mareridt og jeg kunne vågne midt om natten og tænke “Gud, jeg skal amme Noah!”, blot for at konstatere, at hans seng var tom. Jeg var ret bevidst om, at jeg var i en form for chok tilstand og var dermed også bange for, med tiden at glemme vigtige detaljer af forløbet med Noah. Derfor tænkte jeg, at det var en god idé, at skrive hele forløbet ned, samt alle mine tanker og følelser, mens det stadig var frisk i erindring. Det hjalp mig når jeg var aller mest ked af det og det blev nemmere for mig, at forstå mine følelser, når jeg fik dem skrevet ned. Det er blevet til en masse skriverier, om alt fra skyldfølelsen over ikke at kunne beskytte mit barn mod døden, mødet med omverdenen, om frygten for fremtiden til identitetskrisen som ramte mig, da jeg stod der og havde titlen som mor, men intet levende barn havde. Jeg håber at det en dag kan blive til en bog, som måske kan hjælpe andre, der står i samme svære situation.

Der er desværre ingen facitliste over, hvordan man bedst bliver hjulpet eller hjælper andre, når en pårørede mister. Jeg ønsker dog at dele nogle af de gode erfaringer jeg/vi gjorde os.

Selv har jeg brugt mange forskellige midler, til at hjælpe mig igennem det første år, som på mange måder, har været den sværeste tid efter hans død. Min mand og jeg gik i en periode til psykolog sammen, lige efter vores tab. Mest af alt nok for at hjælpe os til, at forstå vores forskellige måder at bearbejde sorgen. Vi har også gjort stor brug af Landsforeningen Spædbarnsdød – både deres temaaftener og deres forældreseminarer. Det var enormt rart at vide, at vi ikke var helt alene i verden med vores sorg og sågar at kunne dele, de mange svære følelser med ligesindede og udveksle erfaringer. Møderne gav for os indsigt i, hvilke reaktioner vi kunne forvente i processen og vi fik dermed nogle begreber og noget fakta vi kunne læne os op ad.

Derud over startede jeg selv til en kombination af samtaleterapi og efterfødselsgymnastik for kvinder, der lige som jeg havde mistet et barn – et tilbud fra Familiskolen. Her gik jeg med fire andre kvinder. Vi betragtede os selv, som en slags mødregruppe og mødtes også efter. Jeg startede også op i en åben sorggruppe (det betyder at der kan komme nye fra gang til gang) på Hillerød Hospital. Jeg har stadig kontakt med mange derfra, da det er rart at følge hinanden i tiden efter. For man kommer helt utrolig tæt på hinanden, når man mødes midt i så stor en sorg. Jeg fandt også en form for trøst ved, at tale med den lokale præst. De er på en eller anden måde ekstra gode til, at tale om døden. Det er ikke tabubelagt og jeg fandt det rart, at de havde så stor erfaring med sorg og død.

Hvis du oplever én der mister, kan du gøre små – men vigtige – gerninger, som vil betyde utrolig meget for de sørgende. Tag initiativ! I stedet for at spørge hvad du kan gøre for dem, så bare gør det du føler du kan hjælpe med. Mine veninder kom med hjemmelavet mad til os, købte mad til os via nemlig.com eller fx en måltidskasse fra Årstiderne. De mange SMS’er, personlige breve, gaver fra deres børn m.v. gjorde, at jeg følte at der var mange der gav deres bidrag af omsorg og det varmede helt utroligt meget og gjorde, at vi ikke helt følte, at vi stod alene med sorgen. Vores kollegaer fra vores arbejdsplads, lavede endda en penge-indsamling, som gjorde det muligt for os, at rejse til Thailand kun en måned efter Noahs begravelse. Det betød meget at kunne rejse væk, i en ellers mørk tid. Det er rart når familie og veninder anerkender mig som mor og tør spørge ind til det hele – også her 2½ år efter. Det er dejligt at det er naturligt at tale om Noah.

Jeg vil opfordre til, at du lader dem i sorg sørge som DE finder bedst. Der er nemlig ingen rigtig eller forkert måde at sørge på og du må aldrig som pårørende, stille dig som dommer over for dette. Det vil ødelægge mere end det gavner. Støt dem hellere i det de finder bedst.

Det er enhver forældres værste mareridt at miste sit lille barn – og magtesløsheden over, at man ikke får lov at beskytte og passe sit lille barn, samt se det vokse op er ubeskrivelig. Det er så utrolig svært at acceptere og jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor Noahs liv skulle være så kort. Der er ingen tvivl om, at rejsen op efter så hårdt et styrt tager tid. Og man snubler mange gange undervejs. Der er stadig dage hvor savnet fylder og hvor jeg ville give alt for et øjeblik med Noah. Det siges ofte at “man kommer over sorgen”. Det tror jeg ikke på. Men jeg tror på, at man kan lære at leve med sorgen og at en stor sorg godt kan forenes, med et lykkeligt liv.

D. 7. februar 2017 blev vi forældre til endnu en lækker lille dreng. Noah blev desværre kun én måned og én dag gammel. I dag bliver hans lillebror Noel én måned og én dag gammel. Han er sund og rask og vi er utrolig taknemmelige, for den gode start på livet vi har haft med ham.

Tak fordi I læste med. Tak for jeres søde kommentarer og opbakning.

Direkte link til

Hun mistede sin lille søn #1

Hun mistede sin lille søn #2