Hun mistede sin lille søn #1

Indlægget er udgivet med det formål, at støtte de der har mistet, samt give gode råd til de der skulle opleve, at en bekendt mister. Bemærk; barsk læsning. 

Da jeg i 2014 var gravid med min søn, kom min meget tætte veninde Anne Stine og proklamerede sin graviditet også. Det var næsten lidt for godt til at være sandt. Som meget tætte veninder, er det jo nærmest et drømme scenarie, at man får lov til, at blive gravide nogenlunde samtidigt og dermed opleve at dele glæder, hormoner, frustrationer og familieforøgelse sammen. Jeg skulle have en dreng. Og det skulle hun også. Men to ting adskiller os den dag i dag. Jeg har nemlig i dag leget med min 2 årige søn, sludret med ham, grint med ham, badet ham, skiftet ble på ham, nusset ham, kysset ham og puttet ham.

Det har hun ikke med sin søn.

Anne Stine oplevede nemlig enhver forælders mareridt, idet hendes lille Noah døde kun én måned og én dag gammel.

Jeg husker at jeg om aftenen d. 1. oktober 2014, lige inden sengetid modtog en SMS fra Anne Stine om, at hun var på fødestuen 10 cm åben og klar til at føde sin lille dreng. Hendes længe ventede Noah. Da jeg lukkede mine øjne i, sendte jeg hende alle mine tanker og kræfter, med håbet om en fantastisk fødsel. Jeg smilede og var SÅ spændt. Og jeg glædede mig til, at vågne inden for de næste timer og med garanti, have et lille billede af ham i min indbakke. Jeg glædede mig generelt bare på både hendes og mine vegne. Glædede mig til at hun skulle opleve, alle de fantastiske ting der er ved at blive mor. Den ubeskrivelige følelse. Den ubetingede kærlighed. På daværende tidspunkt var min egen søn kun 6 måneder gammel.

Da jeg vågnede om natten for at amme og stadig ikke havde hørt noget, tænkte jeg at fødslen nok trak ud, men at det måtte være lige op over. Som jordemoder ved jeg jo, at man normalt ikke bare lader fødslen stå til, i så mange timer uden fremgang. Så jeg sendte hende mange medfølende tanker med troen på, at hun nok kæmpede alt hvad hun kunne, i samme moment som jeg sad der og ammede. Men da jeg vågnede om morgenen 9 timer efter jeg sidst havde hørt fra hende, vidste jeg at noget var galt.

Jeg SMS’ede en af hendes nærmeste familiemedlemmer, som jeg vidste var med til fødslen og fik meget kort beskeden: Han er skadet, ring til mig.

Mit hjerte sank mere end jeg overhovedet kan beskrive. Det var naturligvis fuldstændig umuligt at komme i kontakt med Anne Stine. Lille Noah svævede mellem liv og død og det sidste de havde i tankerne, var naturligvis at besvare SMS’er fra spændte og nysgerrige venner og bekendte. Det gik ikke som det skulle – det skulle vise sig, at Noah nogle dage inden fødslen, havde fået en blodprop i hjernen. I én måned og én dag var han skiftevis tættere på livet end døden. Lige som de troede at han ville overleve, skete der nye ting, der atter satte dem i usikkerhed. Til sidst stod det dog klart, at hans eksistens her på jorden, ikke ville være foreneligt med liv. Kun en respirator holdte ham i live.

…

I dag har han været borte i to et halvt år. Der er sket meget for hende siden da. Nedture. Troen på, at det hele nok skal gå. Ubeskriveligt savn. Mange mange tårevædede telefonopkald hende og jeg imellem med spørgsmålet “Hvorfor?”. Et spørgsmål der kun kan besvares, med gengældende tåre og et “Ja…hvorfor?”. Jeg har set en veninde vokse, kæmpe, falde ned igen og atter rejse sig. Jeg har været med hende så godt jeg kunne. Det der har hjulpet hende meget i sorgprocessen, har været at tale og skrive om forløbet med Noah, samt berette om tiden efter hans død. For hvordan lever man videre, når man har mistet det mest dyrebare i sit liv? Det har været vigtigt for hende at tale om Noah. At anerkende hans eksistens, om end den var fysisk kortvarende. For han vil altid være hendes lille søn. Og hun vil altid elske ham ubetinget. Fuldstændig som vi andre elsker vores børn ubetinget.

Hvorfor dette indlæg…?

Det er heldigvis sjældent, at nogle mister deres barn. Men det sker. Og mange af os vil komme helt tæt på som pårørende. På trods af at jeg som jordemoder er skolet i, hvordan man bedst muligt kan hjælpe de i sorg, så stillede jeg dog stadig mig selv spørgsmålet: Hvordan hjælper jeg bedst? Hvad er det rigtige at gøre? Skal man holde sig i baggrunden, eller insistere på sin hjælp? JEG synes at det er vigtigt, at skabe denne fokus, på et ellers tabubelagt emne. Anne Stine drømmer om en dag at kunne udgive en bog, om de tanker, oplevelser, opture og nedture, der har akkompagneret hende de sidste år. Men først vil hun fortælle jer sin historie. Og fortælle hvad der har hjulpet hende. Forhåbentlig kan hendes, Noahs og min historie (som pårørende) hjælpe nogle i deres sorg, hjælpe dig til, hvad du bedst kan gøre for de der mister og mindre andre om, hvor prisværdigt det er, at kunne kysse sine børn godnat hver eneste aften.

De næste to indlæg der udgives de næste to dage, vil derfor være hendes skrevne ord. Tag godt imod Anne Stine. Og Noah.

(Lillemor med lille Noahs varme hånd i min. Jeg vil aldrig glemme hans øjne. Og hans lille bitte hånd).

Tak fordi du læser med.

Læs Hun mistede sin lille søn #2

Læs Hun mistede sin lille søn #3

---

Som jordemoder samt grundet mit kendskab til Landsforeningen Spædbarnsdød, kan jeg anbefale følgende, såfremt du selv kender til nogle der har mistet et barn:

Anerkend barnet. Vær ikke bange for at bruge barnets navn.
Kommunikér. Men forvent ikke altid et svar tilbage. Men vis at du er der. Og at du ved det – ved hvad der er sket.
Tilbyd din støtte. Din hjælp. Vi var en gruppe veninder der eksempelvis sendte en Årstiderne-kasse ud til dem, med ingredienser til madlavning i 4 dages tid. En anden veninde ved jeg bestilte mad fra nemlig.com, så deres køleskab var fyldt op. Og selv bagte jeg boller i et væk og sørgede for, at deres fryser var fyldt op med morgenmad den første rum tid. Alt kan hjælpe.
Husk at det ikke kun er i den første tid, at alt ovenstående er tiltrængt. Nogle gange kan den hårdeste tid være efter begravelsen, når alle har udtrykt deres kondolence. Eller flere måneder efter, hvor alle andres hverdag atter er oppe at køre, men hvor virkeligheden først virkelig er ved at gå op for de ramte.
Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at sørge på. Eller…måske er der i dine øjne. Men alle sørger forskelligt. Og det er aldrig dig der skal bedømme, om metoden er rigtig eller forkert. Ofte er der psykologer eller terapeuter med inde over forløbet. Lad dem være eksperterne i sorg. Og tillad blot dig selv at støtte dem i dét de finder bedst.