Er det børnene eller eksperterne der bestemmer, om man er en god mor?

Vi har haft en rigtig god dag, Kummefryseren, Mandlen og jeg. Lillefar har været på arbejde hele dagen, så det har været op til Lillemor her, at spække dagen med aktiviteter, der kan få børnene til at lukke øjnene i, med minder om en god dag.

Nu er det puttetid og som jeg sidder her ved Mandlens seng og observerer ham finde roen og søvnen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan de mon vil beskrive deres barndom, når de bliver store. Hvordan vil de eksempelvis huske mig som mor?

Var jeg for kedelig?

Var jeg for hård?

Var jeg “hende den sjove” mor?

Gad jeg aldrig at lege?

Ville jeg kun lege de kedelige lege?

Kiggede jeg for meget ind i min telefon?

Var jeg bare mega sej og lavede alle mulige sjove ting?

Var jeg god til at lytte og forstod hvad de havde på hjerte?

Jeg ved jo egentlig godt, at jeg nok gør et udmærket stykke arbejde. Jeg er i hvert fald ret sikker på, at kommunen ikke kommer rendende lige om lidt med en løftet pegefinger. Men jeg føler også, at de sociale medier spækker os (mig!) med artikler, om de vanvittige konsekvenser der er ved, at gøre tingene på specifikke måder. Man må fx endelig ikke lade børnene falde i søvn alene, for så bliver børnene nok massemordere når de bliver store. Hvis man ikke er minimum 1½ time om at aflevere i vuggestuen, så børnene føler sig ekstra ekstra trygge ved afleveringen, bliver børnene med ret stor sandsynlighed nok pyromaner. Og hvis ikke de får økologisk fisk fra én specifik kilde nord for Himmalaya 3 x om ugen, så bliver de sengevædere resten af livet.

Okay, overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen. Men helt ærligt, så dirrer det ved min selvtillid som mor, når jeg bliver mødt med “ekspert-udsagn”. Også selvom det ikke bør. Men det er bare som om, at der i højere grad er kommet en slags “facit-liste” for, hvordan man som mor (og far!) gør tingene rigtigt i dag. Der er nærmest ikke plads til ‘fejl’. Men vi er jo for fanden bare mennesker. Og skal jo gerne lære vores børn, at blive det samme. Mennesker. Og mennesker begår jo fejl.

Jeg er simpelthen så træt af, at jeg ikke kan scrolle igennem min newsfeed, uden et split sekund, at betvivle min egen moderrolle. Tiderne har ændret sig meget. Mine forældre var børn i 40’erne. Dengang var en håndmad ikke noget man fik med på madpakke. I min egen opvækst var der ingen håndmadder. Kun med pålægschokolade. En ting jeg godt kan “misunde” mine forældres og min egen barndom er, at det dengang var “forældrene der vidste bedst”. I dag er det “eksperterne der ved bedst” – de er fandenfuckme bare aldrig enige. Og det gør det ikke altid nemmere for forældrene, vel?

For jeg er en god mor. Også selvom jeg nogle gange kommer til at råbe af mine børn. Jeg er også en god mor, når jeg sender mine børn ind på deres værelse til en time-out. Og jeg er også en god mor når jeg sætter grænser. Det er ikke altid ting jeg er stolt af, men det gør mig i hvert fald ikke til en dårlig mor.

Vi rummer alle gode egenskaber. Og mon ikke vores børn rummer hele os og husker os for det bedste? Jeg tror i virkeligheden vi skal huske at fortælle hinanden dette noget oftere. Og også minde os selv om det.

Det skulle jeg i hvert fald lige…

Billedet øverst af Mandlen og jeg, er i øvrigt fra da Lillefar og jeg blev gift i sommer.